Tænk hvis smerten kunne gå væk?
Sådan tænkte jeg da jeg læste om kurset ”Smerte og styrketræning” udbudt af Smertevidenskab.dk og Maxer.dk
Jeg har haft ondt næsten så længe jeg kan huske tilbage og har svært ved at huske hvordan livet var og hvem jeg er uden smerter. Jeg har siden starten af mine 20’ere følt mig som en bil der ikke rigtigt ville starte om morgenen. Jeg har følt mig slidt og rusten og skulle bruge 3 timer for at komme ordentlig op i omdrejninger. Jeg må indrømme, at jeg ofte har ønsket, at jeg kunne skifte min ryg, nakke og samtlige led i kroppen ud med nogle nye som fungerede.
I årevis har jeg troligt gået til behandling en til to gange om ugen, lyttet til lægen, fået taget jævnlige blodprøver og er blevet undersøgt for alt muligt. Jeg har fået gennemtrumfet at blive scannet fra top til tå, for der måtte da være en åbenlys grund til, at jeg stadig havde så ondt som jeg havde. Men ingenting blev fundet på scanningerne som kunne forklare mine smerter.
Det føles super unfair!
En dag da jeg samlede en bog op, klikkede noget i ryggen og jeg mistede forbindelsen til mine ben og landede fladt på maven. Der gik efterfølgende et år gik med mig i sengen og læger der kløede sig i nakken. Måske til mit held boede og trænede jeg i samme by som Anja Andersens Dream team i Slagelse og fik tildelt den fysioterapeut som også arbejdede med deres hold. Jeg følte mig i de bedste hænder og fik behandling som gradvist hjalp mig med at få livet tilbage. Men til min store fortvivlelse kom der en dag, hvor alle mine forskellige behandlere fortalte mig, at nu var der ikke mere at gøre. Men jeg havde stadig så ondt, at jeg ikke kunne sidde på en stol eller stå op ret længe. Hvordan kunne der ikke være mere at gøre? Jeg blev fortalt at: ”Herfra er det kun træning, der kan hjælpe dig.” Og så stod jeg der, efterladt med nogle få øvelser som jeg lavede i en periode uden den store effekt indtil jeg glemte det og blot levede videre i kronisk smerte. Det første år havde jeg så mange smerter, at jeg ikke burde have være overladt til mig selv. Det tog op mod en halv time at tage sokker på og en halv time mere at tage bukser på fordi det var så smertefuldt at bøje mig ned til mine fødder. Jeg bed det i mig, for på det her tidspunkt havde jeg ikke givet op endnu. Jeg var overbevist om, at jeg nok skulle klare mig igennem og jeg må indrømme, at jeg hver morgen vågnede og håbede det hele bare havde været en ond drøm. Men hver morgen startede helvedet forfra.
Jeg var på første år af min bachelor (HA almen), men måtte opgive at bestå året og gik om. I et forsøg på at lette mit liv købte mine forældre en ny seng til mig og jeg brugte mine sidste penge på at købe en kontorstol til 3.200kr som kunne indstilles på alle tænkelige måder. Jeg overbeskyttede mig selv konstant og levede et liv i angst. I dag når jeg tænker over det er jeg overbevist om at hvis jeg havde deltaget på kurset hos Simon og Jacob for 13 år siden, at jeg havde sluppet for et liv i smerter.
Jeg famlede mig frem
Smerterne havde overtaget mit liv og med tiden blev de også til en stor del af min personlighed. Mange normale ting krævede enormt meget energi at deltage i eller udføre. Normale ting som at lave mad var ulideligt for ryggen. Når jeg sad ned i mere end 20 minutter, fik jeg kvalme af smerterne fra ryggen. Jeg begyndte at isolere mig selv og undgik at deltage i ret meget. Alt blev på mine præmisser og jeg kunne ikke deltage i noget medmindre der blev taget højde for mig. Årene gik…
For 4-6 år siden fik jeg på en ukendt måde ganske langsomt større og større smerter i nakken. Jeg bemærkede det især ved, at jeg gradvist sov dårligere og dårligere om natten og det var ikke unormalt at vågne op med kraftige spændingshovedpiner. Dagligt sad jeg op og sov cirka halvdelen af natten fordi det gjorde for ondt i ryggen at ligge ned. En morgen vågnede jeg med hold i nakken, der var så kraftig, at det føltes som at blive ramt af lynet hver gang jeg bevægede mig. Det var helt ekstremt og næsten ikke til at leve med. Jeg var alvorligt bange, men samtidig gav det et glimt af håb, for det måtte da være bevis for, at der var noget galt, som lægerne kunne finde og reparere!
Jeg fik en hastetid hos lægen. Jeg forklarede ham om smerterne og han kiggede på mig og sagde ”du er så ung, du bør slet ikke have de smerter”. Han fortalte at han lige ville prøve at bevæge mit hoved forsigtigt, hvilket jeg gav lov til, men så vred han mit hoved bagover direkte i den retning jeg havde fortalt gjorde helt ekstremt ond og han kiggede forbavset på mig da jeg skreg af smerter – sådan virkelig skreg i smerte. Det var et lyn af smerte så intenst at alt blev sort og jeg halvt besvimede. Men det mente lægen kunne klares med nogle Iprener og lidt ro.
Tak for det Hr. læge.
Jeg følte mig ikke særlig godt behandlet, forstået eller set som menneske og nok ikke overraskende virkede Iprener og lidt ro heller ikke.
Jeg skulle helt ud og kigge ned i afgrunden
Som tiden gik tog smerterne til. Stress byggede sig op i mit hoved og min krop og jeg nåede til et punkt, hvor det ødelagde alt i mit liv. Jeg kunne ikke holde ud at have et almindeligt job, for jeg var så træt, at jeg sad og sov ude på toilettet i arbejdstiden. Jeg var så ked af det, deprimeret og konstant nede i et hul. Evigt udmattet. Evigt utilpas som følge af smerterne bare ved at eksistere. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg sov mindre end 3 timer i døgnet fordi det var blevet for smertefuldt både at ligge eller sidde ned. Som jeg husker det, sov jeg næsten ikke eller meget dårligt i 10 måneder i træk inden jeg knækkede sammen på Rådhuspladsen i København en aften til en firmafest. Jeg græd så voldsomt og ukontrolleret, at jeg ikke kunne stå på mine ben. Min veninde greb mig og kørte mig hjem og var hos mig, og den nat græd jeg som pisket flere timer i træk. Få dage senere sad jeg en sen aften på en S-togs station og overvejede at tage toget bare en anelse for tidligt. Ikke fordi jeg ikke ønskede at være her, men fordi jeg ikke kunne overskue, at leve de næste mange, mange år med så store smerter. Heldigvis valgte jeg en anden løsning.
Jeg søgte hjælp
I næsten 3 måneder inden jeg knækkede sammen havde jeg forsøgt at ringe til min daværende læge uden at komme igennem. Jeg fik altid den samme besked ”du har ringet ude for vores telefontider” dut, dut, dut. Ikke nogen besked om hvornår nævnte åbningstider var. Jeg ringede hver dag på alle tidspunkter og altid samme besked.
Hvis man ikke har været helt derude, så kan det være svært at forstå, hvor meget det kræver at tage cyklen og køre ud til lægen som var 3,5 km væk i en retning jeg aldrig kom i. Jeg havde for travlt med at overleve og skrabe penge sammen så jeg kunne betale mine regninger. Der var ikke mere at give af.
Men efter den aften på S-togs stationen, vidste jeg, at der skulle til at ske noget da min situation var alt for uholdbar. Jeg gik på nettet, skiftede læge og ringede med det samme. Den nye læge har måtte kunne høre hvor galt det stod til for jeg fik i hvert fald en tid nogle få timer senere. Det var 10 dage før jul. Min første sætning til ham var: ”Jeg har ikke lyst til at tale om hvordan jeg har det, men du er nødt til at høre det”. Hos den nye læge følte jeg mig taget alvorligt og jeg blev mødt med forståelse og af en mand, der tog sig tid til at lytte og forsøge at gøre noget ved mine problemer. Jeg mødte op med få dages mellemrum til samtale i en periode og lyset begyndte at vende tilbage til mit liv.
Til de smukke mennesker jeg har mødt på vejen… tak!
Jeg kan ikke beskrive den taknemmelighed jeg føler for alle de mennesker jeg har mødt på min vej i et liv med smerter og som har gjort sit bedste for at gøre livet udholdeligt eller bedre for mig.
Ganske kort vil jeg gerne sende en varm tak til min fysioterapeut Frode fra Jorks Fysioterapi og til mine venner, Mads, Nikolaj, Kasper L., Lea, Martin, Lasse, Kasper R., Anne, Julie, Christoffer, Vidar, Dani og ikke mindst min nuværende kæreste, Line, og mine forældre, for deres enorme support og støtte gennem årene. Uden disse mennesker havde jeg nok ikke været her i dag. Jeg har haft mange mennesker omkring mig til at holde mig oppe og for det er jeg dybt taknemmelig.
Lille juleaften løb jeg tør for smertestillende medicin som lige nu var det eneste der fik mig til at hænge sammen. Jeg var på vej hjem til familien, men måtte vende om fordi det hele blev for overvældende for mig. Jeg havde brug for bare at være for mig selv. Min familie havde ikke fået at vide hvor galt det egentlig stod til. I den retning har jeg altid været meget privat.
Juleaftens dag stod jeg tidligt op og cyklede på apoteket, men der havde de udsolgt af den smertestillende medicin jeg havde recept på. Så jeg kørte videre til det næste, og det næste og det næste. I næsten 6 timer cyklede jeg rundt i København fra det ene apotek til det næste for at finde min medicin. Tårerne trillede ned ad kinderne i fortvivlelse, da de heller ikke havde noget på døgnapoteket på Vesterbrogade. Jeg husker ikke hvordan, men jeg endte på et apotek et stykke ude af Østerbrogade, eller måske ude af strandvejen. Jeg kom ind lige inden lukketid og må have lignet en fortabt sjæl, for den søde ekspedient spurgte ind til mig. Jeg fortalte i meget korte træk hvordan jeg havde det og hvor slemt det stod til. Jeg fik nogle meget varme ord og en gave i form af et varmelegeme til nakken. Den søde lille gestus betød faktisk ALT lige den dag efter at have cyklet rundt i regnvejr og voldsomme smerter i så mange timer. Hendes varme og følelsen af omsorg jeg modtog reddede julen for mig. Jeg fandt kræfterne og nåede hjem til min familie i Slagelse. Da de blev sat ind i situationen, sænkede der sig en helt særlig ro. Forventningerne blev skruet helt ned og måske for første gang i mit voksne liv oplevede jeg en ægte, lykkelig og glad jul. Ingen stress, ingen pres, ingen sure miner over, at jeg ikke ankom aftenen før som aftalt. Alt gik bare som det gik.
Oven på de mange måneder med manglende søvn, stigende smerter, et forhold, der var gået i vasken (af forskellige årsager, hvor smerten havde udløst meget af det) katastrofetanker og meget andet var jeg slidt helt ned. Den smertestillende medicin var helt klart en hjælp og et lille lyst håb om forbedring i min levestandard, men det var ikke nok. Så jeg startede hos psykolog og nogle få måneder senere havde jeg fået bearbejdet det værste, og jeg fik mit liv vendt rundt. Men når man først har været nede med stress, så skal der ikke ret meget til før man falder igen, så jeg stod på et skrøbeligt fundament. Derfor var jeg desværre blevet afhængig af Brufen Retard (en form for ipren, som holder i flere timer cirka 2.400mg i døgnet) døgnet rundt for at hænge sammen. Men i det mindste var jeg ikke på randen til at tage den sidste billet. Sådan fortsatte jeg i over et år inden jeg skiftede til langsomt optagelige panodiler, hvor jeg fik 3.990mg i døgnet. Det hører med til historien, at det kun lige tog toppen af smerterne. Jeg sov stadig med store smerter, da medicinen kun virker tilstrækkeligt i 3-4 timer.
Og så gik tiden igen…
Jeg gav op på systemet
Gennem årene når man jo at tale med en del mennesker, som alle har deres bud på hvad der kan virke. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg set i bakspejlet havde givet op på at få det bedre. Min træning gjorde, at jeg i et ekstremt langsomt tempo fik det lidt bedre og jeg har designet hele mit liv omkring, at jeg ikke er noget værd før efter frokost. De første 4 timer af dagen har jeg de fleste dage blot overlevet efter bedste evne.
Jeg fik et glimt af løsningen af en brassiliensk træner jeg trænede kampsport under for nogle år siden. På det tidspunkt jeg startede var jeg en stor undskyldning for mig selv. Min personlighed bestod af en lang liste af undskyldninger som var designet til at beskytte mig mod smerte, men som faktisk kun begrænsede mig fra at gøre de ting jeg elskede. Min træner udfordrede mine holdninger. Nogle dage kørte jeg hjem fra træning stik tosset og råbte højt når jeg cyklede forbi Fælledparken på Nørre Allé, hvor ingen kunne høre mig. Andre dage havde jeg formået at lægge mine undskyldninger fra mig og oplevede en ekstatisk følelse af succes. Men det, der blev vendepunktet her, og det som jeg nok husker aller bedst er, hvordan vi ofte sad og strakte ud, mens jeg ikke deltog fordi mine knæ gjorde ondt (jeg er også blevet opereret i begge knæ). Han sagde jeg skulle gøre hvad jeg kunne og træne det op. Jeg valgte at lytte og oplevede faktisk at det virkede. Men jeg fik aldrig lagt to og to sammen i forhold til de langt mere komplekse smerter jeg havde i ryg og nakke.
Af den grund vidste jeg dog, at løsningen på mine smerter fandtes i mig selv og ikke i systemet. Piller var ikke det rigtige svar – der skulle noget andet til. Men hvad?
En skulderskade startede en kædereaktion
I efteråret 2017 fik jeg igen skuldersmerter et sted hvor jeg før havde haft smerter som jeg tror kom fordi jeg trænede mine brystmuskler hvor jeg gav den en tand mere end jeg plejede. De smerter endte med at blive så slemme, at jeg ikke kunne holde en fjernbetjening i hånden. Igen skulle jeg helt derud, hvor smerten blev ubærlig før jeg gjorde det, som skulle til. Jeg havde været til læge og fysioterapeut og alt det der – som altid havde jeg søgt svaret alle andre steder end hos mig selv. Fyssen havde givet mig øvelser og stræk, som jeg selvfølgelig ikke fik ikke lavet. Jeg blev ved med at gøre brug af en beskyttende strategi hvor undgåelse af bevægelser der gjorde ondt og medicin var min primære tilgang indtil den dag det gjorde ondt nok. Jeg prøvede øvelserne og 10 dage senere, var jeg stort set smertefri. Jeg begyndte igen at få tillid til min skulder. Måske var den ikke så ødelagt som jeg troede? Efter kurset med Simon og Jacob har jeg indset at smerter kan handle om overbeskyttelse og ikke kun opstår på grund af en skade. Efterfølgende har jeg genoptrænet skulderen med de øvelser som jeg før undgik, bare med langt mindre vægt og jeg er i dag tilbage til fuld styrke igen. Jeg føler stadig skulderen er lidt ustabil, men det bliver bedre uge for uge.
Kurset der vendte verdenen på hovedet
I efteråret 2017 taler jeg med min kæreste om personlig træning, hvor jeg nævner Jacob Beermann fordi hun interesserer sig rigtig meget for styrkeløft og for at blive så stærk som muligt. Min kæreste, Line, døjer også med kroniske smerter efter en piskesmældsulykke et år tidligere og et offentligt system der enten kommer med alverdens forskellige kreative forslag til hvorfor hun stadig har ondt eller sender hende hjem med en kommentar om, at smerten ikke hænger sammen med en synlig skade efter ulykken og hun bare skal leve et normalt liv som hvis hun ikke havde smerter. Det gav en stærk følelse af at være misforstået og at være et nummer i systemet hvor det bare gælder om at blive placeret i en kasse.
Den naturlige reaktion på den dårlige kommunikationsform er frustrationer og en evig søgen efter en forklaring på ens smerter. Line starter et forløb op hos Jacob i december og begynder næsten omgående at få det bedre ved at arbejde med accept og forståelse af smerterne. Nok vigtigst af alt lærte hun at tilpasse både sin træning og alle aktiviteter i livet på en måde, som gjorde hende gradvist stærkere og mere smertefri. I den forbindelse bliver vi opmærksomme på kurset om smerter og styrketræning, som vi beslutter os for at deltage i. Dette kursus genopfrisker Lines nye viden om smerter og denne viden hjælper også mig til at lave radikale forandringer i mit liv og som efterfølgende har fået mig på en helt ny kurs.
Kurset lovede, at give indsigt i hvad smerter er og at skabe tryghed gennem en øget forståelse af smerter da det er svært at frygte noget som man forstår. Selvom jeg var skeptisk til at starte med må jeg indrømme, at de fik ret.
Jeg lever i dag på fuld tid af at være personlig træner og efter kurset har jeg fået en helt anden og mere afslappet tilgang til bevægelse og smerter. Jeg var nok lidt for fikseret på ”korrekt teknik” førhen, hvilket jeg indimellem oplevede gjorde mine klienter utrygge ved at træne og frygtede at gøre noget forkert. På kurset lærte jeg hvordan information fra sundhedsprofessionelle kan have lidt samme effekt på os som patienter/klienter og faktisk negativt påvirke vores smerter og adfærd. Jeg har lært SÅ meget! Jeg føler mig langt mere fri nu. Det er nærmest ubeskriveligt, men jeg er bare så glad.
Jeg blev igen ”set” og ”hørt”
Det er ikke sket ofte i mit liv, men vi nåede kun frem til den første pause før Simon Kirkegaard henvendte sig til mig og spurgte ind til mine smerter. Det var en meget speciel følelse, for han spurgte ikke på samme måde som lægerne eller behandlerne. Det var anderledes. Empatisk. Nysgerrigt. Det gav mig lyst til at fortælle om mine smerter og vores samtale gav mig øget tillid til at lytte og turde afprøve bevægelserne i kursets praktiske del.
Under kursets praktiske del blev jeg igen opfordret og udfordret til at udføre nogle af de bevægelser, som for mig tidligere har været nogle af de mest smertefulde. Jeg var virkelig skeptisk! Jeg troede på ingen måde, at det ville kunne lade sig gøre og at jeg selv kunne skabe resultater på en halv time når jeg havde været så fastlåst i flere år.
Men den nye viden fra den teoretiske del og med tillid til Simons ord og vejledning lavede vi nogle bevægelser, som havde en øjeblikkelig effekt. Den nat sov jeg næsten smertefrit i samtlige 8 timer mod de normale 3 til 4 timer.
Undervisningen om smerter var en øjenåbner og jeg fik en langt bedre forståelse af hvorfor jeg stadig havde smerter samt tanker og ideer til hvad jeg selv kunne gøre for at komme ud af dem. Jeg ville ønske jeg kunne dele den viden vi alle modtog på kurset. Men jeg blev præsenteret for alt for meget viden til at jeg kunne gøre det og ville sikkert også have svært ved at formidle det korrekt videre. Dertil så tænker jeg at hvis din historie er tilnærmelsesvis lige så kompleks som min, på trods af alle de mange ting jeg har udeladt, så forstår du nok, hvorfor det også er relevant selv at deltage på kurset. Det er grunden til at jeg har skrevet dette blogindlæg i håb om, at du som sidder derude og måske også er fanget i et liv begrænset af smerter, får lyst til at give dette kursus en chance. For det er virkelig det værd!
Jeg er på intet tidspunkt tilnærmelsesvis i behandlingssystemet blevet forklaret omkring smerter på en måde så det gav mening og så jeg forstod, hvorfor jeg faktisk godt kan have ondt selvom der ikke er nogen skade at finde på scanningerne. Denne viden fik jeg på kurset og det har gjort mig tryg og givet mig tillid til at arbejde med mine smerter på egen hånd – med succes!
I de følgende måneder har jeg arbejdet videre med den tankegang og i skrivende stund har jeg haft 7 nætter i træk helt uden smertestillende medicin samt enkelte døgn her og der helt uden medicin. Og dette til trods for, at jeg i flere år har været fuldt ud afhængig af medicin døgnet rundt for at kunne holde ud at være til især om natten.
Kurset og den nye viden har ændret mit liv fordi jeg nu får bedre søvn, færre smerter og jeg er slet ikke på samme måde kronisk træt og udmattet. Derudover er jeg sikker på, at det er en del sundere ikke at tage så mange piller dag efter dag og mine tanker er meget mere positive både om livet og fremtiden. Mit liv er ikke endnu der hvor jeg gerne vil være men jeg er mildest talt forbløffet over hvor langt jeg er kommet på en smule information og lidt bevægelse.
Derfor, hvis du læser dette blogindlæg og er fanget af smerter, frustrationer og tanker der ikke er alt for lyse ligesom jeg selv var, kan jeg varmt opfordre dig til at lære mere omkring smerter. Det er ikke nødvendigvis et mirakelmiddel og det er heller ikke noget quick fix men i det mindste åbner denne viden døren på klem for håb for en fremtid hvor det er muligt en dag igen at være smertefri og/eller leve et liv med mere indhold og mening.
Tak fordi du læste med.
Asbjørn
