Behandling af kroniske smerter med langvarig effekt

I skrivende stund er det godt 2 år siden, jeg mødte og startede mit samarbejde med Simon Kirkegaard (fra smertevidenskab.dk) og Jacob Beermann (fra maxer.dk). Et samarbejde som startede en proces mod at blive smertefri efter 14 år med kroniske smerter.

Hvordan ser min situation så ud, her 2 år efter første session? Er der stadig behandlingseffekt eller er alt ved det gamle igen?

Hvis ikke du allerede er bekendt med min meget lange historie med smerter kan du læse mine tidligere blogindlæg her, her og her.

Som nævnt i et tidligere blogindlæg, var noget af det sværeste for mig faktisk at finde ud af hvem jeg var uden smerter og frygt. Jeg havde været så begrænset af mine smerter i så mange år, at da jeg begyndte at blive smertefri slet ikke vidste hvordan jeg skulle tænke omkring mig selv og min fremtid – pludselig var der muligheder og jeg var ikke længere defineret af mine smerter. Man kan vel sige at da jeg brød ud af min ”kasse” som kronisk smertepatient manglede jeg en identitet.

Jeg har løbende i perioden arbejdet med forskellige fokuspunkter, for at blive klogere på mig selv og for at kunne bibeholde det fantastiske resultat, det må siges at være, når man bliver smertefri. I starten havde jeg svært ved finde balancen i forhold til mit aktivitetsniveau og jeg var så glad og motiveret for at træne (gerne tungt) at det nogle gange endte med en flare up (opblusninger) i mine smerter. Dette lærte jeg dog med tiden at kontrollere meget bedre, og der i dag længere og længere mellem mine flare ups (de forekommer meget sjældent), hvilket også betyder at min dagligdag fungerer helt smertefrit.

Jeg styrkeløfter fortsat, men er for nyligt skiftet til udstyrsløft. I efteråret 2016 valgte at starte et nyt kapital i mit liv og blev inspireret af Lars Rasmussen (fra Movingbody.dk), til at starte et samarbejde hvor vi begyndte at arbejde meget bevægelsesorienteret. Det var meget udfordrende og jeg blev tit konfronteret med min angst for at lave bestemte bevægelser (fear-avoidance), men jeg havde en tro på at fri bevægelighed ville gøre mig endnu stærkere og jeg havde et brændende ønske om at føle mig ”kropsligt fri”. For mig har dette samarbejde gjort at jeg generelt føler mig meget mere tryg i mange flere bevægelser selvom der stadig er nogle bjerge at bestige.

Mange, der har læst min historie og fulgt min udvikling, har spurgt ind til mit operationsar på højre hofte som jeg har haft det meget meget vanskeligt med og som har været utrolig følsomt og smertefuldt. Jeg har længe hadet arret som pesten og det mindede mig hele tiden om alt det jeg ikke kunne og min fortid. Jeg er i dag et sted hvor arret ikke længere har den samme betydning for mig og hvor det ikke længere generer mig. I dag minder arret mig om at der altid er håb også når tingene ser meget sorte og dårlige ud. Jeg kan både vise det frem (glemmer faktisk at jeg har det) og min mand kan berøre det og vi kan putte sammen uden jeg flytter mig fra ham for at beskytte området (i og omkring arret).

Det har været en meget lang og kompliceret proces, det startede med at Simon opfordrede mig til at tage på stranden, for at lære mig, at andre slet ikke bemærker det, og det formentlig primært var mine egne tanker, om hvad folk ville tænke om mig der var den største forhindring. Det var en grænseoverskridende omgang, men jeg lærte jo hurtigt at det var tankerne der var det styrende element. Jeg har siden været på stranden flere gange og jeg har i dag et afslappet forhold til om folk ser mit ar eller ej. Det hænder at nogen spørger til det og så fortæller jeg blot at jeg har været gennem en operation. Berøring af arret var til gengæld noget mere udfordrende at komme til livs. Jeg havde det sådan at jeg helst ikke ville have at andre rørte arret. Det er svært at forklare præcis hvorfor andre ikke måtte røre det, andet end at arret brændte meget, og det generelt bare var meget ubehageligt. Hvilke andre tanker jeg ellers havde i mit hoved omkring arret, kan jeg ikke beskrive på nogen logisk måde – måske det nærmeste jeg kan komme er ordet frygt. Men heldigvis var jeg på et arbejdsrelateret kursus her i foråret, hvor vi arbejdede manuelt (RAH fra davidbonde.dk). På dette kursus lærte vi forskellige manuelle teknikker som kan give en øjeblikkelig forandring af en smerteoplevelse gennem brug af vores reflekser i muskler og sener. Under kurset afprøvede David om stræk på vævet omkring arret kunne mindske den brændende fornemmelse og smerterne – Det var ubehageligt mens der var stræk på vævet, men smerter og brændende fornemmelse blev væsentlig mindsket efterfølgende. Efterfølgende til træning sammen med Lars, hvor vi arbejdede med arvævsbehandling, blev det muligt for Lars at røre ved arret uden at jeg var ved at kravle ned af briksen. I dag har jeg ingen problemer med hverken at vise arret eller at andre rører ved det. Hvorfor oplevelsen af mit ar har ændret sig kan jeg ikke forklare præcist for jeg ved at vævet formentlig ikke har ændret sig (min krop er alt for stærk til berøring fra en anden person kan ændre mit væv). Den mest sandsynlige forklaring er nok at jeg er blevet mere komfortable med den del af min krop og ved hjælp fra mine behandlere har oplevet at berøring hverken kan gøre skade på mig og huden og arvævet faktisk er almindeligt robust og bevægeligt at jeg ikke har det ekstra behov for at beskytte denne del af min krop.

Konklusionen efter 2 år er mit liv er fuldstændig forandret og jeg er glad og lykkelig både i mit privatliv og mit arbejde. Jeg kan alt hvad jeg vil og jeg presser grænserne for hvad min krop kan på regelmæssig basis. Det er med to fede streger under at jeg kan sige at behandlingseffekten holder, men det er vigtigt at understrege at det har krævet en hård og struktureret indsats fra min egen side af. Jeg er ikke blevet fikset, sat på plads eller på anden måde repareret af nogen af mine behandlere gennem de sidste to år. Jeg er blevet støttet, givet information (især ny viden omkring smerter), motiveret, udfordret og blevet hjulpet til at se hvordan jeg i nogle tilfælde har været min egen værste fjende og selv sat forhindringer for mig selv. Man kan sige at jeg er blevet hjulpet til at finde min vej tilbage til et liv hvor jeg er fri til selv at vælge hvad jeg ønsker at bruge mit liv og krop på. Jeg har meget sjældent smerter i hoften og når jeg har det har de slet ikke den invaliderende effekt på mig som tidligere. De udfordringer jeg stadig har med hoften i dag er mere af mobilitetsmæssig karakter eller grundet min egen manglende tillid til at jeg kan – og den del arbejder jeg på at blive bedre til.

Tak fordi I har læst med de sidste 2 år, tak for søde kommentarer når jeg har mødt nogle af Jer – det betyder så uendeligt meget.

1 Kommentar

  1. Lisbeth 2 uger |Svar

    Kære Tina
    Hvor er det dejligt at læse, at det går dig så godt!
    Som jeg havde lejlighed til at fortælle dig, har din historie gjort et stort indtryk på mig. Dels fordi jeg selv har haft smerter i så mange år, dels fordi vi er nogenlunde samme sted i livet og jeg kunne sætte mig ind i mange af de udfordringer du beskrev i dine artikler.
    Det gjorde stor forskel for mig at læse at der er håb, muligheder og fremtid, da jeg sad og havde det allerværst og læste din historie.
    Tak for det, og alt godt til dig fremover😊
    Lisbeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *