Kampen for at få livet tilbage – De usynlige smerters greb

 Min historie

Mit navn er Tina, jeg er 26 år, jeg er gift og så er jeg uddannet ergoterapeut og arbejder på et sygehus. I min fritid er jeg aktiv spejder og vild med styrketræning.

Det lyder alt sammen ret normalt og fornuftigt. Min virkelighed er dog en lidt anden.

Første gang jeg bemærker at der er noget galt, er jeg 12 år gammel. Jeg er i biografen med en veninde, da mit højre knæ pludselig går i kramper. Vi griner vidst bare af det, og synes at det ser sjovt ud. I de følgende år kommer disse krampeagtige trækninger med efterfølgende smerter i perioder, hvilket gør at det ikke som sådan er noget der bliver handlet på. Det bliver slået hen med at det sikkert er vokseværk, og desuden er jeg jo aktiv springgymnast.

Da jeg er omkring 16 år begynder det at tiltage, smerterne bliver hyppigere og mere længerevarende, kramperne bliver mere til spjæt eller låsninger i knæet. Det er så galt at benet en dag forsvinder helt under mig, og jeg ender på krykker i 14 dage – uden nogen forklaring. Det er også her jeg stifter bekendtskab med det danske sygehusvæsen. Der bliver både taget røntgen og MR-scanning af knæet uden der bliver fundet noget, hvorfor jeg får beskeden at det nok skal gå i sig selv igen og at jeg kan tage smertestillende ved behov.

Tiden går – mit aktivitetsniveau daler og smerterne i knæet er blevet konstante. Det er virkelig ubehageligt ikke at vide hvorfor det gør så ondt. Der var stadig ikke noget at finde i mit knæ, da det blev undersøgt. En enkelt ortopædikirurg fortæller mig at mine ben er skæve fra knæet og nedefter – specielt det højre – og at dette kan have en betydning. Der sker dog ikke mere herefter.

Undersøgelser, medicin, smerter, gymnasiet og det at være teenager er ikke nemt. Jeg vil rigtig gerne bare passe ind sammen med de andre i klassen, kunne de samme ting og ikke hele tiden skulle skille mig ud ved at være fritaget fra idræt, igen være havnet på krykker fordi benet ikke vil samarbejde eller igen skulle have tidligt fri til en eller anden undersøgelse eller fysioterapeutbehandling.

Det er omkring denne periode hvor jeg føler mig så magtesløs fordi ingen kan svare på hvad der er galt med mig, og jeg hele tiden føler at jeg løber panden mod muren, at jeg har behov for kontrol. Jeg har altid haft et anstrengt forhold til mad, men her finder jeg noget som jeg kan styre 100 % uden indblanding. Jeg udvikler en spiseforstyrrelse, og jeg er god til det. Jeg formår at holde det skjult og har en kontrol som aldrig før. Det er berusende at føle den form for kontrol, når jeg ellers er så handlingslammet i forhold til mine smerter, jeg kan ikke holde ud at være i min egen krop længere.

På dette tidspunkt kan jeg på mine gode dage gå ca. 150 meter før smerterne bliver uudholdelige – på de dårlige dage kan jeg gå 50 meter.

Jeg ligger samtidig et stort pres på mig selv, fordi jeg bare gerne vil være normal. Jeg stiller en facade op, når jeg er sammen med andre, fordi det er nemmere. Jeg kan huske, at vi joker med at jeg sidder i kørestol inden jeg er 20. Det lyder groft, det var det muligvis også, men det var min måde at overleve på. Jeg går med krykker oftere og oftere, der var en periode på et lille halvt år hvor jeg hver måned gik med krykker 7-14 dage, smerterne var simpelthen så slemme at jeg ikke kunne have fuld vægt på benet.

Jeg tager endnu en tur i sygehus-systemet med nye undersøgelser og scanninger, stadig uden man finder nogen forklaringer. Jeg starter hos en fysioterapeut i en kort periode uden fremgang.

Jeg prøver virkelig at være stærk, men det er så frustrerende og nedværdigende når man igen skal gentage sin historie og bare kan fornemme det der blik i lægens øjne. Det blik der lidt fortæller at lægen synes man er spild af tid, og blot vil have opmærksomhed.

En ortopædikirurg på Køge Sygehus giver mig i et kort øjeblik lidt håb, da han fortæller man mistænker kondromalaci (blød brusk på undersiden af knæskallen) – Indtil beskeden bliver at man intet gør ved det.  Det er åbenbart ret normalt.

På det her tidspunkt begynder det at være svært at blive ved med at holde humøret højt. Det er svært ikke at lade være med at tænke om det i virkeligheden er mig der er helt forkert på den. Udadtil er jeg stadig smilende og glad, og klarer tingene, som de nu bliver klaret.  Jeg ser ingen grund til at bekymre min familie eller mine venner med mine kampe.

Medicinen bliver stærkere, smerterne er konstante og begynder at skyde til hoften i perioder. Jeg begynder at opleve små klik i hoften, når jeg går. Da jeg er begyndt at læse til ergoterapeut, tænker jeg umiddelbart bare at det er fordi jeg kompenserer i resten af kroppen.

Jeg er på dette tidspunkt på randen til at give op, jeg er på randen til at tage den sidste udvej.

Mens jeg studerer ergoterapi, arbejder jeg i en butik. Jeg kan egentlig ikke huske hvordan samtalen falder på emnet, men jeg taler med et par kunder en dag, som råder mig til at få en henvisning til Frederiksberg Hospital. Jeg ville egentlig helst opgive, jeg har dårligt overskud til at skulle starte forfra igen. Alligevel gør jeg det. Jeg kan ikke bære at lade min familie se jeg har givet op. Jeg vil ikke være en større fiasko end jeg allerede føler mig.

Underligt nok har jeg den dag jeg skal til min første undersøgelse på Frederiksberg, ingen smerter i mit knæ. Til gengæld har jeg smerter i hoften der gør det helt umuligt for mig at sidde ned. Det får lægen til at undersøge min hofte, først med basale undersøgelser af bevægeligheden, hvor det tydeligt kan ses at der er nedsat bevægelighed. På en ultralydsscanning ser man en væskeansamling på ydersiden af hoften. Røntgen og MR-scanning viser normale forhold i selve leddet. Lægen fortæller mig, at lårbens knoglen på højre side sidder et par millimeter længere ude end i venstre, hvilket gør at knoglen skraber på muskulaturen ved bevægelse og skaber en betændelsestilstand i slimsækken.

Jeg begynder med binyrebarkhormonbehandling, og for den første gang i godt 4 år, at jeg oplever reduktion i smerterne. Det kan slet ikke beskrives hvor lettet jeg er. Det varer desværre kun ved i 3 uger, hvorefter smerterne er tilbage for fuld skrue.

Jeg tror at jeg får 6 eller 7 binyrebarkhormonbehandlinger i løbet af de næste 6 mdr. før jeg får tilbudt en operation.

Jeg får en kikkertoperation af min hofte, og kommer egentlig relativt hurtigt ovenpå igen. Min genoptræning er hurtigt klaret, og det går faktisk godt. Jeg er overbevidst om at nu går det den rigtige vej. Desværre holder dette kun et par måneder, så er den gal igen. Lægen forklarer at slimsækken vokser ud igen, så det er nok årsagen. Man finder også en væskeansamling igen på nye scanninger.

Jeg får en ny operation, hvor man denne gang vil åbne helt, samt spalte senen for at skabe mere plads i hoften. Jeg kommer ikke ovenpå efter operationen. Min genoptræning kører rigtig dårligt, jeg har ikke en god kemi med min behandler og behandlingen bliver bare et irritationsmoment. Jeg kan ikke skille operationssmerter og mine ”almindelige” smerter ad.

Jeg var i denne periode i praktik i forbindelse med studiet samtidig med og jeg burde nok, set i bagklogskabens lys, have taget orlov. Jeg kæmpede med voldsomme smerter, medicin, genoptræning og praktik. Det var meget frustrerende, men jeg nægtede at give op, og dermed fremstå som svag. Det endte med 8 uger på krykker før jeg kunne gå selv igen, og medicinen kostede mig et mavesår .

Efter et par måneder uden nogen form for bedring i tilstanden, bliver jeg henvist til et videre forløb på Idrætsmedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital. Igen bliver jeg mødt af en læge som virkede ret fjendtlig fra starten. Han sagde at han vidste hvad jeg fejlede, men jeg det aldrig af vide af ham. Han virkede ærlig talt ret irriteret over at jeg var der.

Jeg blev overført til deres fysioterapeuter til et lidt intetsigende forløb. Jeg skulle lave en masse isolerende øvelser for hoften, som jeg slet ikke synes gav mening, men alligevel gjorde jeg bare som jeg fik besked på. Det positive var dog, at jeg fik øjnene op for, at jeg manglede styrke, koordination og udholdenhed.

Jeg besluttede mig derfor at melde mig ind i et fitnesscenter, og arbejde lidt på styrken. Jeg sørgede for at booke et møde med en instruktør og fortalte i grove træk omkring min problematik. Jeg hadede at skulle fremstå som svag eller sårbar, så jeg holdte det på et overordnet niveau.

Træningen var hård, og det var tydeligt at jeg var væsentlig svagere end jeg selv havde troet. Jeg kæmpede en kamp uden lige med træningen. Samtidig overgik jeg fra specialiseret genoptræning til kommunal genoptræning. Genoptræningen gjorde ikke det vilde, men jeg blev bekræftet i at jeg gerne måtte træne videre selv inden for smertegrænsen.

Træningen begyndte at give pote. Smerterne var de samme, men jeg mærkede noget positivt i takt med at min krop blev stærkere. Jeg blev mere udholdende, samtidig med at smerterne trods alt ikke blev værre. Selvom min krop blev stærkere, var smerterne stadig et helvede at leve med.

Min søvn hang slet ikke sammen, jeg kunne ikke lægge på højre side, medicinen gjorde mig groggy og jeg begyndte virkelig at hade situationen.

Til tider gjorde mit operationsar så ondt og blev så varmt at jeg slet ikke kunne holde ud at have bukser på eller være i min egen krop. Jeg havde lyst til at kradse huden af og synes det var enormt grimt. Samtidig hadede jeg bare alt hvad det ar betød og det mindede mig kun om negative ting, det var en daglig reminder om hvor dårligt det hele var gået. For mig symboliserede arret at jeg var svag og at jeg ikke kunne det samme som andre. Det var en uheldig del af mig, som ikke skulle ses ellers røres ved. Arret blev et hade-objekt, som desværre fik lov at fylde alt for meget.

2015-01-29 16.27.46

Selvom jeg gerne ville være fremstå stærk, var det virkelig frustrerende at leve med en usynlig sygdom. Nogle gange ville det bare være nemmere, hvis jeg havde et synligt handicap.

Jeg havde en kontrol tid på Idrætsmedicinsk afdeling, hvor en læge begyndte på akupunkturbehandling for smerterne. Han mente at nerverne var skadet efter operationerne, og at dette påvirkede den øgede sensibilitet omkring arret. Jeg kunne slet ikke have når lægerne skulle røre ved arret.

Akupunktur behandlingen var ikke en succes – overhovedet. Det gjorde voldsomt ondt, og jeg var sengeliggende 2 dage efterfølgende hver gang. Jeg tror ikke rigtig lægen hørte på hvad jeg sagde, for behandlingen fortsatte i 6-8 uger før han gav op, og indså at det nok ikke virkede.

Den eneste læge jeg snakkede med i en periode, var min egen læge når jeg skulle have nye recepter på min medicin.

Herefter ville min læge gerne henvise mig til en ny smertelæge, der var kommet. Lægen afprøvede et TENS-apparat omkring arret, og det blev faktisk muligt at røre ved mit ar uden smerter. Jeg kunne holde smerterne kortvarigt nede ved brug af TENS behandling. Jeg kan huske at vi snakkede om muligheden for at få indopereret TENS, når jeg responderede så positivt på det. Jeg kørte i en lang periode med en ekstern TENS, for at se hvordan det fungerede.

Når man har været hos et hav af læger og behandlere, er det nogle gange svært at skille dem fra hinanden, og jeg kan faktisk ikke huske hvorfor jeg stoppede i forløbet hos denne læge, eller hvorfor snakken om operation kun blev ved snak. Men måske var det egentlig også for det bedste. TENS behandlingen var suppleret med stærk medicin.

Jeg fik foretaget en ny MR-scanning af hoften, hvor man stadig så en væskeansamling, lægen denne gang var dog ikke sikker på at operationer var den rigtige løsning for mig, og jeg blev henvist videre til et forløb på en smerteklinik. Egentlig skulle jeg have været på smerteklinikken på Holbæk Sygehus, men ventetiden var på 11 mdr. De ringede dog til mig, og sagde der kun var 3 ugers ventetid på Privat Hospitalet Valdemar.

Jeg kunne godt fornemme på lægen, at dette var endestationen. Der var ikke rigtig mere man kunne tilbyde mig, og nu skulle jeg videre til et af de der ”sådan lærer du at leve med en kronisk sygdom”-forløb, som jeg selv havde lært om på ergoterapeutuddannelsen. Jeg vidste godt hvad jeg havde i vente.

Jeg fik hele pakken; Lægen ville justere min medicin og afprøve nogle andre typer medicin end dem jeg havde kørt med de sidste mange år. Fysioterapeuten tog et enkelt kig på mig, og gav mig videre til en kiropraktor, da hun mente jeg var skæv i bækkenet og nok havde brug for en anden behandling end den hun kunne tilbyde. Psykologen mente det kunne være godt for mig at starte i en gruppe med andre unge under 35 år med kroniske smerter. Psykologen og jeg havde ikke just den bedste kemi, og jeg var efter en enkelt time sammen med hende, allerede godt træt af hendes lidt nedladende måde at tale til mig på. Når man som fagperson kommer ind i sådan et forløb, kan der meget hurtigt komme lidt gnidninger, hvis man ikke er helt enig med hinanden, og psykologen var tydeligvis ikke imponeret over min måde at komme igennem tingene på.

Lægens medicineringsplan var ikke just en succes heller, jeg var voldsomt dopet og kunne dårligt hænge sammen. Det var virkelig svært både at have et fuldtidsarbejde og et fritidsliv der skulle passes samtidig med at jeg var helt væk i medicinen. Jeg tror der gik 3-4 mdr. sådan her, før jeg besluttede at det der medicin, nok ikke var den rigtige løsning for mig. Jeg bad om at blive trappet ud, og forklarede lægen at jeg hellere ville have smerter uden bivirkninger og i det mindste være til stede, end at være pumpet op på medicin og slet ikke kunne fungere. Samtidig fik jeg det faktisk lidt bedre hos kiropraktoren, hun fik løsnet op for nogle spændinger i kroppen, og hun var virkelig behagelig at snakke med. Hun så mig som ligesindet, og var altid interesseret i en faglig diskussion. Smerterne ændrede sig ikke markant, de blev en smule bedre, men intet jeg ville skrive et brev hjem om.

Jeg fortsatte hos kiropraktoren efter jeg blev afsluttet på smerteklinikken. De kunne ikke gøre mere for mig, når jeg valgte medicinen fra. Det var egentlig okay, jeg havde selv styringen nu.

Min egen styrketræning begyndte at gå bedre i perioder, uheldigvis havde jeg også perioder hvor smerterne var så slemme at jeg ikke kunne træne. Det var rigtig hårdt, for jeg var blevet rigtig glad for min træning og min træner havde set en meget positiv fremgang hos mig

Når jeg fik en nedtur i smerterne, altså når de blev meget værre end de plejede, var det aldrig til at vide om det var en uge, 14 dage eller en måned. Det var ulideligt ikke at vide, hvor længe jeg ville være nedlagt af smerterne.

Jeg har et fuldtidsarbejde på helt almindelige vilkår. Det er mit eget valg, og jeg er så stolt af det. Når man arbejder med syge mennesker, skal man være der for dem. Så mine egne smerter kom i anden række. Når min smerter var meget slemme fokuserede jeg udelukkende på mine arbejdsopgaver, og var mindre social med mine kolleger.

Siden jeg blev færdig uddannet har jeg været til flere jobsamtaler,men jeg holder min historie med mine smerter for mig selv. Jeg vil gerne dømmes på mine faglige kompetencer og min personlighed, ikke på nogle smerter jeg alligevel ikke selv er herre over. Jeg mener ikke at smerterne har nofwn betydning for mit arbejde og derudover synes jeg faktisk det giver mig en helt anden sygdomsindsigt og empati end mange andre muligvis har.

Styrketræningen begyndte at fylde mere og mere, og jeg ville gerne være en bedre version af mig selv. Min træner sagde ofte til mig, at jeg muligvis var den stærkeste og den sejeste pige i min vægtklasse han lige kendte inden for træning. Jeg var stort set altid til træning lige meget hvor skidt jeg havde det. Hvis ikke mine ben ville samarbejde kunne jeg altid træne overkrop. Han var imponeret over min dedikation overfor træningen. Jeg havde bare lært at jeg ikke fik det bedre af at lægge hjemme og græde over situationen.

front squat

Vi snakkede ofte om, hvordan det er at være ung, se rask ud og fremstå meget aktiv, og samtidig have det af helvedes til inden i. Der bliver ofte set skævt på mig, når jeg siger at jeg har kroniske smerter, fordi jeg jo ser ung og sporty ud – det hænger ikke sammen i andres øjne. Det kan gøre det meget svært at forklare andre, hvorfor man har dage hvor det er umuligt at stå op under et helt bad, hvorfor man har brug for at rejse sig/sætte sig/ligge sig efter kort tid, hvorfor indkøbsture bliver delt op over flere omgange, eller hvorfor man ikke rejser sig for den ældre dame i bussen. Jeg er ikke uhøflig og jeg vil meget gerne være behjælpelig overfor andre, men der er bare dage, hvor jeg har behov for at nogle hjælper mig. På de dage ville jeg ønske at jeg havde et synligt handicap, for så kunne folk forstå det.

Jeg tænkte at hvis jeg ville være bedre til styrketræning, måtte jeg også lære noget mere. Jeg kan godt lide at nørde og da jeg gerne ville være stærk men ikke følte jeg rykkede mig nok, fandt jeg en workshop på Maxer.dk omkring teknikken til squat, bænkpres og dødløft.

Det blev et af de bedste valg jeg nogensinde har taget.

Jeg frygtede lidt hvilke typer, der ville komme til sådan en workshop. Jeg vidste godt med mig selv, at jeg nok var kilometer bagud i forhold til de andre. Jeg trøstede mig lidt med, at workshoppen var i København og at jeg nok ikke skulle se nogle af de andre deltagere igen.

Uheldigvis blev jeg væltet af en patient i samme uge som jeg skulle deltage på workshoppen, jeg havde ellers passet så meget på hoften, fordi jeg bare gerne ville være klar.

Jeg kunne dårligt sidde ned og var så ramt på min bevægelighed. Jeg tog dog afsted alligevel, og tænkte det måtte briste eller bære.

Det er her jeg møder Jacob Beermann, som er underviser på workshoppen. Han fortæller at han desuden også arbejder med kronisk smertepatienter. Dette fængede min interesse og nysgerrighed. Hvad ved en styrkeløfter om kroniske smerter som læger, fysioterapeuter og andre specialister jeg har været til ikke ved?

Vi bliver delt i mindre grupper og skal arbejde med teknikken. De andre to i min gruppe er tydeligt mere bevægelige end jeg er i squat. Normalt ville jeg aldrig fortælle om smerterne til fremmede, men i lyset af at det kun er et par dage siden jeg er blevet væltet af en patient, beslutter jeg at være ærlig.

Jeg snakker kortvarigt sammen med Jacob om smerterne og han fortæller at der altid er mere at gøre. Efter workshoppen, skriver jeg videre med Jacob på mail. Vi bliver enige om et møde mellem mig, ham, og Simon Kirkegaard – en fysioterapeut med den nyeste viden indenfor smertevidenskab som Jacob arbejder sammen med. Til den anden workshop jeg deltager på er Simon tilfældigvis også deltagende og efter workshoppen er færdig sidder vi alle tre og taler en halv times tid omkring hvordan et forløb for mig kunne se ud. De er gode til at tale om smerte og det er tydeligt høre at de har en anden forståelse for smerter end den jeg tidligere har mødt i behandlingssystemet. De ting de fortæller mig giver mening og jeg føler mig tryg. Det og så de store fremskridt jeg har opnået i min teknik de 14 dage siden den første workshop (jeg kunne komme meget dybere i min squat og med meget bedre kontrol end nogensinde før) gjorde jeg besluttede mig for at starte et samarbejde med dem.

Jeg havde en god mave fornemmelse da jeg kørte hjem fra mødet med Jacob og Simon, de lyttede faktisk til min historie og så ikke på mig som om jeg var hypokonder og opdigtede det hele – de troede på at jeg havde smerter!

Vi aftalte et forløb som først består af at arbejde med smerterne sammen med Simon og så fortsætte med fokus på performance med Jacob. Jeg var trods mit smerteniveau ret ambitiøs og ville gerne ind for styrkeløft. Det kunne dog først blive en realitet, hvis jeg fik styr på hele smerteproblematikken. Ved første møde fortæller jeg min historie, modtager smerteundervisning og bevægetræning. Undervisningen er en øjenåbner uden lige. Det ligger så fjernt fra alt hvad jeg selv husker at have lært, samt alt hvad jeg har fået af vide hos samtlige læger og behandlere. Det er komplekst, samtidig med at det faktisk er super simpelt. Det hele giver virkelig god mening og det er som om jeg pludselig begynder at kunne forstå mange af de smerter jeg har gået med. Måden det bliver formidlet på, er med til at gøre det nemmere at forstå smerter og arbejde med dem. Jeg prøver stadig at efterleve de ting jeg er lærte, men indrømmet, det kan være svært ikke at falde tilbage i den vante tankegang omkring mine smerter.

Simon og Jacob stiller spørgsmålstegn til nogle af mine overbevisninger omkring min tilstand som jeg godt i bakspejlet kan se slet ikke giver mening. Mange af de overbevisninger jeg havde om min krop og mine smerter føler jeg er kommet fra de behandlere jeg har arbejdet med de sidste mange år. Det er faktisk lidt foruroligende, at man stoler så meget på autoriter at man slet ikke stiller spørgsmålstegn til nogle af de ting man får at vide. Det kan ikke undgås at jeg naturligvis tænker om noget kunne have været undgået, og være gået anderledes, hvis jeg selv havde været klogere eller havde stillet nogle anderledes spørgsmål. Hvor meget af dette temmelig lange helvede kunne være skåret fra, hvis man havde mødt de rigtige fagfolk fra starten?

Efter at vi har talt omkring hvad smerter er og hvad man kan gøre ved dem går vi i gang med min bevægetræning. Bevægelsen tager udgangspunkt i nogle af de ting, som jeg har svært ved. Umiddelbart synes jeg det virker som simple øvelser, men de er så udfordrende og sammenholdt med den undervisning jeg fik, kan jeg sagtens se hvorfor vi gør som vi gør. Det giver så god mening for første gang.

Vi snakker om problematikken omkring mit ar, og selvom jeg ikke ligefrem jubler af begejstring over at vi skal arbejde med det, kan jeg godt se nødvendigheden i det.

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal begynde at beskrive den sidste måneds tid, hvor jeg har samarbejdet med Simon og Jacob. Jeg tror stadig at jeg selv prøver at bearbejde det. Det er gået over al forventning, jeg har rykket mig så meget fysisk. Jeg kan lave bevægelser jeg ikke kunne før, eller som gjorde voldsomt ondt når jeg prøvede. Jeg kan til dels røre mit ar uden at det føles som om nogen stikker ild til det, jeg kan ligge kortvarigt på højre side, og selvom smerterne stadig er der, føles de anderledes. Det er som om de er reduceret og det føles egentlig mere som om at hoften er træt end smertefuld noget af tiden. Jeg har sat flere personlige rekorder i nogle af mine løft, og jeg gik/løb min første 5 km siden 2007 på 40 min., og så har jeg været på stranden iført en bikini for første gang i 5 år! Min mand fortalte at det pludselig var muligt at ligge sig ind til mig, uden jeg rykkede mig væk hele tiden, at han havde lagt mærke til at jeg sad mere op end jeg lå ned og at jeg generelt var mere rolig. Jacob fortalte desuden at han havde lagt mærke til at jeg kunne stå lige og sidde normalt nu, kontra første gang han mødte mig. Her kunne jeg ikke lægge fuld vægt siddende på min højre balde/hofte. Jeg arbejder stadig på at acceptere arret som en del af mig og det bliver nemmere med tiden. Jeg hader det ikke ligefrem længere, måske er det egentlig okay, og måske kan det en dag blive det ar, der fortæller en historie om hvordan jeg blev så meget klogere på mig selv, og hvordan jeg kæmpede fra at være klar til at give helt op til at vinde modet til livet og tilværelsen tilbage. Måske kan smerterne en dag blive til en endnu større force, jeg kan bruge både fagligt og personligt.

Jeg er inde i en rivende udvikling lige nu, hvor jeg har udviklet mig så meget mere hen over den sidste måned end jeg har over de sidste 10 år, og det er så ubeskriveligt. Jeg har dage hvor jeg ikke har smerter og nogen gange glemmer jeg at jeg stadig har smerter. Jeg er blevet væsentligt stærkere både fysisk og mentalt og jeg er håbefuld og glæder mig til min videre udvikling. Før frygtede jeg morgendagen det gør jeg ikke længere.

Hvem ved hvor denne historie slutter?

14-06-13 Tinas polterabend 331

Tina Lund-Lassen, ergoterapeut på Holbæk Sygehus, kronisk smertepatient i 10 år.

 

Vi fra Smertevidenskab.dk håber Tinas historie har inspireret dig og måske endda givet håb for at du selv eller andre kan få en bedre fremtid. Hvis man er nysgerrig efter mere viden kan man her på siden under ressourcer. Du kan også få viden på vores facebookside her.

Arbejder du med smerter i din hverdag og interesseret i at lære hvordan den nyeste smerteviden kan hjælpe dig i din hverdag så klik her

 

 

4 Kommentarer

  1. simensletten@gmail.com'
    Simen Sletten 2 år |Svar

    Takk for at du delte din historie, Tina.

Trackbacks for this post

  1. Et paradigmeskifte på vej! | Smertevidenskab.dk
  2. Smerter – Fra fanget til frihed | Smertevidenskab.dk
  3. Behandling af kroniske smerter med langvarig effekt | Smertevidenskab.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *