Smertevidenskab

Alt du skal vide om hoftedysplasi, smerter og behandling

De vigtigste budskaber om hoftedysplasi

Hoftedysplasi er en tilstand i hofteleddet, hvor hofteskålen ikke dækker hele lårbenshovedet. I mange år har man ment, at denne tilstand øger risikoen for hofteluksation, slidgigt og smerter.

Men passer det?

Det har været sværere at svare på end man skulle tro. 

Behandling af hoftedysplasi har historisk været delt op i træning som stabiliserer hofteleddet eller operation som afhjælper “bygningsfejlen” men der er ingen forskning som har undersøgt hvilken af de to metoder der virker bedst. 

Operation, hvor hofteskålen skæres op for derefter at blive sat sammen igen på måde så hofteskålen dækker hele lårbenshovedet, har været antaget at være en relevant, hensigtsmæssig og effektiv behandlingsmulighed. Desværre, har denne form for operation vist sig at have en masse risici og ikke producere nogen overvælende resultater – faktisk kan man diskutere om den gør mere skade end gavn.

Hoftedysplasi er en almindelig tilstand som forekommer både hos personer med og uden smerter, og tilstanden kan ikke forudsige om du får hoftesmerter senere i livet. Derfor er det svært at svare klart på, om hoftedysplasi spiller en rolle, når det handler om hoftesmerter

Der stilles yderligere spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem hoftedysplasi og smerter, fordi smertebehandling der fokuserer på træning i kombination med psykologiske og sociale faktorer både forbedrer funktionsniveau og mindsker smerter. Eksempler på psykosociale faktorer er f.eks. bekymringer, katastrofetanker, forventninger og tanker om fremtiden.

Introduktion

Har du kroniske smerter i hoften, og har du fået diagnosticeret hoftedysplasi, så er du formentlig blevet fortalt, at hoftedysplasi er årsagen til dine smerter. Typisk vil du blive tilbudt operation eller træning som dine eneste behandlingsmuligheder, medmindre du vil lære at leve med smerterne. Denne framing af hoftedysplasi leder mange til at tro at der er en klar årsagssammenhæng mellem hoftedysplasi, smerter og funktion. 

Men forholder det sig sådan og er træning og operation dine eneste behandlingsmuligheder?

Ny viden stiller spørgsmålstegn ved hvor stor en rolle, hoftedysplasi spiller i forhold til hoftesmerter og funktion af hoften.

I denne artikel vil du lære hvad hoftedysplasi er, hvor mange som har hoftedysplasi, om hoftedysplasi har sammenhæng med smerter og hvilke behandlingsmuligheder du har. Du får også svar på om det er muligt at blive smertefri, på trods af, at du har hoftedysplasi, og du får inspiration til hvordan du kan komme af med dine hoftesmerter og genvinde eventuel tabt funktion.

Sådan er dit hofteled opbygget

Hofteleddet er et kugleled og et af de største og stærkeste led i kroppen. Hoften kan bøje, strække, rotere og indad- og udadføre benet. Leddet består af:

  • Lårbenshovedet (caput femur)
  • Hofteskålen (acetabulum) 
  • Ledlæbe (labrum) 

Hoften er yderligere forstærket af muskler og ledbånd, som beskytter, stabiliserer og gør det muligt for dig at bevæge dine ben.

Hvad er hoftedysplasi?

Hoftedysplasi er en sygdomstilstand i hofteskålen. Hos langt de fleste er hovedet på lårbensknoglen godt gemt inde i hofteskålen. Dette er dog ikke tilfældet for personer med hoftedysplasi. Hoftedysplasi er en tilstand i hofteleddet, hvor hofteskålen dækker 75% af lårbenshovedet eller mindre hvorimod den normale hofte dækker hele lårbenshovedet (1).

Selvom hoftedysplasi betragtes som en ledsygdom, antages det af mange at hoftedysplasi også kan medføre muskel-, sene- og ledsmerter i og omkring hofteleddet. Hos personer med hoftedysplasi forstørres ledlæben (labrum) mellem 4-11% hvilket medvirker til øget stabilitet omkring hoften (2). Denne forstørrelse ser ud til at øge risikoen for forandringer på ledlæben, og er antaget at kunne forøge risikoen for skade på brusk og ledbånd (2–4).

Symptombillede:

–   Smerter i hofte- og lyske området

–   Uro i låret efter længere gåture

–   Skarpe smerter i lysken særligt ved aktivitet hvor der bøjes i hoften

–   Natlige gener

–   Smerter dybt inde i hofteleddet.

–   Uro i hoften

–   Smerter yderligt eller dybt inde i balden

Symptomer på hoftedysplasi

Symptombilledet på hoftedysplasi varierer og der findes ikke én sandhed eller kendetegn som med sikkerhed kan bekræfte at dine hoftesmerter eller hoftesymptomer kommer fra hoftedysplasi. Symptomerne kan komme snigende, komme og gå, og debutere med, at du oplever træthed i hoften, nedsat gangdistance og udvikle sig til hofte- lyskesmerter samt haltende gang. 

Mange oplever symptomer mellem 15-30 års alderen og får konstateret hoftedysplasi, men du kan opleve symptomer både tidligere og senere i livet. Det er dog særlig interessant, at det faktisk er muligt at leve hele dit liv med hoftedysplasi uden at du får hoftesmerter eller hoftesymptomer.

Differentialdiagnoser til hoftedysplasi

Har du hoftesmerter behøver du ikke nødvendigvis have hoftedysplasi og har du hoftedysplasi behøver det ikke nødvendigvis at være årsagen til dine hoftesmerter. 

Der er mange forskellige årsager eller mekanismer udover hoftedysplasi, der kan ligge bag dine hoftesmerter som eksempelvis:

Læs vores artikel Hvorfor gør det ondt?

Hvordan diagnosticeres hoftedysplasi?

Der er mange forskellige måder du kan få diagnosticeret hoftedysplasi lige fra manuelle tests, røntgen eller scanninger. 

Har du hoftesmerter vil din behandler forsøge gennem manuelle tests, at vurdere om du har hoftedysplasi ved at bevæge din hofte i forskellige yderpositioner (6). Desværre er pålideligheden af disse tests meget lav, (du kan ikke stole på testens resultat) hvilket betyder, at der er stor risiko for fejldiagnosticering. Derfor kan manuelle tests ikke stå alene og der skal en scanning til at bekræfte diagnosen, for at du kan være sikker på, at du har hoftedysplasi (7–9).

 

Din hofte kategoriseres som normal, borderline hoftedysplasi eller hoftedysplasi gennem måling af vinkler i din hofte. Der bruges forskellige vinkler og metoder til, at måle om du har hoftedysplasi og der er aktuelt ingen international konsensus eller standard for, hvilken måling der bruges til at diagnosticere hoftedysplasi (10). 

Vi har i nedenstående skema beskrevet de mest almindeligt brugte vinkler og kriterier der bruges til at diagnosticere hoftedysplasi. Du kan også se hvordan de forskellige vinkler måles ved at trykke på tallet under kategorien ‘Figurer’.

Mange personer med borderline hoftedysplasi har også øget knoglevækst omkring lårbenshovedet, kendt som CAM, og/eller hvor ledlæben er vokset så den gør hofteskålen “større”, kendt som PINCER. Disse tilstande er også kendt som femoroacetabular impingement syndrom (FAI) eller hofteimpingement (23). 

Du kan læse vores artikel om Hofteimpingement her.

Der findes tre kategorier af hoftedysplasi:

–    Udviklingsdysplasi dækker over forskellige forandringer i hoften: Medfødt ustabil hofte, at hoften helt eller delvist er gået ud af led og acetabulær dysplasi (acetabulær dysplasi diagnosticeres først i ungdomsårene (15–17). Udviklingsdysplasi er for de fleste en korterevarende tilstand hos nyfødte og spædbørn hvor hofteskålens udvikling er forsinket og ikke dækker hele lårbenshovedet, og kan i nogle tilfælde følge barnet op i teenageårene (15,18,19).

–    Acetabulær dysplasi diagnosticeres i de tidlige ungdomsår hvor skelettet vokser. Hofteskålen udvikler sig ikke hurtigt nok, hvilket medfører skålen ikke bliver dyb nok og dermed dækker mindre af lårbenshovedet (3). Personer med acetabulær dysplasi har, udover de tidligere nævnte karakteristika, en CE-vinkel på under 20 grader og denne vinkel bruges til at stille diagnosen (20).

–  Borderline dysplasi er en mildere form af den dysplastiske hofte hvor der er mindre dækning af lårbenshovedet ud til siden og for nogle også foran. Personer med borderline dysplasi har en CE-vinkel på mellem 18-24 grader og denne vinkel bruges for at stille diagnosen (21). Den manglende dækning foran til måles ved Anterior Center Edge Angle eller ACEA-vinkel som er 25-40 grader hos personer uden hoftedysplasi. Vinklen måles ved at tage det forreste punkt af hofteskålen og en lodret linje gennem lårbenshovedet og et studie fandt at 71% af personer med borderline dysplasi havde en lavere ACEA-vinkel der i gennemsnit lå på 14 grader (22). Mange personer med borderline hoftedysplasi har også øget knoglevækst omkring lårbenshovedet, kendt som CAM, og/eller øget knoglevækst omkring hofteskålen, kendt som PINCER. Disse tilstande er også kendt som femoroacetabular impingement syndrom (FAI) eller hofteimpingement (23).  

Hvem har hoftedysplasi?

Hoftedysplasi er blandt de mest almindelige tilstande i hoften på verdensplan, hvor 10 ud af 1.000 spædbørn fødes med udviklingsdysplasi (24). Ledsygdommen bliver dermed blandt de hyppigst forekommende hos spædbørn. Heldigvis, forsvinder  tilstanden naturligt hos de fleste i løbet af de første leveuger (18). Forskning viser, at 50% af de nyfødtes hofter udvikler sig spontant efter 5 dage, mens 90% af de nyfødtes hofter har udviklet efter 2 måneder (19), så de ikke længere har udviklingsdysplasi.

Undersøgelser viser, at mellem 3-5 % af den danske befolkning har hoftedysplasi (3). Forekomsten af borderline dysplasi er helt op til 20% i den Amerikanske befolkning (22). I en stor meta-analyse som inkluderede tal fra USA, Japan, Danmark og Norge blev borderline dysplasi anslået til at være til at være mellem 20-23%. Hos personer med hoftesmerter ses borderline dysplasi i 12 % af tilfældene (22).

Er du kvinde er risikoen to til fire gange større for at have hoftedysplasi sammenlignet med mænd (3). Venter du tvillinger, bærer du barnet længere end termin eller er der en nedsat mængde fostervand under graviditet, øges barnets risiko for at udvikle hoftedysplasi, kilden nævner dog ikke præcist hvor meget risikoen øges med (15). Yderligere viser forskning, at hvis en forælder har hoftedysplasi øges den relative risiko med 12% (risikoen er 10 ud af 1000. Med 12% øget risiko svaret det til ca. 11 ud af 1000. Risikoen er derfor stadig meget lille), mens dysplasi hos både en forælder og en søskende øger risikoen for hoftedysplasi med 36% (25), og børn med forældre som har hoftedysplasi har ca. 10 gange større risiko for at få hoftedysplasi (6).

Men tilstanden kan også opstå som følge af andre årsager. Har man en ledsygdom som Calve-Legg-Perthes (en hoftesygdom hos børn, hvor blodforsyningen til lårbenshovedet ophører og ødelæggelse af knoglen).

På tværs af 14 europæiske lande er forekomsten af morbus scheuermann 8% for personer over 50 år, en andel der er sammenlignelig mellem mænd og kvinder, hvoraf 70% af disse tilfælde menes at gå udiagnosticeret hen (REF).

Behandling af hoftedysplasi?

Hoftedysplasi behandles typisk ved operation eller træning men ved tidlig indsats hos børn bruger man bandagering med skinne til at korrigere dysplasien. Operation har til hensigt at korrigere eller justere for den “bygningsfejl” og intentionen er at forbedre funktion, få smerterne til at forsvinde og mindske risikoen for at udvikle slidgigt (osteoartrose eller artrose) i hoften (26). Hvis der ønskes en mindre indgribende behandling, bliver du typisk tilbudt styrketræning, hvor den øgede styrke og stabilitet skal kompensere for hoftedysplasien.

Skinnebehandling hos hoftedysplasi for børn

Som forebyggende indsats har Sundhedsstyrelsen indført universal screening for hoftedysplasi så nyfødte børn bliver undersøgt af jordemoderen og igen 5 uger senere hos egen læge. Diagnosticeres barnet med hoftedysplasi behandles barnet med skinne, helst inden 7 ugers alderen, hvor knogler og led fortsat er bløde og mere eftergivelige. Skinnens formål er at skabe anatomiske forhold i hoften hvor hele lårbenshovedet er dækket af hofteskålen. Denne behandlingsform giver en succesrate på 95% (10).

Ganz (PeriAcetabulær Osteotomi) operation

Ganz osteotomi, også kendt som PeriAcetabulær Osteotomi eller bare PAO blev for første gang indført for ca. 30 år siden. Under operationen deles hofteskålen op i tre dele som sættes sammen igen med skruer på en sådan måde, at hofteskålen bliver dybere og omfavner hele lårbenshovedet. Dermed kommer hofteskålen til at ligne den almindelige hofte, og der skabes en større kontaktflade mellem hofteskål og lårbenshoved. Operationen bruges ofte til unge, for at forebygge slidgigt i hoften og undgå behovet for en ny hofte (THA eller hoftealloplastik) (5), men også til unge som har været meget aktive og har et ønske om at vende tilbage til fysisk aktivitet, men er begrænset på grund af smerter (3). Selvom intentionen om at hjælpe unge med at komme tilbage til at være fysisk aktive og smertefri er prisværdigt, leder operation ikke altid til det resultat.


Ganz operationen er den mest almindelige behandling af symptomatisk hoftedysplasi. Men trods dens popularitet viser en undersøgelse, at kun omkring halvdelen af de opererede unge oplevede en forbedring i deres fysiske aktivitetsniveau et år efter operationen, og kun 39% af deltagerne oplevede en reduktion i muskel-sene smerter sammenlignet med før operationen (2). Et andet studie viser at Ganz operationen reducerer smerter med 26 point fra 78 til 52 på en 0-100 skala ved en opfølgningsperiode på 2,2 år (22). Disse resultater skal sammenholdes med at du med Ganz (PAO) operation også har risiko for komplikationer såsom blødninger, påvirkning af nerver der forsyner muskulatur i benet, infektioner, blodpropper, arvæv,  vævsdød af lårbenshovedet, revner i bækkenet og benlængdeforskel. Svære komplikationer  er rapporteret i 6-37% (2, 3, 5, 27).

Du kan læse mere benlængdeforskel i vores artikel: Benlængdeforskel – Fup og fakta.

Ganz operationen er ikke anbefalet til personer med hoftedysplasi som er over 45 år, har et BMI over 25 eller har hofteartrose (28).

Minimal invasiv periacetabulær osteotomi

Minimal invasiv periacetabulær osteotomi er en anden og operationstype som i modsætning til Ganz operation, udføres uden at skære i muskler og sener (29).  Derudover er der andre fordele ved operationen som gør den mere sikker, eksempelvis er operationstiden kortere (ca. 1 time), blodtabet er mindre og patienterne heler ofte hurtigere sammenlignet med Ganz operation. Derudover har minimal invasiv periacetabulær osteotomi et kortere genoptræningsforløb som gør det muligt for patienten at vende hurtigere tilbage til sin normale hverdag, sammenlignet med Ganz operation (5, 12, 29). Minimal invasiv periacetabulær osteotomi kan udføres uden der opstår moderate og svære komplikationer, men milde komplikationer som for eksempel føleforstyrrelser i operationsområdet kan forekomme og er afhængig af kirurgens operations erfaring (12). Resultatet varierer fra person til person, men alle går med krykker 6-8 uger efter operation og må kun støtte med 30 kg på det opererede ben (5). Selvom denne operation lyder lovende, skal det understreges at minimal invasiv periacetabulær osteotomi ikke er sammenlignet med andre behandlingsformer eller snyde operationer (placebo). 

Træning som behandling for hoftedysplasi

Progressiv styrketræning er undersøgt som behandling af hoftesmerter hos patienter med hoftedysplasi. Efter 8 ugers styrketræning opnåede deltagerne en smertereduktion fra ca. 30 til under 10 på en 0-100 smerteskala. Derudover opnåede deltagerne også et forbedret funktionsniveauet og øget muskelstyrke som følge af styrketræning (30). I et andet studie undersøgte 6 måneders træning kombineret med patientuddannelse til personer med hoftedysplasi. Studiet fandt, at deltagernes aktivitetsniveau steg med gennemsnitligt 11 point på en 0-100 skala og smerteoplevelsen faldt fra 37 millimeter til 23 millimeter som giver en total smertereduktion på 14 millimeter (28).

Hvor mange lever med hoftedysplasi uden smerter?

Præcist hvor mange som lever med hoftedysplasi og uden symptomer ved vi ikke. Det er anslået at mellem 5-10% af danskere har hoftedysplasi (61), men hvor mange af disse der har smerter og symptomer er ikke ordentligt undersøgt. Et japansk studie undersøgte forekomsten af alle former for hoftedysplasi blandt forskellige lande og nationaliteter uden smerter. Her havde Pakistan den laveste forekomst med 1,4% og Norge havde den højeste med 20% (31). 

 

Undersøger man elitesportsfolk ses der interessante tendenser. I et studie undersøgte man 62 førstedivisions fodboldspillere, volleyballspillere og atleter hvoraf 13% oplevede smerte. Hele 21% af sportsudøverne havde acetabulær hoftedysplasi og 46% havde borderline dysplasi (32). I et andet studie undersøgte man 47 elite balletdansere og fandt man at 89% af danserne havde hoftedysplasi uden symptomer!? Udover hoftedysplasi fandt man CAM deformitet og pincer deformitet hos henholdsvist 26% og 74% af danserne (33).

Tabel 1. Gennemgang af undersøgelser der viser forekomsten af hoftedysplasi i symptomfrie hofter målt på LCEA-vinkel.

Man kan hurtigt komme til at undre sig over hvad der er normalt og hvad der er patologi (sygdomstilstand) som er årsagen til smerter når man læser forskning. I et studie undersøgte man 122 elite baseball spillere hvoraf kun 9 (7,3%) havde ondt. 42 spillere undlod at lade sig røntgenfotografere og man undersøgte herefter kun hvordan hofterne så ud på de 80 tilbageværende baseball spillere. For de tilbageværende 80 spillere var gennemsnitsalderen var 22 år med et body mass index (BMI) på 25,2. Man fandt at 71% af spillerne havde CAM deformitet, 51,3% havde pincer deformitet og 22,5% havde borderline hoftedysplasi eller hoftedysplasi. Kun 10% af spillerne havde ifølge studiet normale fund og det var uden at undersøge for labrumskader som vi allerede ved har en høj forekomst. De høje forekomster af patologi uden smerter stiller store spørgsmål til hvad der er “normalt” og hvor stor betydning disse forandringer har for smerte og funktion.

Tabel 2. Scanninger af 80 patienter med hoftedysplasi, CAM- og Pincer-deformitet.

Du kan læse mere CAM og pincer i vores artikel: Femoro Acetabulær Impingement (FAI) sådan undgår du operation.

Det er altså muligt at leve et godt liv med hoftedysplasi, FAI og labrumskader uden smerter og endda som elitesportsudøver.

Men hvad betyder al denne viden for dig i praksis?

Udfordringerne ved hoftedysplasi

Det fremhæves på flere hjemmesider og studier, at hoftedysplasi forårsager at hoften er ”ustabil” og angiveligt øger risikoen for:

1) At du får slidgigt i hofte (hofteartrose)

2) At du beskadiger din ledlæbe (ledlæbe læsion eller labrum skade)

3) At hoften går af led (hofteluksation eller hofteledsluksation)

4) At årsagen til dine hoftesmerter er på grund af hoftedysplasi

Selvom disse påstande og antagelser virker som åbenlyse, logiske og simple sandheder er virkeligheden væsentlig mere kompleks.

“Assumption is the mother of all mistakes”

- Mr. Eugene Lewis

Det er vigtigt at den viden vi baserer vores beslutninger på er så korrekte som muligt da vi ellers risikerer at træffe beslutninger på et ikke-eksisterende grundlag og det leder sjældent til det ønskede resultat af ens beslutning. De fire ovenstående påstande bruges som argument for at du skal vælge operation eller træning fordi du så “fixer” noget som helt fundamentalt er strukturelt galt med dig og din krop. Problemet er, at vi IKKE har kunne finde solid videnskabelig dokumentation som, bekræfter de fire ovenstående påstande (send os gerne forskningen hvis vi har overset noget). Derfor gennemgår vi hver enkelt påstand for at sikre at du har et oplyst grundlag at træffe din beslutning om behandling for dine hoftesmerter.

Hoftedysplasi giver slidgigt i hoften

Et af argumenterne for at operere personer med hoftedysplasi med eller uden smerter er øget risiko for udvikling af artrose eller slidgigt. Men for at kunne træffe en informeret beslutning er der en masse spørgsmål som du først er nødt til at kende svaret på:

Giver hoftedysplasi øget risiko for slidigt eller artrose?

Hvilke risici medfører slidgigt eller artrose?

Hvilke risici er der ved Ganz (PAO) operation?

Virker Ganz (PAO) operationen efter hensigten og hvad er effekten af operation vs. træning?

En del studier har undersøgt sammenhængen mellem hoftedysplasi og risikoen for at udvikle slidgigt eller osteoartrose. Nogle af studierne konkluderer at der er en øget risiko for slidgigt eller artrose hvis du har hoftedysplasi (20,34), mens andre studier tyder på at der ikke er en øget risiko for slidgigt eller artrose hvis du har hoftedysplasi (35,36). Faktisk er det muligt at være fysisk aktiv efter 60+ år og leve et lykkeligt og aktivt liv uden smerter eller funktionsnedsættelse (37).

Nogle studier taler altså for en sammenhæng og nogle mod. Når forskning peger i forskellige retninger, er det svært at konkludere noget med stor sikkerhed. Normalt ville man gennemgå studier og rangere dem efter kvalitet og se hvilken trend man fandt, hvis man kun tog udgangspunkt i det bedste studier, men det er der desværre ingen studier der har gjort.

Mange af de studier som har fundet en sammenhæng mellem hoftedysplasi og slidgigt eller artrose har inkluderet personer med hoftesmerter i deres studie. En udfordring ved dette er, at forskning tyder på inaktivitet kan være en bidragsyder eller årsag til flere degenerative forandringer, herunder slidgigt eller artrose (38,39). Har man hoftesmerter er der en tilbøjelighed til at bevæge sig mindre og det kan måske være årsagen til at man finder en sammenhæng mellem hoftedysplasi og slidgigt eller artrose. Denne samme trend kommer til udtryk på rygsmerter hvor forskning viser at vi alle får forskellige degenerative forandringer med alderen, selv uden smerter (40), men dem som har smerter ser ud til at have flere degenerative forandringer (41). Derfor kunne det tænkes at sammenhængen mellem hoftedysplasi og slidgigt eller artrose slet ikke er der eller ikke er særlig stærk.

Men lad tage udgangspunkt i worst case scenario og beslutte os for, at der er øget risiko for slidgigt hvis du har hoftedysplasi. Hvilken betydning har det så for dig?

Modsat hvad de fleste tror er der faktisk utrolig dårlig sammenhæng mellem slidgigt, osteartrose eller artrose og smerter og funktionsniveau (42–44). Eksempelvis fandt man en forekomst af knæartrose eller slidgigt i knæet på henholdsvis 19% og 28% i to store studier med personer over 45 år men kun 7% og 17% havde smerter (45). Radiografisk osteoartrose måles på en skala der hedder Kellgren and Lawrence som går fra 0 = ingen slidgigt til 4 = svær slidgigt (46). Man skulle tro at graden af slidgigt eller artrose ville have betydning for hvor mange smerter eller hvor godt et funktionsniveau du har – men den sammenhæng er der ikke (45). Selvom man tidligere har man troet af slidgigt eller artrose i et led alene kunne forklare smerter er smerter, især kroniske smerter altså ikke helt så simple. I et interessant studie fandt man eksempelvis at mange med hoftesmerter ikke havde slidgigt, og mange med slidgigt ikke havde hoftesmerter (47). Så selvom den generelle overbevisning er at slidgigt eller artrose bidrager til smerter så er man ikke sikker på hvor meget eller hvordan (45).

Forvirret?

Det kan vi faktisk godt forstå, for der er så megen forskelligrettet information at det ikke at til at finde hoved og hale på. Du kan stadig finde utallige studier, hjemmeside, læger, fysioterapeuter, kiropraktorer etc. der stadig der forklarer eller diagnosticerer smerter i en kropsdel som resultatet af slidgigt eller artrose.

Grunden til det forholder sig sådan kan være mange, men en af de primære grunde er nok at de fleste sundhedsprofessionelle er blevet, og fortsat bliver uddannet med at slidgigt eller artrose alene er årsagen til ledsmerter. En anden årsag er at slidgigt eller artrose også kan være en klinisk diagnose baseret på  ledsmerter og andre symptomer. Det skaber selvfølgelig forvirring når man kalder forandringer i brusken målt radiografisk det samme som en beskrivelse af smerter og symptomer i et led hvor du ikke engang behøver at have radiografiske forandringer.

Under alle omstændigheder kan hoftesmerter med slidgigt eller artrose altså ikke bare reduceres til eller forklares med om du har slidgigt alene. Der er mange andre faktorer der kan spille en afgørende rolle i, hvorfor du mærker smerter udover slidgigt eller osteoartrose (43,45,48). Derfor mener vi, at det er vanskeligt at anbefale/vælge Ganz operation for hoftedysplasi udelukkende baseret på at minimere risikoen for at udvikle slidgigt eller artrose.

Men lad os se på hvad Ganz operationen så kan tilbyde personer med hoftedysplasi. Giver Ganz- eller PAO operationen en fremtid med færre symptomer og bedre livskvalitet så det giver mening at kaste sig under kniven? 

Vi fandt tre studier med opfølgning 15, 20 og 30 år efter Ganz (PAO) operation for hoftedysplasi. I studiet med opfølgning på 15 år fandt de at 2% havde fået nyt hofte efter 5 år, 6% havde fået ny hofte efter 10 år og 13% havde fået ny hofte efter 15 år (49). I det andet studie med 20 års opfølgning havde 4% af deltagerne fået ny hofte efter de første 5 år, 9% havde fået ny hofte efter 10 år og 32% havde fået hoftealloplastik efter 20 år (50). Samme tendens blev fundet i studiet med opfølgning efter 30 år hvor 56% af alle deltagerne havde fået ny hofte, 1% havde fået stivgjort hoften og 24% havde udviklet slidgigt eller osteoartrose med en sværhedsgrad på to eller mere på en 0-4 skala. Ganz operationen blev vurderet som en succes på trods af at over 70% af deltagerne havde udviklet slidgigt, fået smerter eller indopereret ny hofte (51).

“Periacetabular osteotomy is an effective technique to treat symptomatic hip dysplasia in selected and young patients with closed triradiate cartilage.” (51)

Umiddelbart deler vi ikke samme syn og finder det besynderligt at det overhovedet er muligt at udtale sig om Ganz (PAO) som en effektiv teknik når det operative indgreb ikke er sammenlignet med anden eller ingen intervention. Det tætteste vi har kunne komme på en sammenligning er fra et studie som følger personer med hoftedysplasi som har hoftesmerter. Studiet inkluderede 159 personer hvoraf 20% udviklede slidgigt eller osteoartrose over en gennemsnitlig periode på 11,3 år, mens 11% af deltagerne fik en ny hofte (52).

Så virker Ganz-operationen?

Det kan vi faktisk ikke svare på for det er aldrig blevet undersøgt. Vi ved ikke om operationen virker bedre end ingen operation, træning, eller anden intervention for det er aldrig blevet undersøgt. Derfor bygger Ganz (PAO) operationen på en antagelse om at den virker og er et bedre alternativ end… alt andet.

Et af Ganz operationens formål er at forebygge slidgigt, og alligevel udvikler mange slidgigt på trods af at de har fået operationen. Derudover, skal du medregne risikoen for svære komplikationer som er rapporteret helt op til 37% (53), samtidig med at du har en høj risiko for, at komme under kniven igen, og få indopereret en ny hofte. Der er mange risici og usikkerheder ved den oprindelige Ganz operation der gør det vanskeligt at vurdere om fordelene er større end ulemperne. 

Heldigvis, har den danske professor i ortopædkirurgi og overlæge Kjeld Søballe udviklet en operationsmetode til Ganz operationen som er meget mindre invasiv, minimal invasiv osteotomi, hvor muskler og sener ikke skæres over, har væsentlig færre operationskomplikationer og kun tager en time at udføre (5). Men vi står tilbage med samme spørgsmål som den oprindelige Ganz operation. Virker den bedre end ingen behandling eller anden behandling og hvilke resultater kan man forvente over tid ved denne operation?

Det er en forholdsvis ny operationsteknik udviklet i 2008 (54), hvorfor der stadig mangler studier som kan give os svar på langtidseffekten. Et studie har undersøgt effekten af minimal invasive osteotomi efter en periode på 5 år og fandt, at 2% af de opererede havde fået en ny hofte (54). Underligt nok blev der hverken målt på funktion eller smerter i dette studie. Det gjorde der til gengæld i et andet studie hvor man undersøgte effekten over en 14 årig periode. To år efter operationen havde 1% fået ny hofte, efter 5 år havde 4 % fået ny hofte og efter 10 år havde 10% fået ny hofte. Derudover havde 95% af deltagerne opnået en gennemsnitlig reduktion i hoftesmerter på 25 point på en 0-100 skala samtidig med de gennemsnitlig havde forbedret deres funktionsniveau med 25 point på en 0-100 skala. Selvom mange af deltagerne oplevede færre smerter og havde bedre funktion var der alligevel en stigning i antallet af nye hofter så 20% havde fået en hoftealloplastik efter 14 år (55).

Den nye Ganz operationsteknik virker umiddelbart til at være at foretrække hvis man ønsker operation. Ganz operation er dog ingen garanti for at du bliver smertefri, får den funktion du ønsker, undgår slidgigt eller yderligere operation. Det er desværre heller ikke muligt på nuværende tidspunkt at forudsige, hvem der størst sandsynlighed for at få gavn af en Ganz (PAO) operationen da mange med hoftedysplasi ikke udvikler symptomatisk slidgigt eller osteoartrose (56).

Men hvis du ikke ønsker operation hvad er dine muligheder så? Træning er det alternativ som oftest tilbydes i stedet for operation. Vi har dog kun fundet to studier der undersøger træning som behandling af hoftedysplasi og selvom de viste positive resultater på kort sigt ved vi ingenting om effekten på længere sigt (28,30).

Det er altså muligt både at mindske smerter og øge funktionsniveauet uden operation og de risici som operation altid indebærer. Men igen har vi samme problemer som med operation for hoftedysplasi. Træningen er ikke sammenlignet med operation eller ingen behandling og der er ikke nogen lange opfølgningsstudier som kan hjælpe os med at vurdere fordele og ulemper ved at vælge træning som behandling.

Så hvad er det bedste behandlingsvalg? Det er der desværre ingen der kan give dig et sikkert svar på. Lige nu står valget mellem at gøre ingenting, træning eller operation, men hæng i lidt endnu så kommer vi med en fjerde valgmulighed. 

Hoftedysplasi og ledlæbeskade i hoften

Hoftedysplasi medfører ofte en forstørret ledlæbe, som har risiko for at revne og løsrives (2–4). Denne risiko blev undersøgt i et studie med personer med hoftedysplasi og smerter og fandt at 72% af deltagerne havde en revne i ledlæben (57). Det kunne jo ved første øjekast godt give et indtryk af at der er stor risiko for ledlæbeskade hvis du har smerter i hoften og hoftedysplasi. Man kunne også være tilbøjelig til at sige at årsagen til hoftesmerterne måske var på grund af ledlæbeskaden. Men her er udfordringen igen at måden studiet er lavet på kan man ikke drage sådan en konklusion. Måske havde de en ledlæbeskade inden de fik hoftesmerter eller måske har ledlæbeskaden slet ikke noget med hoftesmerterne at gøre. Denne påstand bakkes op af et andet studie på personer uden hoftedysplasi eller smerter hvor man fandt at 69% af deltagerne havde en ledlæbeskade (58,59).

Det er derfor normalt og ufarligt at have ledlæbeskade også uden smerter og den høje forekomst af ledlæbeskader hos personer uden smerter er sammenlignelig med personer med smertefuld hoftedysplasi. 

Hoftedysplasi og hofteluksation

En af begrundelserne for at lade dig operere hvis du har hoftedysplasi er at det mindsker risikoen for hofteluksation. Selvom øget risiko for hofteluksation nævnes i mange studier som undersøger hoftedysplasi er der ikke refereret til nogen undersøgelser der bekræfter denne risiko. Det har kun været muligt for os at finde et studie som undersøgte påstanden om at hoftedysplasi giver en øget risiko for hofteluksation og her var resultatet sjovt nok at der ikke var tegn på øget risiko for hofteluksation (35).

Så selvom det giver mening, at der er øget risiko for at hoften kan gå af led eller lukseres, hvis du har hoftedysplasi er denne antagelse ikke er ordentligt undersøgt og på nuværende tidspunkt ser det faktisk ikke om det forholder sig sådan. Derudover, er der ingen klare diagnostiske kriterier eller måleredskaber som kan vurdere om hoften er ustabil, som gør det svært at give anbefalinger for om eller hvornår du bør overveje operation (13, 14).

At hoften er ustabil på grund af hoftedysplasi er således også en antagelse som giver logisk mening, men som vi igen faktisk ikke ved om det forholder sig sådan. Selv hvis man kunne konkludere at den mekaniske stabilitet i hofteleddet var nedsat hvilken betydning har det så for personen med hoftedysplasi? Hvilke risici medfører hoftedysplasien og hvilke behandlingsmuligheder har du? Disse spørgsmål er endnu ikke ordentligt besvaret. Oveni denne forvirring skal du huske at tilføje, at der er mange som har hoftedysplasi der lever et helt normal liv uden smerter (3). Det er derfor på nuværende tidspunkt umuligt at sige hvorvidt en dysplastisk hofte er ustabil på grund manglende definerede kriterier og samtidig er det umuligt at sige med sikkerhed at hoftedysplasi er årsagen til dine hoftesmerter. Mange forskellige faktorer kan bidrage til hoftesmerter hvilket vi vil uddybe nedenstående.

Er hoftedysplasi årsagen til dine hoftesmerter?

Den mest oplagte tanke er for mange: “Ja, det er årsagen!” Men som vi har belyst ovenstående er det faktisk rigtig svært at finde ud af med sikkerhed hvor stor en rolle hoftedysplasi har, eller om hoftedysplasi overhovedet spiller en rolle i dine smerter. Med diagnosen hoftedysplasi skulle man jo tro at man havde identificeret årsagen til ens hoftesmerter men så simpel en årsagssammenhæng er der sjældent når det gælder smerter og især kroniske smerter.

Den mest oplagte tanke er for mange: “Ja, det er årsagen!” Men som vi har belyst ovenstående er det faktisk rigtig svært at finde ud af med sikkerhed hvor stor en rolle hoftedysplasi har, eller om hoftedysplasi overhovedet spiller en rolle i dine smerter. Med diagnosen hoftedysplasi skulle man jo tro at man havde identificeret årsagen til ens hoftesmerter men så simpel en årsagssammenhæng er der sjældent når det gælder smerter og især kroniske smerter.

At kroniske hoftesmerter kan være mere komplekse end “bare” hoftedysplasi har vi  belyst gennem flere forskellige studier. Eksempelvis, præsenterede vi dig for studiet med hoftesmerter og slidgigt, hvor flere uden slidgigt havde hoftesmerter end med slidgigt. Vi har også fremhævet studier hvor mange med hoftedysplasi lever uden smerter og er sportsaktive selv i en alder på 67 år (37). Og sidst men ikke mindst har vi også introduceret dig til det nye smertesyn hvor vi ved at smerter kan have mange forskellige bidragsydere på en gang og ikke altid er på grund af en skade, tilstand i kroppen eller sygdom.

Det bevises i et studie af personer med hoftedysplasi med hoftesmerter hvor man fik træning samtidig med at man inkluderede personlige (psykosociale) faktorer såsom forventninger, bekymringer, tanker om fremtiden. Studiet viser, at personer med hoftedysplasi og hoftesmerter ofte har katastrofetanker, angst, depression og nedsat funktionsniveau, som påvirker deres livskvaliteten. Efter seks måneder havde deltagerne forbedret deres mentale helbred og livskvalitet. Deltagerne opnåede en forbedring i deres funktionsniveau med omkring 28 point på en 0-100 skala. Samtidig blev smerteoplevelsen mindsket fra omkring 5 til omkring 2,5 på en 0-10 skala (60). Dette studie har de samme svagheder som tidligere nævnte studier for træning og operation.

Hoftedysplasi kan ikke alene forklare dine hoftesmerter og det ser ikke ud til at du behøver at ændre at du har hoftedysplasi for at få genvinde din funktion, få færre smerter eller måske endda bliver smertefri. Det er altså muligt at behandle personer med hoftedysplasi og hoftesmerter på andre måder end kun operation eller træning.

 

Derfor anbefaler vi at du først opdateres på det nye smertesyn så du ved hvilke faktorer der kan bidrage til og vedligeholde dine smerter i kombination med træning så du udtømmer dine muligheder før du overvejer om operation skulle være den rigtige løsning for dig. 

Nyt smertesyn, Ny behandling

Viden om smerter er eksploderet de sidste 10 til 20 år og mange af de ting vi førhen troede var årsagen til smerterne er i dag forældet. Smerter og især kroniske smerter er et komplekst problem som kan have mange forskellige årsager. Det er vigtigt at du bliver udredt for hvilke faktorer der ligger bag dine smerter for at du kan få den rette behandling. Når faktorer bag dine smerter er fundet, er det muligt at tilrettelægge en behandling der er målrettet præcist de faktorer der bidrager til dine smerter. På den måde kan du få behandling der er tilpasset dig, dit liv og de faktorer der bidrager til dine smerter og dermed har du også større chancer for at opnå de mål eller resultater du ønsker dig.

Her kan du se vores 3 korte animationsvideoer om smerter og hvordan smertebehandling ser ud i dag på grund af det nye smertesyn.

Det skyldes, at smerte er et komplekst multifaktorielt samspil, og at smerte ikke altid betyder skade. Behandling der fokuserer på et samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer viser, at man kan overveje hvor meget andre faktorer fylder i smertebilledet inden man lader sig operere. Tænk hvis det ikke er hoftedysplasi der er årsag til dine smerter eller du ikke blev smertefri af en operation.

Start din proces mod færre smerter allerede i dag

De fleste med hoftedysplasi der også har hoftesmerter er ofte bekymrede omkring deres hofte og bange for at bruge den. Frygt er en af de faktorer der kan være med til at holde liv i dine smerter og det kan derfor være en god ide at udfordre dig selv og din krop på en måde hvor du føler dig forholdsvis tryg og sikker på at der ikke sker hverken dig eller din hofte “noget”.

Selvom vi hos Smertevidenskab forstår og arbejder ud fra en forståelse af at mange forskellige faktorer kan bidrage til smerter, især kroniske smerter, er bevægelse eller træning ofte en af de behandlingstilgange der hjælper dig til at genvinde trygheden i og tilliden til din krop. Der findes ikke en magisk eller korrekt øvelse med et rigtigt antal sæt og gentagelser men vi har tilladt os at komme med lidt inspiration til øvelser som du kan gøre brug af på din vej mod færre smerter og bedre funktionsniveau.

Før du kaster dig ud i øvelserne vil vi gerne anbefale dig at lære mere omkring det nye smertesyn og ny smertebehandling. Med den nyeste viden om smerter og rehabilitering i rygsækken har du de bedste forudsætninger for at få opnå dine mål – god træning!

Du kan med fordel benytte nedenstående punkter på din “genoptræningsrejse”:

1. Planlæg og følg din fremgang

Udform en trænings/aktivitetsplan der gradvist øger mængden af aktivitet og/eller belastningen.

Følg op på din fremgang. Eventuelt hver 14. dag eller hver måned kan du følge udviklingen i dit funktionsniveau.

2. Det må gerne gøre lidt ondt, når du træner

Det må gerne gøre ondt når du træner så længe du føler dig tryg og OK med smerterne og at du har en fornemmelse af at smerterne falder til niveauet før træning i løbet af 24-48 timer.

Du kan spørge dig selv om du føler dig OK nu og OK senere.

3. Træn efter dagsform – hold dig i gang, men acceptér dårlige dage!

Acceptér at alle dage ikke er lige gode. Selvom du har ondt så kan du heldigvis stadig træne. Du kan enten modificere aktiviteten ved f.eks. at nedsætte intensiteten og/eller varigheden den pågældende dag eller lave en anden aktivitet.

1: Fan Y, Li W, Wu Y, Li R, Hong G, Li Z, m.fl. The association the patient-reported outcomes after periacetabular osteotomy with radiographic features: a short-term retrospective study. J Orthop Surg. 19. december 2021;16:718.

2: Effekt af operation til patienter med hoftedysplasi [Internet]. [henvist 16. marts 2022]. Tilgængelig hos: https://www.fysio.dk/fafo/afhandlinger/phd/effekt-af-operation-til-patienter-med-hoftedysplasi

3: Pun S. Hip dysplasia in the young adult caused by residual childhood and adolescent-onset dysplasia. Curr Rev Musculoskelet Med. 9. september 2016;9(4):427–34.

4: Jacobsen S. Adult hip dysplasia and osteoarthritis. Acta Orthop. 1. januar 2006;77(sup324):2–37.

5.Hoftedysplasi og Ganz (PAO) operation – Hoftekirurgi, hofteprotese, springhofte, slidgigt, hoftedysplasi – Mølholm [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.molholm.dk/specialer/hofte/info/hoftedysplasi-og-ganz-pao-operation

6: Hofteledsdysplasi hos voksne – sundhed.dk [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/nordjylland/almen-praksis/patientforloeb/forloebsbeskrivelser/l-muskel-skelet-system/hofteledsdysplasi-hos-voksne/

7: Mp R. Clinical Examination of Hip Dysplasia/Instability. :5.

8: Reiman MP, Décary S, Mathew B, Reiman CK. Accuracy of Clinical and Imaging Tests for the Diagnosis of Hip Dysplasia and Instability: A Systematic Review. J Orthop Sports Phys Ther. februar 2019;49(2):87–97.

9: Hoftedysplasi » DinHofte.dk [Internet]. DinHofte.dk. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://dinhofte.dk/hoftedysplasi/

10: Screening for hoftedysplasi [Internet]. Ugeskriftet.dk. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://ugeskriftet.dk/videnskab/screeningforhoftedysplasi

11: Botz B. Acetabular retroversion | Radiology Reference Article | Radiopaedia.org [Internet]. Radiopaedia. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://radiopaedia.org/articles/acetabular-retroversion

12: Periacetabulær osteotomi og hoftedysplasi hos yngre voksne [Internet]. Ugeskriftet.dk. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://ugeskriftet.dk/videnskab/periacetabulaer-osteotomi-og-hoftedysplasi-hos-yngre-voksne

13: Assessment of adult hip dysplasia and the outcome of surgical treatment – PubMed [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/22677250/

14: Acetabular version angle | Radiology Reference Article | Radiopaedia.org [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://radiopaedia.org/articles/acetabular-version-angle

15: Nandhagopal T, De Cicco FL. Developmental Dysplasia Of The Hip. I: StatPearls [Internet]. Treasure Island (FL): StatPearls Publishing; 2022 [henvist 5. juli 2022]. Tilgængelig hos: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK563157/

16: Garcia S, Demetri L, Starcevich A, Gatto A, Swarup I. Developmental Dysplasia of the Hip: Controversies in Management. Curr Rev Musculoskelet Med. 30. april 2022;15(4):272–82.

17: Vaquero-Picado A, González-Morán G, Garay EG, Moraleda L. Developmental dysplasia of the hip: update of management. EFORT Open Rev. september 2019;4(9):548–56.

18: What is Hip Dysplasia? – International Hip Dysplasia Institute [Internet]. 2020 [henvist 5. juli 2022]. Tilgængelig hos: https://hipdysplasia.org/developmental-dysplasia-of-the-hip/

19: Loder RT, Skopelja EN. The Epidemiology and Demographics of Hip Dysplasia. ISRN Orthop. 10. oktober 2011;2011:238607.

20: Morvan J, Bouttier R, Mazieres B, Verrouil E, Pouchot J, Rat AC, m.fl. Relationship between hip dysplasia, pain, and osteoarthritis in a cohort of patients with hip symptoms. J Rheumatol. september 2013;40(9):1583–9.

21: Bixby SD, Millis MB. The borderline dysplastic hip: when and how is it abnormal? Pediatr Radiol. 1. november 2019;49(12):1669–77.

22: McClincy MP, Wylie JD, Kim YJ, Millis MB, Novais EN. Periacetabular Osteotomy Improves Pain and Function in Patients With Lateral Center-edge Angle Between 18° and 25°, but Are These Hips Really Borderline Dysplastic? Clin Orthop. maj 2019;477(5):1145–53.

23: Freiman SM, Schwabe MT, Fowler L, Clohisy JC, Nepple JJ. Prevalence of Borderline Acetabular Dysplasia in Symptomatic and Asymptomatic Populations: A Systematic Review and Meta-analysis. Orthop J Sports Med. 9. februar 2022;10(2):23259671211040456.

24: Thompson K. Is hip dysplasia in my newborn something to worry about? [Internet]. The Conversation. [henvist 10. juli 2022]. Tilgængelig hos: http://theconversation.com/is-hip-dysplasia-in-my-newborn-something-to-worry-about-61901

25: Storer SK, Skaggs DL. Developmental Dysplasia of the Hip. Am Fam Physician. 15. oktober 2006;74(8):1310–6.

26: Reimer LCU, Jakobsen SS, Mortensen L, Dalgas U, Jacobsen JS, Soballe K, m.fl. Efficacy of periacetabular osteotomy followed by progressive resistance training compared to progressive resistance training as non-surgical treatment in patients with hip dysplasia (PreserveHip) – a protocol for a randomised controlled trial. BMJ Open. 23. december 2019;9(12):e032782.

27: Ganz-operation – information om [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.rigshospitalet.dk/undersoegelse-og-behandling/find-undersoegelse-og-behandling/Sider/Ganz-operation—information-om-30655.aspx

28: Jacobsen JS, Thorborg K, Sørensen D, Jakobsen SS, Nielsen RO, Oestergaard LG, m.fl. Feasibility and acceptability of a six-month exercise and patient education intervention for patients with hip dysplasia: A mixed methods study. Musculoskelet Sci Pract. 1. oktober 2022;61:102615.

29: Wassilew GI, Hofer A, Rakow A, Gebhardt S, Hoffmann M, Janz V, m.fl. [Minimally invasive periacetabular osteotomy for adult hip dysplasia]. Oper Orthopadie Traumatol. 18. maj 2022;

30: Mortensen L, Schultz J, Elsner A, Jakobsen SS, Søballe K, Jacobsen JS, m.fl. Progressive resistance training in patients with hip dysplasia: A feasibility study. J Rehabil Med. 22. august 2018;50(8):751–8.

31: Kim CH, Park JI, Shin DJ, Oh SH, Jeong MY, Yoon PW. Prevalence of radiologic acetabular dysplasia in asymptomatic Asian volunteers. J Hip Preserv Surg. 1. januar 2019;6(1):55–9.

32: Kapron AL, Peters CL, Aoki SK, Beckmann JT, Erickson JA, Anderson MB, m.fl. The prevalence of radiographic findings of structural hip deformities in female collegiate athletes. Am J Sports Med. juni 2015;43(6):1324–30.

33: Harris JD, Gerrie BJ, Varner KE, Lintner DM, McCulloch PC. Radiographic Prevalence of Dysplasia, Cam, and Pincer Deformities in Elite Ballet. Am J Sports Med. januar 2016;44(1):20–7.

34: Jacobsen S, Sonne-Holm S. Hip dysplasia: a significant risk factor for the development of hip osteoarthritis. A cross-sectional survey. Rheumatol Oxf Engl. februar 2005;44(2):211–8.

35: Jacobsen S, Sonne-Holm S, Søballe K, Gebuhr P, Lund B. Joint space width in dysplasia of the hip: a case-control study of 81 adults followed for ten years. J Bone Joint Surg Br. april 2005;87(4):471–7.

36: Cooperman DR, Wallensten R, Stulberg SD. Acetabular dysplasia in the adult. Clin Orthop. maj 1983;(175):79–85.

37: Pun SY. CORR Insights®: The 2015 Frank Stinchfield Award: Radiographic Abnormalities Common in Senior Athletes With Well-functioning Hips but Not Associated With Osteoarthritis. Clin Orthop. februar 2016;474(2):353–6.

38: Wallace IJ, Worthington S, Felson DT, Jurmain RD, Wren KT, Maijanen H, m.fl. Knee osteoarthritis has doubled in prevalence since the mid-20th century. Proc Natl Acad Sci U S A. 29. august 2017;114(35):9332–6.

39: The Association of Recreational and Competitive Running With Hip and Knee Osteoarthritis: A Systematic Review and Meta-analysis | Journal of Orthopaedic & Sports Physical Therapy [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.jospt.org/doi/full/10.2519/jospt.2017.7137

40: Brinjikji W, Luetmer PH, Comstock B, Bresnahan BW, Chen LE, Deyo RA, m.fl. Systematic literature review of imaging features of spinal degeneration in asymptomatic populations. AJNR Am J Neuroradiol. april 2015;36(4):811–6.

41: Brinjikji W, Diehn FE, Jarvik JG, Carr CM, Kallmes DF, Murad MH, m.fl. MRI Findings of Disc Degeneration are More Prevalent in Adults with Low Back Pain than in Asymptomatic Controls: A Systematic Review and Meta-Analysis. AJNR Am J Neuroradiol. december 2015;36(12):2394–9.

42: Finan PH, Buenaver LF, Bounds SC, Hussain S, Park RJ, Haque UJ, m.fl. Discordance between pain and radiographic severity in knee osteoarthritis: findings from quantitative sensory testing of central sensitization. Arthritis Rheum. februar 2013;65(2):363–72.

43: Bartley EJ, Palit S, Staud R. Predictors of Osteoarthritis Pain: The Importance of Resilience. Curr Rheumatol Rep. september 2017;19(9):57.

44: Kopp B, Furlough K, Goldberg T, Ring D, Koenig K. Factors associated with pain intensity and magnitude of limitations among people with hip and knee arthritis. J Orthop. 1. maj 2021;25:295–300.

45: Neogi T. The Epidemiology and Impact of Pain in Osteoarthritis. Osteoarthr Cartil OARS Osteoarthr Res Soc. september 2013;21(9):1145–53.

46: Kellgren JH, Lawrence JS. Radiological assessment of osteo-arthrosis. Ann Rheum Dis. december 1957;16(4):494–502.

47: Association of hip pain with radiographic evidence of hip osteoarthritis: diagnostic test study | The BMJ [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.bmj.com/content/351/bmj.h5983?fbclid=IwAR1NCMSZ9k6SKZzsMuczatPZoJjTpsIHJtMdWcZ84QH4CHBRSpzBfTiGHkM

48: The biopsychosocial approach to chronic pain: scientific advances and future directions – PubMed [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/17592957/

49: Lara J, Garín A, Herrera C, Abara S, Besomi J, Villegas D, m.fl. Bernese periacetabular osteotomy: functional outcomes in patients with untreated intra-articular lesions. J Hip Preserv Surg. 13. april 2020;7(2):256–61.

50: Survival of the dysplastic hip after periacetabular osteotomy: a meta-analysis – Sufian S Ahmad, Gregor M Giebel, Carsten Perka, Sebastian Meller, Matthias Pumberger, Sebastian Hardt, Ulrich Stöckle, Christian Konrads, 2021 [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/11207000211048425?url_ver=Z39.88-2003&rfr_id=ori:rid:crossref.org&rfr_dat=cr_pub%20%200pubmed

51: Lerch TD, Steppacher SD, Liechti EF, Tannast M, Siebenrock KA. One-third of Hips After Periacetabular Osteotomy Survive 30 Years With Good Clinical Results, No Progression of Arthritis, or Conversion to THA. Clin Orthop. april 2017;475(4):1154–68.

52: Melugin HP, Hale RF, Lee DR, LaPrade MD, Okoroha KR, Sierra RJ, m.fl. Risk factors for long-term hip osteoarthritis in patients with hip dysplasia without surgical intervention. J Hip Preserv Surg. 19. januar 2022;9(1):18–21.

53: Periacetabular Osteotomy: A Systematic Literature Review | SpringerLink [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://link.springer.com/article/10.1007/s11999-009-0842-6?fbclid=IwAR3nRam9OXJIMVT24Msz4TkgBh4mHcDSZvvVGCcaSjn_JS0rpixeIQ3okUQ

54: Troelsen A, Elmengaard B, Søballe K. A New Minimally Invasive Transsartorial Approach for Periacetabular Osteotomy: J Bone Jt Surg-Am Vol. marts 2008;90(3):493–8.

55: Larsen JB, Mechlenburg I, Jakobsen SS, Thilleman TM, Søballe K. 14-year hip survivorship after periacetabular osteotomy: a follow-up study on 1,385 hips. Acta Orthop. juni 2020;91(3):299–305.

56: Wylie JD, Peters CL, Aoki SK. Natural History of Structural Hip Abnormalities and the Potential for Hip Preservation. J Am Acad Orthop Surg. 1. august 2018;26(15):515–25.

57: McCarthy JC, Lee J ann. Acetabular Dysplasia: A Paradigm of Arthroscopic Examination of Chondral Injuries. Clin Orthop Relat Res. december 2002;405:122–8.

58: Register B, Pennock AT, Ho CP, Strickland CD, Lawand A, Philippon MJ. Prevalence of abnormal hip findings in asymptomatic participants: a prospective, blinded study. Am J Sports Med. december 2012;40(12):2720–4.

59: Vahedi H, Aalirezaie A, Azboy I, Daryoush T, Shahi A, Parvizi J. Acetabular Labral Tears Are Common in Asymptomatic Contralateral Hips With Femoroacetabular Impingement. Clin Orthop Relat Res. maj 2019;477(5):974–9.

60: Gudmundsson P, Nakonezny PA, Lin J, Owhonda R, Richard H, Wells J. Functional improvement in hip pathology is related to improvement in anxiety, depression, and pain catastrophizing: an intricate link between physical and mental well-being. BMC Musculoskelet Disord. 3. februar 2021;22(1):133.

61: Hoftesmerter hos yngre voksne – har din patient hoftedysplasi? – Dansk Sportsmedicin nummer 1, 12. årgang, februar 2008. ISSN 1397 – 4211

FÅ DIN 30 MIN GRATIS KONSULTATION

UDFYLD FORMULAREN, SÅ RINGER VI TIL DIG