Graviditet og kroniske smerter
Jeg har efterhånden delt meget af mig selv i samarbejde med Smertevidenskab.dk gennem de sidste par år. Der er ikke blevet lagt fingre imellem, når følelser, tanker, op- og nedture, ambitioner osv. er blevet delt i forløbet om at gå fra smertepatient til smertefri.
Nu kommer jeg til at gå meget tæt på en gang mere. Denne gang skal det handle om graviditet, længerevarende smerter, de ting man får af vide og de tanker der følger. Jeg spoler tiden nogle år tilbage, for at det hele ordentlig mening.
Jeg tror, at jeg har været 18-19 år gammel, da jeg egentlig tager beslutningen med mig selv om at børn ikke skulle blive en del af min fremtid. Jeg havde på daværende tidspunkt allerede haft smerter i en del år, og havde været forbi både læger og fysioterapeuter m.m. uden større held.
Min tanke var, og det tror jeg egentlig at mange unge mennesker med smerter tænker, at hvis det her skulle være mit liv, så ville nogle fremtidige børn ikke være tjent med det. Der ville være så mange udfordringer og begrænsninger, at det ikke ville være til gavn for nogen. Jeg havde sluttet fred med beslutningen og var klar til hvad nu livet ellers havde at byde på.
Der skete bare lige det, at jeg mødte ham som skulle vise sig at blive min mand, og der begyndte prioriteterne at ændre sig.
Jeg begyndte at tro på en fremtid, der godt kunne give mening, selvom jeg havde smerter. Det betød at snakken om børn og familie også kom i spil med tiden. Da vi begyndte at snakke mere seriøst omkring det, begyndte vi også at vende vores tanker med de behandlere, der var omkring mig på det tidspunkt.
Det er ikke det mest opmuntrende svar, der mødte os. Et var al den medicin, som jeg fik – det skulle jeg naturligvis ud af, hvis det overhovedet skulle på tale, men noget andet er det faktum at jeg på dette tidspunkt var blevet opereret i hoften 2 gange, og hverken læger eller fysioterapeuter var sikre på om hoften vil kunne holde til en graviditet. Enten kan det gå fint, og jeg vil fortsætte med de smerter jeg kender, eller også kan smerterne tiltage så meget, at jeg ville kunne blive kørestolsbruger eller risikere at blive mere permanent lænket til krykkerne, end jeg allerede var. Ingen kunne rigtig svare på det, og ingen turde sige hvad oddsene var.
På trods af dette forsatte min mand og jeg om at tale om en graviditet og hvordan vi bedst muligt kunne skulle håndtere det hvis vi gennemførte tanken. Men beslutningen var faktisk taget og vi var enige om at vi ville prøve at blive gravide og så håndtere de udfordringer der kom undervejs.
Jeg trappede ud af al medicin, det fungerede ikke for mig at være så kognitivt påvirket, samtidig med at jeg arbejdede fuldtid og trænede. Et par mdr. efter udtrapningen, blev vi enige om at nu måtte det briste eller bære, vi stod sammen om vores fælles drøm om en familie.
Jeg gør en lang historie kort, da hele ”projekt Baby” slet ikke var så lige til som først antaget, og jeg spoler derfor frem i tiden igen.
Vi står nemlig i den lykkelige situation, at vi stolte kan fortælle, at vi udvider familien med en lille pige til juni.
Min hofte hverken er eksploderet, gået af led eller lign., jeg går heller ikke med krykker og passer både arbejde og træning. Har jeg smerter i hoften? Ja, lidt – det vil jeg gerne indrømme. Men ærligt, så tror jeg mere det handler om at jeg har været ude af træning i en periode, fordi jeg var rigtig dårlig i starten og så fordi jeg er gravid og min krop ændrer sig meget. Min hofte vil måske altid være en lidt mere følsom som resultat af fortiden og det vil derfor også være nemmere at få smerter her. Men jeg er bestemt ikke bange for at min hofte skulle være ved at falde fra hinanden. Jeg er stærk og vant til at træne hyppigt, så kroppen/hoften skal uden tvivl nok holde til at være gravid.
Jeg bliver stadig målløs over, hvad behandlere kan finde på at sige til deres klienter og hvor ødelæggende dette kan være til tider. Jeg er sikker på at de ting jeg blev fortalt var ment i bedste henseende, men det var desværre bare ikke sådan at jeg modtog det. En ting er at give mig information som er underbygget af videnskab og hvor jeg bliver forklaret de risici mine valg kan medføre. En anden er når man hiver en kanin op af hatten og helt unødvendigt skræmmer livet ud af sine patienter. Uanset om jeg har smerter eller ej er min krop stærk og robust og det gælder også min hofte. Det er selvfølgelig muligt at jeg oplever smerter og også flere smerter under graviditeten end andre måske gør, men hvad er et præcist ved min krop som ikke skulle kunne holde til det? Med den viden jeg har i dag må jeg indrømme at jeg kan blive ret forarget over den information jeg fik forud for min graviditet men også over den information mine klienter har fået af deres tidligere behandlere. Jeg har gennem mit eget forløb på 14 år med smerter virkelig fået øjnene op for hvor skadelige ord kan være for ens identitet, håb og smerteoplevelse. Det gør også at jeg selv som behandler på Tværfagligt Smertecenter og Palliativ enhed, Holbæk sygehus, er meget omhyggelig og opmærksom på min kommunikation med mine patienter, da jeg selvfølgelig ikke vil forårsage ulykke for mine klienter. Er du behandler kan jeg varmt anbefale dig at lære mere omkring smerte og er du patient vil jeg opfordre dig til at overveje hvor meget af den information du har fået omkring dine smerter og krop er bygget på realistisk viden. Hvis du er i tvivl så få en second opinion hos en behandler som er opdateret på den nyeste viden om smerter.
Til alle jer som har læst mine blogindlæg og givet jeres tilkendegivelser vil jeg gerne have lov til at sige tak. Det er sværere at skrive omkring ens eget liv end man lige skulle tro og jeres varme ord til mig har givet mig motivationen til at fortsætte. Til dig i smerter håber jeg min historie kan være et håb for at du også en dag bliver smertefri. Er du interesseret i at læse hele min historie kan du finde de andre blogindlæg her og her.
De bedste og varmeste hilsner til jer alle fra en glad og gravid kvinde
Tina Lund-Lassen
