I kølvandet på radioprogrammet “Forfra med Jeppesen”

Søndag morgen, blot to dage efter mit interview til programmet Forfra med Jeppesen, sammen med Anders Fabricius Nedergaard  på Radio24syv kører tankerne stadig rundt i hovedet på mig over de sidste dages mange oplevelser.

Sidste søndag sad vi på Sebastopol, en cafe på Nørrebro, og talte om hvilke emner der kunne være relevante og sjove og tale om i fredagens program. Stemningen er meget afslappet og det er faktisk ret hyggeligt. Efter lidt tid rømmer Michael sig og siger noget lignende: ”nåh vi skal vist også lige have talt om smerter og vores program på fredag.” Michael præsenterer hans ideer til programmet og Anders og jeg byder ind med ideer. Selvom Anders og jeg har talt om smerte og videnskab mange gange før på nettet, er det første gang vi gør det ansigt til ansigt. Vi debatterer lidt og jeg bliver en smule intimideret af hans ekstremt velformulerede argumentation og selvtillid. Vi er på samme side omkring forståelsen af smerte og vores budskab peger i samme retning, omend vi tydeligvis har hver vores forskellige forståelse og baggrundsviden. Jeg tror at Michael nyder vores diskrete uenigheder og jeg oplever, at han analyserer os, imens han tager noter. Michael prikker lidt til os en gang imellem og stopper os, når han synes, at der er budskaber der kunne være vigtige at præsentere i programmet. Det hele er en meget flydende og legende proces og Michael får nogle gode noter med sig, da vi stopper to timer senere. To timer senere? Det føltes nærmest som minutter.

Vi kommer i løbet af samtalen til at tale om Idrætsmedicinsk Årskongres som skulle afholdes torsdag til lørdag på SAS Radisson hotellet i hjertet af København. Vi bliver enige om, at det kunne være gavnligt for programmet hvis jeg deltog. På Idrætsmedicinsk Årskongres belyses meget af den nyeste viden indenfor rehabilitering og forebyggelse af skade, hvorfor smerte naturligvis også er på programmet.
Hele torsdagen bruger jeg på Idrætmedicinsk Årskongres, hvor jeg bliver godt modtaget. Jeg lytter med på mange af de gode foredrag og møder stærkt inspirerende fagpersoner, som tydeligvis brænder inderligt for deres arbejde.

sportsmedicinecongress

En udfordring jeg observerede på dagen var at mange af de foredrag jeg deltog i anerkendte smerte som værende biopsykosocial og multifaktoriel, men når der blev præsenteret information blev den reduceret til en simpel årsag og effekt. En af Danmarks mest vidende indenfor smerteområdet er MSc Morten Høgh, som har Videnomsmerter.dk – han og andre informerede omkring smerter på kongressen. De var gode til at stille spørgsmål til foredragsholderne, som i deres svar tydeligvis viste viden omkring smertes kompleksitet.

Den dualistiske tankegang for smerter er så besnærende for os alle. Årsag og effekt, rent, nemt, simpelt – og forkert. Smerter er altid komplekse med mange faktorer der spiller ind – BioPsykoSocial.

Jeg var inde og høre fysioterapeut Richard Dahan om hans tilgang til genoptræning af knæ, hvor han fokuserer på at reetablere normale bevægemønstre i alle led efter en skade. Når vi er skadet, bevæger vi os anderledes, for at beskytte det skadede område. Efter skaden er helet færdig, kan dette ændrede bevægemønster ubevidst vedblive i større og mindre grad. Han så derfor meget på kvaliteten af sine patienters bevægemønster og prøvede gennem sin tilgang at give sine patienter alle bevægemuligheder tilbage som før skaden. Richard var meget inspirerende og efter foredraget tog han sig tid til at tale lidt med mig, hvor vi talte om funktion og smerte. Han vidste tydeligvis meget bevidst om smertes kompleksitet og hvordan man får atleter tilbage til deres sportsgren. Han har været fysioterapeut for det svenske håndboldlandshold og er aktuelt fysioterapeut for det svenske fodboldlandshold.

Senere på aftenen havde jeg en kort samtale med en upcoming star, danske Michael S. Rathleff, som er fysioterapeut, har en PhD fra Aarhus Univeristet og ansvarshavende redaktør på Dansk Sportsmedicin. Udover at han har været med til at udforme og lave spændende studier, har han også stor forståelse indenfor smertevidenskab. Han havde et fantastisk budskab, som han mente kunne være relevant at dele i radioen.

”Jo længere tid man oplever smerter, jo mere bør vi overveje, at det handler om mere end bare vævets tilstand.”

Virkelig skarp og flink fagperson. Ham er jeg sikker på, at vi kommer til at høre meget mere fra i fremtiden.

Fredag morgen mødes vi hos Radio24syv, hvor vi gør klar til de to timer. Der er lagt en overordnet slagplan, men intet er skrevet i sten. Det gør mig nervøs og det gør det ikke bedre, at jeg sidder i et lydtæt rum med en journalist som kan finde at stille uventede spørgsmål og en super skarp PhD i muskelbiologi.

Du kan høre radioprogrammet her hvor det er delt op i del 1  og del 2

Under programmet talte vi om nogle forskellige ting, blandt andet talte Anders om en humunculus, som du her kan se et billede af. De sjove kropspropertioner indikerer hvor meget vores enkelte kropsdele typisk fylder oppe i vores hjerne.

humonculus

Vi talte også i programmet om en artikel, som mange af mine samarbejdspartnere (patienter) læser inden første behandling som du kan finde her http://maxer.dk/artikler/hvad-er-smerter

Jeg overlevede heldigvis og jeg synes faktisk det blev et meget godt og sjovt radioprogram. Efter programmet spiste vi en kort frokost og så skulle vi hver til sit.

Min fredag var noget hektisk. Der var en mindre storm af spørgsmål på Facebook, mail og telefon jeg skulle svare på og kl. 00.00 var jeg helt udkørt men kunne endelig lægge mig til at sove.

Lørdag er min klinikdag og jeg var fuldt booket og mere til for anden gang i min karriere. Selv næste lørdag er fyldt helt ud og den efter er næsten også. Der er vist mange mennesker derude der fik et budskab om håb, for at blive nogle af deres længerevarende (kroniske) smerter kvit.

Min dag var fantastisk og det gik rigtig godt med dem alle sammen. Efter programmet blev jeg kontaktet af en kvinde der havde haft en hjernerystelse for to år siden og herefter havde kraftig nedsat funktion. Efter en grundig gennemgang er hjernens funktion og nogle simple øje og nakkeøvelser, virkede det til at hendes symptomer var blevet væsentlig bedre. Tiden må vise om vores første fornemmelse holder stik og jeg glæder mig til at se hende igen næste lørdag.

Alt igennem hele dagen er næsten gået perfekt og jeg skal nu have min sidste patient. Jeg er godt træt, men jeg glæder mig altid til at hjælpe andre med at finde vejen til smertefrihed eller forbedret funktion. Jeg tager imod hende og hun starter med at fortælle sin historie. Jeg lytter og vurderer sammen med hende hvilke strategier, der kan være hensigtsmæssige. Mit udgangspunkt for behandling er at min samarbejdspartner skal forstå, hvad det er vi gør og hvorfor. Derfor består første behandling med mig ofte i en forventningsafstemning af vores individuelle roller og en fælles forståelse af hvad smerter er og hvilke faktorer vi tror har betydning for netop deres smerte.

Jeg kunne simpelthen ikke formulere mig. Mens jeg var i gang med at forklare hende noget, havde jeg svært ved at finde ordene og gøre mig tydelig i mine forklaringer omkring smerte. For at kompensere for mine mangler, brugte vi en del mere tid end aftalt, men resultatet var efter min standard stadig ikke godt nok. Heldigvis havde vi kunne påvirke hendes smerter og bevægelighed til det bedre, men hun gik sandsynligvis ikke derfra med en følelse håb og tryghed i hun selv vidste, hvordan hun kunne være med til at påvirke hendes proces for at blive smertefri.

Udover at være meget træt og udkørt, havde jeg det rigtig skidt med at min sidste behandling, på en ellers god dag, ikke forløb optimalt, grundet jeg blandt andet ikke havde disponeret min tid godt nok. Jeg havde kun mine patienter i fokus og glemte helt mig selv, hvilket resulterede i at jeg ikke fik spist og ikke fik pause mellem patienterne.

Ud og spise med min dejlige kæreste og min fantastiske og dygtige ven samt kollega Jacob Beermann fra Maxer.dk, hvor vi evaluerer dagens forløb og jeg får sat tingene i perspektiv med gode indspark og erfaringer jeg og mine patienter kan drage fordel af i min fremtidige virke. Herefter direkte hjem og på hovedet i seng.

Det er søndag morgen og tankerne flyver stadig afsted, men jeg sidder egentlig tilbage med en god fornemmelse og glæde.

Derudover har jeg en følelse af taknemmelighed. En taknemmelighed for en radiovært og en PhD i muskelbiologi. En taknemmelighed for de mange nysgerrige spørgsmål og taknemmelighed for de svar de modtog. En taknemmelighed for at få lov at deltage på Idrætsmedicinsk Årskongres og de mange mennesker som delte deres viden og passion med mig.

2015 bliver et fantastisk år.

Trackbacks for this post

  1. Moderne smerteforståelse Del 3 – De biopsykosociale faktorer | Smertevidenskab.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *