Kampen for at få livet tilbage del 2 – Fra kronisk smertepatient til styrkeløfter
Er det muligt og er det overhovedet en god ide?
Det er gode spørgsmål som jeg i dag kan svare på. Man kan godt for jeg har lige gjort det! Om man bør sigte på netop styrkeløft (squat, bænkpres, dødløft) er til gengæld en individuel sag. Mit råd til andre vil være, søg de mål der gør dig glad – med den rigtige støtte i processen tror jeg at alt kan lade sig gøre.
Jeg havde leget med tanken om styrkeløft inden jeg indgik samarbejdet med Jacob Beermann fra Maxer og Simon Kirkegaard fra Smertevidenskab.
Jeg vidste at det ville være et long shot, en drøm der nok først ville blive en realitet om nogle år. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet – eller turde håbe på, at jeg bare et halvt år efter mit samarbejde med Jacob og Simon ville stå til mit første stævne i styrkeløft.
Den første rehabiliteringsmåned gik med smerteundervisning, smerteforståelse, gradvis udfordring af kroppen og mange andre ting så som samtaler omkring mit liv, tanker og løbende justering af min træningsindsats. Det betyder at jeg kun har kunnet træne seriøst op til TSK Cup i 4 (lige knap 5) mdr., hvilket nogen måske tænker er for lidt eller useriøst.
For mig er det ikke så vigtigt hvad andre tænker og mener. For mig er det en kæmpe personlig sejr. Mit mål om at deltage handlede om at vise overfor mig selv, at jeg kan hvad jeg vil og at der er en vej ud af smerterne. Jeg har haft et inderligt behov for at føle at jeg kan noget og er noget værd, at jeg er så meget mere end hvad mine smerter har tilladt mig.
I snart 14 år har jeg været ”hende med hoften”, ”hende med krykkerne” eller noget helt tredje i samme stil. Det blev til en identitet, det var den jeg var. Det var hende omgivelserne gjorde mig til og jeg selv gjorde mig til. Jeg havde brug for at gøre op med det syn på mig så jeg havde mulighed for at slippe fri fra det fængsel jeg følte jeg var blevet fanget i.
I dag skal jeg forholde mig til en helt ny verden, en verden med muligheder og ikke som tidligere, en verden fyldt med begrænsninger. For at kunne komme dertil har det for mig betydet utrolig meget at jeg har haft nogen som jeg havde tillid til og lyttede til mig (endelig!). Jeg er ikke sikker på man ellers kan få et godt samarbejde hvis man som klient skal åbne sig og fortælle om al sin frygt og de ting der gør ondt helt inde i sjælen. Når man skal se den person man er blevet i øjnene, de tankegange der har domineret ens tilværelse i så mange år af ens liv.
Den tillid fik jeg heldigvis bygget op til både Jacob og Simon og de har gennem hele forløbet også vist mig tillid og troet på mig i situationer hvor jeg har tvivlet på mig selv eller min formåen. Der er et sjovt lille eksempel på det en dag hvor Simon snød mig lidt. Jeg var nede og slet ikke sikker på at jeg kunne squatte med det antal kg som Simon opfordrede til. Simon accepterede at jeg ville træne med færre kg til at starte med. Han spurgte hvad der ville gøre mig mest tryg og det var for mig at jeg kunne squatte med god form.
”Fint, så lad os bruge det som mål. Jeg sætter lidt skiver på af gangen og du fokuserer på formen. Er det en aftale?”
Sådan cirka spurgte han og jeg indvilgede i præmisserne. Simon satte mellem hvert sæt flere skiver på uden at lade mig vide hvor mange kg der samlet var på. Det endte overraskende nok med at jeg løftede hvad Simon havde opfordret mig til og faktisk også lidt mere. Sådan nogle oplevelser er en øjenåbner. Hvis jeg havde vidst hvor mange kg Simon havde sat på er jeg sikker på at jeg ikke kunne løfte det. Men vi talte bare om teknikken og mens han satte kg på, glemte jeg helt at tænke over det. Det er sjovt som man kan tale sig selv op eller ned. Jeg har i hvert fald erfaret hvor meget mine tanker og overbevisninger omkring mig selv har været med til at definere hvem jeg er og hvad jeg kan, både før og nu.
Som nævnt, har jeg et stort ar på siden af min højre hofte som jeg havde et meget anstrengt forhold til. I starten arbejdede Simon og jeg med min måde at tænke og føle på omkring mit ar samt min evne til at håndtere berøring af det.
Det har været en lang proces men jeg har i dag fået et helt fornuftigt forhold til det ar. Hvor jeg i starten var helt flov over arret og hadede, hvis andre skulle se det, er jeg i dag meget mere neutral omkring det. Jeg tænker ikke længere over det og prøver heller ikke at skjule det når jeg klæder om enten på arbejde eller til træning. Jeg kan også ligge tæt sammen med min mand og flytter mig ikke fra ham længere når han er tæt på mit ar.
Det er en enorm befrielse efter så mange år at få kontrol over smerterne, men det er også svært når man i mange år har været hæmmet af smerterne. Der er pludselig mange ting, der bliver en mulighed, som jeg aldrig havde troet jeg ville kunne komme til. Det meste af tiden tænker jeg slet ikke over mine smerter længere og jeg vil vove den påstand at der er tidspunkter hvor jeg ikke mærker dem – jeg er altså i perioder er smertefri. Jeg får stadig flare ups (perioder hvor smerterne stiger væsentligt og kan være invaliderende). De fleste gange tager jeg det helt stille og roligt – som oftest ved jeg godt hvad der gjorde udslaget og at det går over igen. Et par gange har jeg dog panikket helt, og selvom jeg egentlig har redskaberne til at håndtere det, tager angsten og de gamle vaner over og jeg kan ikke rigtig selv komme ud af de tanker. I sådanne situationer er det virkelig fantastisk at have to personer man stoler på, og som man kan trække på og få støtte til at finde fred i sig selv igen. Det kan være alt fra en sms til et hurtigt opkald, og så er der ro på smerterne og tankerne igen. De hjalp mig til at sætte tingene i perspektiv, hjalp mig ud af mine panik tanker og erstatte dem med realistiske tanker om hvad det er der foregår og hvorfor det måske foregår.
Jeg lærer hele tiden noget nyt om mig selv, og om hvad jeg kan. Det er muligt at det er små ting for andre, men for mig er alle de små ting en kæmpe personlig sejr for mig. Jeg har fx opdaget at jeg kan gå i stiletter en hel aften i byen uden at blive helt ødelagt i hoften af smerter. Det er alle de små personlige sejre, der samlet gør en kæmpe forskel og som ændrer hele min livskvalitet.
Det er et halvt år siden, jeg mødte Jacob og Simon – Det halve år har vendt hele min verden på hovedet. Det virker til tider helt urealistisk, og det kan være svært at forstå hvor meget der er sket i den korte tid.
Jeg bliver bedre og bedre til at bruge de værktøjer som jeg har fået. Der er momenter hvor jeg stopper op og er eftertænksom og lytter til mig selv og min krop og ændrer min måde at gøre tingene på i stedet for blot at gøre præcis som jeg altid har gjort.
Jeg er sikker på at Jacob og Simon er stolte på mine vegne og kan ikke lade være med at smile ved mig selv.
Jeg er gået fra at være smertepatient til at være styrkeløfter!
Og hvordan gik mit første stævne så? Jeg fik sølv! Men måske det lige skal nævnes at vi kun var to i min vægtklasse, men det er en mindre detalje. Jeg fik selvfølgelig jordens største røvfuld af de andre seje løftere, men det betyder ingenting. Jeg var med, og jeg overvandt så mange begrænsninger. Jeg ved slet ikke hvor eller hvordan jeg skal starte med at beskrive stævnet.
Jeg var så hamrende nervøs på vej derind, faktisk allerede i starten af ugen begyndte jeg at blive panikken over hvilken ide det dog var jeg havde fået. Det virkede som om der var så lang tid til i juni måned, da jeg tog beslutningen om stævnet, og pludselig var det den uge hvor det skulle være. Jeg vidste godt at jeg styrkemæssigt ikke ville være i nærheden af de andre løftere, det havde jeg især talt med Jacob om. Dette stævne skulle for mig handle om erfaring og ikke om hvor meget jeg kunne løfte. Men derfor vil man jo altid gerne, bare lige slå sin egen PR (personlig rekord).
Indvejningen gik uden problemer og opvarmningen til squat gik helt problemfrit, de andre og mere erfarne løftere, var så behjælpelige og søde til at komme med gode fif. Jeg fik de første to løft i squat godkendt og satsede på det sidste løft. Mine ben rystede så meget af nervøsitet at dette løft ikke ville lykkes. Det gik desværre heller ikke. Jeg kom ikke dybt nok og løftet blev derfor ikke godkendt. Squat er den af de tre øvelser hvor jeg er mest udfordret og der hvor jeg mangler mest tillid til hvad jeg kan. Jeg tror egentlig ofte at jeg ryger ud i en masse katastrofetanker om at jeg ikke kan holde til kiloene, at smerterne bliver for voldsomme, at jeg ikke kan komme op igen eller at hoften låser eller noget helt fjerde. Disse tanker gavner mig slet ikke det ved jeg. Jeg arbejder på at få byttet ud med nogle bedre og mere positive af slagsen. Det tog mig lidt tid at sunde mig over det løft som ikke blev godkendt.
Under opvarmningen til bænkpres kunne jeg mærke, at jeg fik smerter omkring hoften, når jeg skulle lave mit opspænd. Jeg kunne heldigvis godt abstrahere fra dette under bænkpres og jeg var mere nervøs for om det ville være et problem under dødløft. Jeg satsede igen på tredje løft men fik heller ikke dette godkendt. Jeg brugte før dødløft meget tid i min opvarmning på at få lavet en masse forskellig bevægelse i mine hofter. Dette hjalp lidt på min hofte og jeg kunne dødløfte forholdsvist smertefrit. Også i dødløften satsede jeg på mit tredje løft men det blev også underkendt. Men 6 godkendte løft til mit første stævne er jeg ganskegodt tilfreds med. Jeg endte ud med en samlet score på 177,5 kg. Idet jeg fik godkendt 55 kg i squat, 45 kg i bænkpres og en PR på 77,5 kg i dødløft.
Jeg har meget at lære om styrkeløft endnu, og jeg er bestemt ikke færdig som konkurrenceløfter. Jeg vender stærkt tilbage med nye mål i det nye år.
Så kan man gå fra kronisk smertepatient til styrkeløfter?
Ja det kan man i hvert fald! Jeg har lært så meget om mig selv, mine smerter og min egen formåen. Det har ikke været uden frustrationer på vejen, men det har været det hele værd og jeg ville ikke være foruden den rejse jeg har været igennem. Hvis du har smerter i din hverdag håber jeg at min historie kan give dig håb om muligheden for at få en bedre hverdag.
Glædelig Jul
Tina Lund-Lassen
