Knas, bum hvad skete der med min skulder?
En patients fortælling om sin skulder der gik af led
Dette blogindlæg er skrevet af Joachim hvis skulder gik af led under sin træning. Han fortæller her med sine egne ord hans sin oplevelse af rehabilitering.
Opsummering:
- En skulder af led, behøver ikke at gøre mere ondt end nødvendigt
- Husk at holde dig igang inden for smertegrænsen
- Smerte er i de fleste tilfælde en god ting
- Tag det stille og roligt, men sørg for fremskridt
- Forbliv positiv og hold dig i gang
Knas, bum hvad fanden skete der? Jeg vidste, jeg havde tabt stangen, men jeg vidste ikke hvorfor…jeg kigger ind i spejlet og min arm sidder helt forkert…så sætter smerten ind. Jeg ligger mig ned og fokuserer på dybe og bevidste vejrtrækninger, som Simon Kirkegaard og Jacob Beermann har lært mig på et kursus tidligere på året og efter et par minutter er jeg helt afslappet og til min forbavselse hopper overarmsknoglen selv på plads.
I vinter var jeg så uheldig at rive min venstre arm ud af led under træning og jeg gruede for, hvad der nu skulle ske. Jeg var blevet fortalt, at mange aldrig kommer helt tilbage efter en skulderoperation og jeg tog derfor hurtigt kontakt til Simon, da jeg mente, at han nok ville vide noget omkring dette. Jeg mindedes, at han havde fortalt om studier som viste at de fleste mennesker også uden smerte på scanninger har abnormaliteter eller tilstande man kunne diagnosticere som skade uden nogensinde at have nogle gener af det. Så derfor tænkte jeg, at Simon var manden, der kunne guide mig igennem skadesforløbet. Efter at have taget kontakt til Simon på Facebook, skrev han inden for 5 min., at jeg skulle ringe og jeg talte med Simon på vej til skadestuen, hvor jeg beskrev hvad og hvordan, det var sket. Han fortalte mig kort om, hvordan skader fortolkes af kroppen og hvilke processer, der sker og vejledte mig i det videre forløb.
Efter at doktoren konstaterede, at skulderen havde været ude af led, informerede han mig også om, at der var et brud på overarmsknoglen (dette viste sig at være direkte forkert ved senere scanning på andet sygehus).
Dagen efter talte jeg i telefonen med Simon, som forklarede mig, hvilke øvelser jeg skulle lave. Lægen havde fortalt mig, at jeg skulle have armen i slynge uden at måtte bevæge den i mindst 5 uger – dette vidste jeg godt, at Simon ville være dybt uenig med.
De første ”øvelser” jeg fik, var kun at knytte hånden og spænde i armen. Dette hjælper med at vedligeholde muskelmassen, øger blodgennemstrømningen og sørger for lymfesystemet fjerner mest mulige affaldsstoffer. Efter nogle dage blev jeg sat i gang med at ”vaske borde” ved simpelthen at køre en tør klud henover bordet i improviserede mønstre i 5×10 min. om dagen, såfremt der kun var få eller ingen smerter. I løbet af et par dage var de værste smerter stort set væk og i løbet af en uge kunne jeg bruge skulderen i næsten hele bevægelsesudslaget uden problemer (dog stadig uden vægt), så jeg vaskede nu både vægge, dørkarme og kastede meget let med tennisbold op ad væggen. Det er interessant, at smerten aftager så hurtigt, så længe man føler sig sikker ved bevægelsen og man mentalt ikke tror, der er noget galt. Udover disse øvelser til min skulder gjorde Simon det klart, at det var vigtigt, at jeg lavede alt muligt andet for at holde kroppen i gang, da det hjælper på både smerteopfattelsen og helingsprocessen.
Efter et par uger var jeg sammen med Simon inde til check-up på Hvidovere Hospital, hvor lægen glædeligt kunne fortælle mig, at der ikke var nogen form for brud på knoglen og aldrig havde været det og at jeg nok skulle klare det fint, hvis jeg bare tog det stille og roligt. Lægen bad mig om at løfte armene over hovedet og spurgte hvor ondt det gjorde. Han blev noget overrasket da jeg sagde at det ikke gjorde ondt og det faktisk ikke rigtig havde været smertefuldt i mere end 5-7 dage. Jeg kunne se på Simon, at lægens måde at håndtere situationen på var rigtig god.
Jeg har før oplevet at modtage mindre heldige beskeder om, at jeg næsten ikke må bevæge mig og at jeg nok aldrig bliverhelt god igen. Dette er i mine øjne noget af det værste, en behandler kan gøre og det kan godt have langvarig effekt på menneskers opfattelse af smerte, ligesom det reelt kan medføre en længere rehabiliteringsproces.
Efter besøget på Hvidovre, var det som om at min skulder havde det endnu bedre fordi jeg havde fået fortalt, at der intet var galt og at det nok skulle gå fint. Efter dette begyndte jeg så langsomt at lave Turkish Get Ups. Jeg startede ud med at bruge en kop vand, som var Simons onde forslag til hvordan man kan sørge for, at man at holder maksimal koncentration og fokuserer på at holde bevægebanen så præcis som muligt – afviger man fra den vertikale bevægebane så bliver man våd – tør af – gentag.
I løbet af kort tid legede jeg med vægte og i dag laver jeg Get Ups med 16-18 kg. Hver gang jeg træner – jeg kan sagtens tage en masse mere, men jeg tager det langsomt. Jeg er også begyndte at introducere en række andre øvelser som hjælper på mine skuldrer og langsomt bliver det bedre og bedre – vigtigst af alt mærkede jeg meget sjældent smerte. Jeg håber at jeg med tiden ville kunne komme tilbage til hvor jeg startede og blive endnu stærkere end før.
Jeg er fuldt ud overbevidst om, at Simons hjælp har været med til at mindske den smerte jeg oplevede med min skulder efter skaden. Det er fascinerende, hvor stor en betydning forståelse for ens krop og nervesystem har på opfattelsen af smerte. Smerte er ikke bare smerte og nogle gange opstår smerte selv om der intet er galt. I løbet af rehabilitering havde Simon tilbudt mig, at jeg kunne tage kontakt til ham, hvis jeg nervøs for noget og få vejledning eller behandling, hvis det var nødvendigt. Det gjorde mig rigtig tryg og jeg følte mig i gode hænder, hvilket for mig gjorde en stor forskel for mig i mit behandlingsforløb.
Tak for et godt rehabiliteringsforløb og håber min historie kan inspirere andre.
Joachim Stig Vishart Gryholm
