Smertevidenskab

Sådan blev jeg mine kroniske rygsmerter kvit efter 15 år

Hvordan jeg blev smertefri på trods af skoliose, slidgigt og sammenfald i ryggen?

Kroniske rygsmerter

Jeg slap mine kroniske rygsmerter efter 15 år

Dette er min personlige historie som jeg håber, kan være en inspiration for alle der lider med kroniske rygsmerter og måske endda også for fagfolk. Jeg er smertepatient, rygpatient og kronisk smerteplaget – eller det var jeg.

Jeg var nemlig så heldig at møde en behandler der arbejdede ud fra den nyeste viden som han har lært hos Smertevidenskab. For at fortælle min historie, og hvad der virkede for mig, skal vi starte ved begyndelsen, men først lidt om mig:

 

Hvem er jeg

Jeg hedder Lisbeth, og er 35 år gammel. Jeg er fraskilt og har en søn på 9 år. Jeg er social og sundhedsassistent, og arbejder i et tværfagligt team for tidligere hjemløse, der har sociale problemstillinger, som misbrug og psykisk sygdom. Jeg er stor tilhænger af respekt og reel interesse i et andet menneskes historie.

Jeg har haft ”dårlig ryg” de sidste 15 års tid, siden starten af 20´erne. Som jeg husker det, kom smerterne hen over natten og jeg var helt låst i ryggen og kunne ikke bøje ryggen frem, tilbage eller til siderne og jeg havde svært ved at gå. Jeg blev sygemeldt og kom indenfor kort tid til lægen, der ordinerede smertestillende medicin og henviste mig til et ryghold hos en fysioterapeut.

På dette ryghold lige som alle de efterfølgende ryghold jeg har deltaget på, blev der fokuseret på genoptræning af ryggens muskulatur. Formålet var at styrke korsettet, så det kunne ”holde rygsøjlen”. Jeg har igennem alle årene fået meget ondt, når jeg trænede disse rygstabiliserende øvelser, mine muskler krampede, og følelsen af at være låst i lænden blev forværret. Jeg har i perioder ikke kunnet bøje mig forover uden voldsomme jagende smerter, der kunne udløses bare ved at bøje hovedet fremover.  Min motivation for at fortsætte med at træne har været meget lille, da jeg næsten altid endte med at få mere ondt. Jeg trænede, når jeg gik på hold, men udover det prøvede jeg bare at komme gennem min dagligdag. Utallige behandlere har fortalt mig, når jeg har spurgt om hvor meget jeg skulle træne.

Du skal kun lave øvelserne inden for din smertegrænse, det må ikke gøre ondt at lave dem

Smerter satte en stopper for træning

Dette begrænsede mine muligheder for træning, da næsten alle øvelser gjorde ondt, enten når jeg udførte den, eller jeg betalte prisen bagefter, hvor jeg nogle gange havde svært ved at gå eller at komme ud af sengen på grund af smerterne.

Jeg vil ikke trætte jer med sagaen om hvor mange gange jeg har været sygemeldt, de to jobs jeg mistede på grund af fravær eller alle de undersøgelser og behandlinger jeg har modtaget hos reumatolog, fysioterapeut, rygskole, varmvandsgymnastik, afspændingshold, skåneyoga, fået taget blodprøver, røntgen, etc.  Den røde tråd igennem alt dette, var en følelse af at jeg fejlede et eller andet, som de (lægerne) bare ikke havde undersøgt mig ordentlig for og at min ryg var svag og skrøbelig.

Flere
artikler

Hvorfor gør det ondt?
Din ultimative guide til korpsholdning og smerter
Smerter i kroppen kan ikke deles op som psykiske eller fysiske

Kroniske rygsmerter - ondt hver dag

Jeg havde altid ondt i ryggen, aldrig en dag uden smerter, ubehag og låsning af ryggen. Jeg fungerede nogenlunde i min dagligdag, men var altid bevidst om min ryg. Røntgenbilleder viste skoliose (skæv ryg), slidgigt og sammenfald, som jeg i dag ved er meget normale tilstande, også hos folk uden smerter, men som dengang gjorde mig endnu mere utryg og kun gav mig et indtryk af at jeg var gået i stykker og ikke kunne blive ”god” igen. 

I slutningen af 2015 fik jeg det værre, jeg var helt låst i lænden og havde nu også smerter i fødderne og en ulidelig summen i benene. Mine ben var tunge og trætte og jeg kunne ikke gå ret langt, og slet ikke på trapper. Jeg følte mig fuldstændig ude af kontrol over mit liv og frygtede for min fremtid.

Jeg søgte derfor endnu engang lægehjælp og blev henvist til endnu en undersøgelse, men da der var 5 måneders ventetid til forundersøgelse på rygambulatoriet, benyttede jeg mig af det fri sygehusvalg og endte på et privathospital i Nordsjælland. På dette hospital undersøgte en reumatolog mig, og syntes jeg skulle scannes. Scanningen viste en stor højresidig prolaps, slidgigt og modicforandringer. Jeg havde aldrig hørt om modicforandringer, så jeg spurgte derfor reumatologen til råds. Dette var den beskrivelse han gav:

Det er ligesom stilladserne inden i knoglerne bryder sammen, pga. nogle bakterier der lever af brusken derinde!

Røde flag i mine symptomer

Reumatologen afsluttede mig, med besked om at holde øje med ”røde flag” i mine symptomer, såsom problemer med vandladning, følelsesløshed i foden eller hvis jeg oplevede voldsomme smerter ud over det normale. Derudover konkluderede han, at nogen mennesker bare er disponerede for kroniske rygsmerter og at jeg måtte lære at leve med dem. Hvordan man gør det, altså lærer det, meldte historien desværre ikke noget om! Han mente at jeg var en af dem, der ikke burde træne rygøvelser, da mine muskler var helt krampede i forvejen, og at jeg skulle prøve mig frem for at finde noget der kunne aflaste dem, f.eks. varmtvandssvømning, ispose, yoga eller afspænding.

Alt i alt sad jeg tilbage, med en forstærket følelse af, at jeg havde en ryg, der var særlig svag, at uheldet havde ramt mig, så jeg desværre måtte leve med at have ondt altid, og at der ikke var noget håb for at det blev bedre. Alle løsninger var afprøvet. Jeg havde det rigtig skidt i den periode, jeg var meget grådlabil (græd hele tiden), jeg blev mere og mere ængstelig og bekymret over fremtiden. Jeg kunne ikke gå op af trapper, uden en skærende smerte i ryg og baller. Jeg var bange for at folk skulle gå ind i mig på gaden eller skubbe til mig i metroen, da enhver pludselig bevægelse gjorde voldsomt ondt.  Jeg var spændt i hele kroppen og havde nu oven i købet også smerter i nakken og ofte hovedpine. Jeg spændte mavemusklerne hele tiden når jeg var i bevægelse og mine ben sitrede værre og værre.

Deltidssygemeldt endnu engang

Jeg blev deltidssygemeldt igen, men først kom jeg til en fysioterapeut  i København kommunes arbejdsmiljøcenter.  Jeg græd det meste af timen jeg var der, og hun blev enormt ubekvem over det. Hun hørte min historie, og spurgte så ”Har du nogensinde lavet de her mckenzie øvelser”, og rakte mig en brochure. Jeg havde jo lige fortalt hende at reumatologen havde sagt at jeg ikke burde lave rygøvelser, og så spurgte hun om det? Jeg fik brochuren og en med ”korrekte” arbejdsstillinger på kontor og jeg vendte aldrig tilbage!

Problemer med at sove

Jeg begyndte at få problemer med at sove om natten, jeg vågnede 10-15 gange om natten, når jeg skulle vende mig. Søvnmanglen gjorde smerterne og ikke mindst ængstelsen værre. Jeg blev sygemeldt på fuld tid. Min læge henviste mig igen til undersøgelse på rygambulatorium, og jeg blev indkaldt til en dato to måneder senere.

Da dagen oprandt, var jeg meget spændt, nervøs og på barrikaderne – jeg skulle ikke endnu en gang fejes af banen med et ryghold eller snak om at lære at leve med det, jeg ville opereres!

Da jeg kom ind til den flinke læge, nåede hun kun at spørge om ”hvordan går det?”, før jeg brast i gråd og usammenhængende forsøgte at forklare hende hele min historie, huske alle de rigtige ord, fortælle om alt det, jeg havde prøvet osv.

kroniske rygsmerter

Lyttende fagfolk

Hun lyttede og undersøgte mig, men meldte ud, at hun ikke fandt grund til operation, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Hun ville derimod gerne henvise mig til afdelingens tilbud om et 8 ugers tværfagligt program, og jeg ville blive indkaldt til en af deres fysioterapeuter. Hun mente derudover at jeg snarest muligt burde gå til min egen læge, for at blive undersøgt for depression og hun mente at jeg ville have glæde af nogle antidepressive piller, der også kunne indvirke på smerterne, så dem ordinerede hun. Jeg gik derfra, endnu mere ulykkelig og modløs, end da jeg kom. Jeg tænkte at jeg nok skulle bevise at jeg, efter de 8 uger, stadig havde problemer, og så måtte de jo indse at jeg skulle opereres.

Jeg havde derfor ikke megen motivation eller tiltro til noget, da jeg ankom til min første aftale med fysioterapeuten. Det var en af de første gange jeg følte mig set og hørt i en samtale med en behandler, uden at blive dømt og da jeg var færdig med at fortælle og vi havde talt lidt stillede Fysioterapeuten mig et spørgsmål ingen anden behandler i mine 15 år som patient havde spurgt mig om:

Er der nogensinde nogen, der har forklaret dig om hvad smerter er og forklaret dig om de mekanismer, som påvirker smerter?

Det var der ikke, og han spurgte om han måtte forsøge at forklare det for mig.

Det kan vel ikke skade?

Jeg var godt nok lidt skeptisk men samtidig tænkte jeg at det ikke kunne gøre nogen skade, og det var da bedre end en brochure med øvelser!

Fysioterapeuten forklarede, at smerter ikke, som de fleste tror, kun kan være et signal fra et område i kroppen om, at der er noget galt, men at det er en kompleks mekanisme, der afhænger af mange forskellige faktorer. Han forklarede hvordan vi som mennesker fungerer lidt som et økosystem og at balancen i dette økosystem er afhængig af b.la. ens overbevisninger, erfaringer, tiltro, humør, kost, søvn, stress, tanker og mange andre ting.

Alle disse ting kan være med til at bidrage til at økosystemet bliver mere ”følsomt” og kroppen og hjernen på den måde reagerer meget hurtigere på diverse stimuli. For eksempel var en let berøring af min ryg ubehagelig og tæt på smertefuld, selvom det selvfølgelig ikke var farligt.

Han forklarede også at smerte er et output fra hjernen, og at hjernen reagerer på mange komplekse input fra sansninger fra kroppen og kontekst og mening er afgørende for, hvordan disse input bliver oplevet. Han tog sig god tid med mig og var god til at forklare mig tingene på en måde som gav mening for mig. Han viste mig forskellige forskningsresultater, hvor folk lige som mig havde de samme tilstande eller værre i ryggen men ingen smerter?! Dette var lidt forvirrende for mig, for jeg var jo overbevist om, at årsagen til mine smerter udelukkende skulle findes inde i min ryg og at den var gået i stykker, at den var svag og skrøbelig. Stille og roligt gik det op for mig, at smerter ikke nødvendigvis er lig med skade og omvendt, og at hvis man tager et bredt udsnit af befolkningen og scanner deres ryg eller andre kropsdele, er der mange der har diskusprolapser og slidgigt etc. men ikke oplever nogen smerter.

Mistillid skabte stress

På intet tidspunkt følte jeg at jeg skulle bevise at jeg havde smerter eller at Fysioterapeuten ikke troede på mig. Det var en meget behagelig og respektfuld måde at blive mødt på og jeg bad selv om mere information, det var ikke noget jeg bare skulle igennem. Ingen havde nogensinde forsøgt at forklare mig om smerter eller undersøge om der måske var andre mekanismer end skade der lå bag, hvorfor jeg havde kroniske lændesmerter. Jeg havde gået i 15 år og fået det værre og værre og kunne faktisk ikke stå mere end 2 min eller gå mere end 500 meter. Jeg havde igennem årene taget mange smertestillende piller, der ikke hjalp.

Jeg var sygemeldt, havde tænkt på om jeg mon nogensinde kunne passe et job igen, og var deprimeret og stresset.

Degenerative rygforandringer

Mit forløb med kroniske rygsmerter

Gennem samtalen med Fysioterapeuten fik jeg en ny forståelse af min krop og min ryg og en tro på at jeg ikke var unormal konstrueret i min ryg eller alvorligt skadet. Jeg begyndte at få en forståelse af at alle de informationer og de overbevisninger jeg havde omkring min ryg, var med til at gøre, at min hjerne og krop passede ekstra godt på min ryg hvilket medførte at jeg meget hurtigt oplever smerter (beskyttelsesmekanisme).

Meget simpelt kan man sige, at hvis man som person er af den overbevisning at en bestemt smertefuld kropsdel er skadet, skrøbelig eller svag, så giver det jo god mening, at man beskytter den kropsdel. Netop dét tror jeg var en af de mekanismer, der lå bag mine smerter. Jeg havde bevidst og ubevidst skånet min ryg i mange år og tilliden til min ryg var helt i bund.

Min krop og hjerne overbeskyttede på grund af den forståelse og de overbevisninger jeg havde omkring min ryg, med det resultat, at jeg oplevede kraftige smerter hver gang jeg forsøgte at bruge ryggen.

Efter vi havde talt sammen længe og jeg følte mig tryg i den nye viden, talte vi om hvordan jeg kunne bygge tillid til min ryg igen. Da jeg ikke selv havde nogen ideer, foreslog Fysioterapeuten vi startede med en ”mild” øvelse hvor jeg var sikker på at jeg ikke kunne skade mig selv. Vi blev enige om at jeg skulle prøve at stå på alle 4 og skiftevis svaje og krumme ryggen. Jeg var så bange for at krumme ryggen, at jeg græd da jeg skulle gøre det. Jeg havde jo undgået den bevægelse i mange år, jeg havde faktisk haft langt hår, men blev klippet, for jeg kunne ikke bøje kroppen frem og tørre håret. Fysioterapeuten forklarede mig også at det var ok at jeg oplevede smerter, det var jo naturligt når kroppen er blevet følsom og ryggen bliver ekstra godt beskyttet. Vi lavede flere forskellige bevægelser, som jeg havde undgået i mange år i et tempo og omfang designet til mig og styret af mig.

Forandringer efter blot 3 sessioner

Efter blot 3 gange hos Fysioterapeuten kunne jeg røre gulvet med fingerspidserne – uden de store smerter!

Jeg gik fra min første time med Fysioterapeuten med følelsen af håb og havde meget mindre ondt. Jeg turde lave de bevægelsesøvelser, vi var blevet enige om og jeg var blevet godt instrueret i hvad jeg kunne forvente og hvordan jeg selv kunne dosere mængden af træning på en tryg og sikker måde. Han sendte mig desuden linket til denne video, der kort og præcist underbyggede det vi havde talt om.

Det, der især virkede for mig, var at Fysioterapeuten mødte mig med respekt og åbenlyst så mig som et voksent og tænkende menneske, der godt kan forstå smerters kompleksitet, hvis det bliver forklaret med ord og historier, der på et niveau hvor almindelige mennesker kan være med.

At få magten tilbage, at vide at der var håb og handlemuligheder var 80 % af behandlingen. Jeg blev introduceret til begreber som “smertemor” (hjernen og nervesystemet beskrevet som en bekymret mor, hvis fornemmeste opgave er at beskytte en) og Dims/Sims (Se mere her og her) begreber der som uindviet kan lyde mærkelige, men det var noget der virkelig gav mening for mig.

Et helt nyt syn

Jeg gik fra at være virkelig ængstelig, nervøs og stresset med en overbevisning om at der var noget helt specielt og alvorligt galt med mig, som lægerne bare ikke kunne/ville se på scanninger, til en forståelse af smerter og en tro på mig selv og mine evner til at kunne påvirke min smerter. Det er jo klart at min ”smertemor” beskyttede mig fra alt bevægelse, når jeg havde de overbevisninger som jeg havde.

Fysioterapeuten og jeg aftalte at jeg skulle fortsætte med den simple øvelse, og derudover bruge min ryg og stille og roligt udforske min rygs evner til at bevæge sig igen.

Som ugerne gik, fik jeg mere og mere tillid og tiltro til min rygs evner og musklerne slap deres krampagtige tag lidt efter lidt. Jeg fik flere øvelser af Fysioterapeuten, der gradvist blev sværere og sværere som jeg genvandt tilliden til min ryg. Jeg fik, som jeg plejede, ondt af at lave øvelserne, men det var en anden form for ”ondt”, og jeg var ikke længere bange for smerterne. Jeg følte mig stærkere for hver øvelse, jeg kunne klare, og mit humør blev bedre, som følge af følelsen af succes og af følelsen af, at jeg ikke var fortabt.

Da jeg skulle til kontrol samtale efter 12 uger, kunne jeg glædestrålende fortælle lægen at det gik meget bedre og at jeg havde genoptaget mit job igen. Jeg droppede de antidepressive piller efter 14 dage, og startede i stedet et forløb hos en psykolog, der hjalp mig ud af den konstante følelse af at være på vagt, og med katastrofetankegangen jeg var fanget i. Jeg begyndte også at sove meget bedre ved hjælp af afspændings lydfiler og smerterne fra mine ben og fødder forsvandt stille og roligt.

I dag 10 måneder siden mit første møde med Fysioterapeuten, er jeg er et helt andet sted i mit liv som person, professionel og eks-patient.

Hvor er jeg nu?

Jeg oplever stadig smerter fra lænden dagligt, ligesom jeg har gjort i så mange år, men jeg tillægger ikke smerterne den samme værdi og de begrænser mig heller ikke i min hverdag på samme måde som de gjorde før.

Magten har jeg fået tilbage og jeg er ikke længere bange for smerterne. De er ikke et tegn på at jeg er skadet eller er lige ved at gå i stykker. Jeg registrerer smerterne, lige som jeg registrerer, at det klør på min arm.

Jeg forsøger at forholde mig til smerterne, ved at spørge mig selv, om jeg har været for længe i samme stilling, om jeg bør bevæge mig lidt eller hvile mig lidt. Jeg tager sjældent smertestillende medicin, og det er den sidste mulighed jeg tyr til, efter jeg har forsøgt andre tiltag.

Når jeg har smerter, så er de generelt meget mindre kraftfulde og de går normalt i sig selv over kort tid. Men det vigtigste for mig er nok at jeg ikke længere er defineret af mine smerter. Jeg er glad og jeg er fri og kan gøre de ting i livet som jeg sætter pris på.

Livsændrende med et nyt syn på kroniske smerter

Mit liv ændrede sig så meget ved at forstå smerter, at jeg besluttede mig for at deltage på Smertevidenskabs kursus om smerter til professionelle, som har med personer i smerte i deres hverdag at gøre. Jeg er glad for denne beslutning, da det dels øgede min forståelse for mine egne smerter, men også gav mig indsigt i, hvordan jeg måske kan hjælpe andre som lever med smerter, som jeg selv. Jeg forsøger ,når det er passende, at fortælle andre i min omgangskreds om hvad jeg lærte om kroniske smerter og hvilke muligheder der er for at behandle dem, men det er en hårfin balance. Jeg skal huske mig selv på, hvordan det føltes at leve med kroniske smerter og forsigtigt undersøge om dem jeg taler med, overhocedet har et ønske om at tale om smerter. Det er vigtigt, så det ikke kommer til at føles som om de endnu engang skal ”belæres” om hvad andre, fagfolk som medmennesker, synes er den ”endegyldige sandhed” om smerter og det minimerer risikoen for at det de hører mig sige er:

Smerte er i dit hoved - det er noget du bilder dig ind

Dette har jeg selv oplevet og det er noget af det værste jeg har oplevet, ikke at blive troet på og føle at jeg skulle bevise hvor dårligt jeg havde det.

Kommunikation er så vigtigt at forholde sig til, og har stor betydning i ethvert samspil mellem mennesker. Dette gælder især for professionelle, der beskæftiger sig med patienter med kroniske smerter, da deres ord har en kæmpe betydning for hvordan vi som patienter forstår vores smerter. Den information vi får formidlet og de ord der bruges, kan have en kæmpe betydning for hvordan vi lever vores liv og endda være med til at gøre os mere bange og give os flere smerter. Man kalder denne negative effekt nocebo eller iatrogenese og den effekt er der stor risiko for at man påfører sine patienter, hvis ikke man er påpasselig med hvordan man formidler og hvilke ord man vælger til at forklare en patient omkring deres smerter. For mig havde det stor betydning at Fysioterapeuten brugte tid på at sætte min angst og frygt i perspektiv og holde mine forestillinger om min rygs skrøbelighed op mod videnskabelige studier og dagligdags funktioner. Dette hjalp mig til at forstå , at mange af de ting jeg troede omkring min ryg slet ikke passede og at det var med til at gøre at jeg var meget mere beskyttende overfor min ryg end hvad godt er.

Overvej bare betydningen af ordet kronisk. Hvad betyder det for dig? For mig fjernede det håb om at kunne blive smertefri eller leve et normalt liv og det er vel ikke hensigten?

Hvad med ”lær at leve med smerterne”? Det er jo ikke fordi, man ikke skal håndtere sine smerter, det er man jo nødt til, men budskabet for mig var, at jeg var magtesløs og jeg blot skulle indstille mig på at leve et langt fra optimalt liv.

Degenerative forandringer i ryggen?

Jeg er gennem mine 15 år som patient blevet tudet ørerne fulde med forklaringer og diagnoser såsom skæv ryg, svag ryg, for stort svaj, for stramme hoftebøjere, ustabil struktur, degenerative forandringer, benlængde forskel og mange, mange andre ”fejl” som blev identificeret hos mig, og som jeg nødvendigvis opfatter som sandhed, fordi det er en behandler, der fortæller mig at jeg fejler disse tilstande.

Kroniske rygsmerter

Ingen, udover Fysioterapeuten, fortalte mig om, at disse ”fejl” er noget alle mennesker har; både dem med smerter og dem uden smerter. Hvis alle har disse forskelligheder, er det så en fejl eller er det helt normalt og ikke noget som man behøver at bekymre sig over?

90 % af alle mennesker bliver født med en benlængdeforskel, måske skal vi til at behandle dem der har lige lange ben? Det er for mig skræmmende, hvor mange af disse tilstande der er helt normale og hvor der videnskabeligt ikke er fundet nogen sammenhæng med smerter, bruges til at forklare hvorfor at man oplever smerter.

Hvis ikke der er videnskabelig dokumentation bag disse forklaringer hvorfor bruges de så og hvor kommer de fra? Hvad gavner det at fortælle en patient? I mit tilfælde gjorde det mig kun mere bange og det var først da jeg forstod at disse ting ikke var noget at være bange for at jeg havde mulighed for at genvinde magten over min krop og mit liv.

Jeg har lavet min egen liste med ord og måder at kommunikere på som andre med stædige eller længerevarende (kroniske) smerter måske kan nikke genkendende til og som måske kan være en indsigt eller inspiration for behandlere til deres kommunikation.

Behandling af kroniske rygsmerter

Jeg håber, jeg med dette indlæg har fortalt en historie om håb og måske inspireret nogle mennesker til at afprøve en anden strategi som behandling for deres smerter.

Jeg kan i hvert fald varmt anbefale at søge mere viden om smerter, da dette åbner mange døre for at få det bedre. Jeg håber også dette indlæg har givet en forståelse for, hvor vigtig kommunikation er i behandling af rygsmerter og både kan være med til at gøre gavn, men også skade.

Det, at man som patient føler sig medinddraget, respekteret og bliver velinformeret er efter min mening basis for et godt behandlingsforløb. Ved at vælge sine ord med omhu kan man, som behandler måske være med til at give et andet menneske i krise, en følelse af at blive set og respekteret som et menneske og måske endda inspirere til håb og vedholdenhed.

Vi har brug for støtte og inspiration, ikke tvivl og flere problemer. En god målestok må vel være; ikke at give sine patienter flere problemer, end de kommer med – det lyder simpelt, men dette er ofte ikke tilfældet, i hvert fald ikke efter min erfaring.

Jeg er meget taknemmelig over, at jeg i dag har den viden om smerter som jeg har. Den har hjulpet mig til at forstå mig selv og mine smerter så jeg har kunne træffe bedre valg og fået mit liv tilbage. Jeg er taknemmelig over den støtte jeg har fået af Fysioterapeuten og du skal have mange tak for at have taget dig tid til at læse min historie.

Få gratis og uforpligtende afklarende samtale​

Vi hos Smertevidenskab har specialiseret os i at behandle nociplastiske smerter. Har du tilbagevendende, længerevarende eller kroniske smerter, eller har du prøvet et hav af behandlinger uden den store effekt, kan du, helt gratis, få afklaret, hvordan vi kan hjælpe dig. Selv hvis du har en specifik sygdom eller tilstand i kroppen, kan du stadig have gavn af smertebehandling, der har fokus på personlige faktorer og smertehåndtering.
Gratis konsultation