Farvel til et liv begrænset af kroniske smerter
Tak til alle jer der har læst min historie og sendt feedback til mig og til drengene bag smertevidenskab, Jess og Simon. Hvis ikke du allerede har læst den, er du velkommen til at læse den HER.
Min første artikel har affødt flere spørgsmål og tanker som jeg vil uddybe og besvare her.
Flere af mine bekendte har spurgt om det virkelig er rigtigt at jeg er smertefri? De har jo set at jeg har haft ondt siden, og faktisk havde jeg i perioden hvor blogindlægget blev udgivet ret mange smerter hvor jeg var fysisk hæmmet og så mig nødt til at tage smertestillende medicin.
Den store forskel
Jeg er ikke bange for smerterne! Jeg er ikke bange for at min ryg smuldrer/ at der brækker en flig af ryghvirvlerne / at en diskus skive ryger ud som jeg førhen ville have fyldt mit hoved og gjort mig angst.
Jeg er heller ikke meget bekymret for, hvor længe smerterne varer, om de bliver værre og værre, om jeg ikke kan passe mit arbejde i fremtiden, om jeg kan være der for min søn, eller om jeg kommer til at ende i kørestol og på førtidspension.
Så nej, man kan ikke sige jeg er helt smerteFRI, for jeg oplever stadig smerter. Til gengæld er jeg smerte-bekymringsFRI! Og færre bekymringer betyder for mig færre smerter og bedre funktion. Der er faktisk studier der viser at bekymringer kan øge risikoen for at smerter og udvikling af kroniske smerter[1]+[2].
Nej jeg er ikke fortaler for funktionelle lidelser
Min sidste artikel blev desværre af nogle enkelte personer fortolket som en skjult agenda for at udbrede diagnosen ”funktionelle lidelser”. Min opfattelse fra nogle af de kommentarer jeg læste på mit blogindlæg, var at min historie blev en slags hån mod dem, der har rigtig ondt og at budskabet med min artikel skulle ses som om man bare ” kan tænke sig smertefri”. Dette har på ingen måde været hverken min eller Smertevidenskabs hensigt og er bestemt ikke et budskab vi ønsker at sende.
Jeg er ikke fagprofesionel på smerteområdet, men kan efter at have sammenlignet det budskab jeg modtog af min fysioterapeut og det jeg kan læse omkring funktionelle lidelser konkludere at opfordre til en bedre forståelse af smerter bestemt ikke er det samme som at være for diagnosen funktionelle lidelser. Det er rigtigt at der er visse budskaber som er ens. F.eks. i forhold til at krop, smerter og person skal forsøges at forstås ud en biopsykosocial model. I denne model opstår smerter (eller sygdom) ikke udelukkende på baggrund af biologiske faktorer men inkluderer hele mennesket/personen ved også at anerkende de psykologiske og sociale faktorer som bidragsydere til helbred, trivsel og smerter. Dette er ikke en model man sådan kan til eller fravælge efter ønske. Det er den model som i dag bruges til at forklare og forstå smerter og sygdom.
Kritikken af funktionelle lidelser går meget på, at det bliver en ”skraldespands diagnose”, og at folk med smerter og andre komplekse tilstande føler, at de bliver set på som psykisk syge hvor de ikke ”rigtigt” fejler noget. Det kan jeg godt forstå at man reagerer på – jeg vil nærmest beskrive mine oplevelser med at skulle bevise jeg havde ondt som traumatiserende. At blive mødt med mistillid kan være med til at skabe et negativt selvbillede, der hænger ved og kan give en usikkerhed der kan blive en del af ens identitet. Der er ingen tvivl om at det ikke er særlig rart at blive mødt i mistro og skulle bevise hvordan man faktisk har det. Det var dog på ingen måde det jeg oplevede.
Min oplevelse af mødet med min fysioterapeut
Min oplevelse hos fysioterapeuten /smerteterapeuten var ikke at mine scanningsfund, smerter eller diagnoser blev underkendt eller ignoreret, men at de blev sat i et perspektiv, jeg ikke før havde været præsenteret for. Jeg gik derfra med en viden om at mange raske mennesker også har samme scannings fund, uden smerter. Jeg fik en øget forståelse af og en mere bred viden om hvad smerter er og hvordan de fungerer. En viden jeg aldrig nogensinde havde haft på trods af jeg har ellers søgt megen viden igennem de sidste mange år!
Find fejlen!
Jeg har ensidigt søgt efter fejlen, skaden eller sygdommen som forårsagede alle mine symptomer. Jeg har ledt efter biologiske eller biomekaniske forklaringer, der kunne identificere hvilken ”del” i min krop, der er beskadiget og hvordan kan man fixe det? Det er jo ikke fordi der ikke kan være en alvorlig biologisk tilstand som man skal behandles for men dette var udelukket hos mig og at tænke smerter som en simpel årsag og effekt giver slet ikke smertes kompleksitet den nødvendige respekt. Smerter i sig selv er aldrig simple, selv ikke når smerten forekommer at være et simpelt resultat af en åbenlys skade. I alt hvad vi oplever foregår der mere bag skærmen end det vi ser med det blotte øje. Alt hvad vi oplever er et produkt af hele den person vi er som inkluderer vores tanker, miljø, genetik, livssituation, overbevisninger, forventninger, erfaringer, information fra vores kropslige sanser, hvor godt vi har sovet, vores humør etc. Fordi smerter har mange mekanismer bag sig kan det derfor være hensigtsmæssigt ikke kun at forstå smerter som en skadestilstand da dette begrænser chancerne for at komme smerterne til livs i sær hvis man har haft smerterne i længere tid. Et andet problem med årsag og effekt tankegangen hvor skade er årsagen til smerterne er at det desværre ofte alligevel ikke muligt at gøre meget ved det beskadigede væv, andet end i nogle tilfælde at få en ny kropsdel så som et nyt knæ. Men udfordringen er så at selv ved sådan en behandling, er der ingen garantier for at man får det bedre mens der samtidig altid er risici forbundet med operation og man kan altså få det værre.
Aldersrelaterede vævsforandringer
Et spørgsmål jeg stillede mig selv efter at have talt med fysioterapeuten var, at hvis de forandringer man havde fundet på scanninger af min krop også forekommer normalt hos personer uden smerter og noget der sker for alle med alderen, er min krop så beskadiget eller har jeg blot aldersrelaterede vævsforandringer ligesom rynker og gråt hår? Det er sådan jeg tænker omkring de forandringer man fandt inde i min krop og det gør mig meget mere tryg og hjælper mig til ikke unødvendigt at bekymre mig.
Operation er formentlig ikke altid det rigtige valg
Derudover så er det jo interessant at studier viser at eksempelvis stivgørende rygoperation, ikke er mere effektivt end konservativ behandling (fysioterapi) og er forbundet med bivirkninger, risici og øget medicinforbrug[3]+[4].
Der findes også en interessant sammenfatning af studier, der viser at ingen operation, har vist sig at være bedre end placebo effekt når operationen inkluderer en sham gruppe (en gruppe som tror de får operationen oplever den samme effekt som dem der fik operationen rigtig)[5].
Det skal selvfølgelig ikke betyde, at man kan sige at der ikke er en effekt ved andre operationer eller at operationer ikke har sin plads, det ved jeg slet ikke noget om og der er formentlig mange situationer hvor operation er det bedste. For mig er det blot tankevækkende at få folk til at tro de har fået operationen har den samme effekt som de folk der har fået operationen. I hvor stor grad har de forskellige operationer en specifik effekt man kan tilskrive selve det operative indgreb og hvor meget kan tilskrives det at man som person tror man er blevet ”fikset”?
For mig understøtter sådanne studier min forståelse af, at smerter skal forstås i et meget større billede end blot at kigge på de biologiske faktorer eller finde fejlen.
Hvad kan man bruge denne viden til?
Hvis man scanner min ryg i dag, uanset om jeg er smertefri på dagen eller ej vil man stadig finde ”fund” såsom diskus protusion, disk degeneration, stenose osv.
Men hvad fortæller det mig eller mine behandlere? Har disse tilstande en betydning for mine smerter og i så fald hvor stor betydning? Kan vi overhovedet ændre på disse tilstande? Hvis ikke vi kan ændre på disse tilstande giver det så mening at fokusere på denne potentielle bidragsyder til min smerteoplevelse? Sådan nogle spørgsmål fik vendt mine tanker og ændret min strategi for mine smerter til noget der var mere konstruktivt og effektivt for mig.
I stedet for at frygte både mine smerter, strukturerne i min ryg og min fremtid, så prøvede jeg at fokusere på de ting jeg kunnepåvirke.
Det var i første omgang mine tanker som ændrede sig, sammen med måden jeg brugte min krop. Og det havde effekt nærmest øjeblikkeligt og det gav mening for mig, hvorfor det virkede. Der var håb for mig og jeg kan ikke beskrive, hvad meget det for mig betød at føle håb; jeg gik fra at være magtesløs til at være magtfuld!
Det er i virkeligheden ret simpelt! Og alligevel meget, meget komplekst! For mig var vejen til min frihed at forstå denne kompleksitet, og udover at det giver god mening, er der også er videnskabelig dokumentation for at er en effektiv behandlingsform at lære om smerters kompleksitet[6], på trods af det meget sjældent tilbydes som behandling.
Min nyfundne frihed og følelse af håb for fremtiden, gav mig mange nye muligheder; jeg har for nyligt skiftet job, hvor der i jobannoncen stod, at man skal have en god fysik, og at der kan forekomme tunge løft. Dette er et job jeg aldrig før ville have søgt og et job som jeg før har fået at vide jeg ikke kunne ”klare”. Jeg blev anbefalet at finde et ikke rygbelastende arbejde?! For det første giver det ikke mening for mig hvordan jeg skal komme til at få tillid til min ryg hvis ikke jeg udfordrer den og belaster den og for det andet så føler jeg mig i dag stærk. Så jeg tænkte, at det job kunne jeg sagtens klare, og at det endda måske ville gavne mig at bruge min krop på andre måder end hidtil, og at det kunne få mig til at føle mig endnu stærkere. Jeg nyder mit nye arbejde!
Som læser af denne blog er du velkommen til at stille mig og smertevidenskab.dk spørgsmål og komme med kommentarer, dette gør du i kommentarfeltet nedenfor.
Lisbeth
[1] Thomas E1, Silman AJ, Croft PR, Papageorgiou AC, Jayson MI, Macfarlane GJ. 1999. Predicting who develops chronic low back pain in primary care: a prospective study. BMJ
[2] Croft PR, Papageorgiou AC, Ferry S, Thomas E, Jayson MI, Silman AJ. 1995. Psychologic distress and low back pain. Evidence from a prospective study in the general population. Spine (Phila Pa 1976).
[3] Mannion AF, Brox JI, Fairbank JC. 2016. Consensus at last! Long-term results of all randomized controlled trials show that fusion is no better than non-operative care in improving pain and disability in chronic low back pain. Spine J.
[4] Nguyen TH, Randolph DC, Talmage J, Succop P, Travis R. 2011. Long-term outcomes of lumbar fusion among workers’ compensation subjects: a historical cohort study. Spine (Phila Pa 1976).
[5] Louw A, Diener I, Fernández-de-Las-Peñas C, Puentedura EJ. 2017. Sham Surgery in Orthopedics: A Systematic Review of the Literature. Pain Med.
[6] Louw A, Zimney K, Puentedura EJ, Diener I. 2016. The efficacy of pain neuroscience education on musculoskeletal pain: A systematic review of the literature. Physiother Theory Pract.
