Hoftedysplasi
Symptomer, diagnose og behandling
De vigtigste budskaber om hoftedysplasi
Hoftedysplasi er en tilstand i hofteleddet, hvor hofteskålen ikke dækker hele lårbenshovedet. I mange år har man ment, at denne tilstand øgede risikoen for hofteluksation, slidgigt, ny hofte og smerter.
Men passer det?
Der findes ingen studier som har vist årsagssammenhæng mellem hoftedysplasi, funktion og smerter. Faktisk kan hoftedysplasi i nogle sportsgrene se ud til at være en fordel for præstationsevnen. Der er derfor en del usikkerhed om betydningen af hoftedysplasi, og hvorvidt det skal behandles eller ej.
Behandling af hoftedysplasi har historisk været delt op i enten træning, som stabiliserer hofteleddet eller operation som retter “bygningsfejlen”. Men der er ingen forskning der har undersøgt om operation rent faktisk virker, eller om fordelene er større end ulemperne ved operation. Det er en antagelse uden belæg, at Ganz operationen for hoftedysplasi, hvor hofteskålen skæres op og sættes sammen igen på en måde, hvor hofteskålen dækker mere af lårbenshovedet er en relevant, hensigtsmæssig og effektiv behandlingsmulighed. Faktisk, kan det debatteres om Ganz operationen gør mere skade end gavn.
Træning for hoftedysplasi er næsten ikke undersøgt, men den forskning, der er lavet på området, viser en positiv effekt både på funktion og smerter.
Der er ikke international enighed om hvad hoftedysplasi er og diagnosen dækker over mange tilstande. Forvirringen omkring hoftedysplasi bliver kun større af, at hoftedysplasi er en almindelig tilstand blandt personer uden smerter, og som man kan leve med hele livet uden symptomer. At man har hoftedysplasi kan heller ikke forudsige om du får hoftesmerter senere i livet. Derfor er det svært at svare på, hvilken rolle hoftedysplasi spiller, og om hoftedysplasi bidrager til dine hoftesmerter eller ej.
Ny viden om smerter har inspireret til nye og lovende behandlingsmuligheder for hoftesmerter med hoftedysplasi, som måske kan være et bedre alternativ til operation for at komme smerterne til livs.
Introduktion
Har du smerter i hoften, og er du blevet diagnosticeret med hoftedysplasi, er du formentlig blevet fortalt, at hoftedysplasien er årsag til dine smerter. De behandlingsmuligheder du vil blive tilbudt, vil typisk være enten operation eller træning. Fravælger du dem, vil budskabet være, at du må lære at leve med smerterne. Denne information om hoftedysplasi leder mange til at tro, at der er en klar årsagssammenhæng mellem hoftedysplasi, smerter og funktion.
Men forholder det sig sådan, og er træning og operation dine eneste behandlingsmuligheder?
Ny viden stiller spørgsmålstegn ved hvor stor en rolle, hoftedysplasi spiller i forhold til hoftesmerter og funktion af hoften.
Få afklaring om et forløb hos os kan hjælp dig til at mestre dine smerter.
Indhold:
De vigtigste budskaber om hoftedysplasi
Sådan er dit hofteled opbygget
Er der forskellige former for hoftedysplasi?
Udviklingsdysplasi og acetabulær dysplasi
Risikofaktorer for udvikling af hoftedysplasi
Hvordan diagnosticeres hoftedysplasi?
Kan man leve med hoftedysplasi uden smerter eller symptomer?
Kan hoftedysplasi være en fordel i nogle sportsgrene?
Sygelig tilstand i kroppen eller normale variationer eller forandringer?
Behandling af hoftedysplasi hos børn
Forebyggelse af hoftedysplasi hos spædbørn
Virker behandlingen af børn med hoftedysplasi?
Behandling af mild hoftedysplasi for børn virker ikke!
Screening af børn for hoftedysplasi har tvivlsom effekt
Ganz operation for hoftedysplasi
Påstand 1: Hoftedysplasi øger din risiko for slidgigt i hoften
Giver hoftedysplasi en øget risiko for slidgigt/artrose?
Er der årsagssammenhæng mellem slidgigt/artrose, smerter og funktion?
Hvorfor er der så forskellige budskaber om slidgigt?
Påstand 2: Hoftedysplasi øger risikoen for ledlæbeskade i hoften.
Påstand 3: Hoftedysplasi øger risikoen for hofteluksation.
Hvad er langtidseffekten af Ganz (PAO) operation?
Minimal invasiv periacetabulær osteotomi
Hvad er langtidseffekten af minimal invasiv osteotomi?
Hvilken operationsteknik er den bedste?
Træning som behandling for hoftedysplasi
Nyt smertesyn, nye behandlingsmuligheder
Man kan ikke skille psyke og krop fra hinanden
Konklusion: Er hoftedysplasi årsagen til dine hoftesmerter?
I denne artikel vil du få dybdegående viden om, hvad hoftedysplasi er, hvilke udfordringer diagnosen har, hvor mange, der har hoftedysplasi, hvilke behandlingsmuligheder du har, hvis du har hoftedysplasi og hvilken evidens der er på behandlinger. Du får gennemgået om der er en klar årsagssammenhæng mellem hoftedysplasi og smerter, hoftedysplasi og slidgigt, hoftedysplasi og luksation og hoftedysplasi og ledlæbeskade. Du får ligeledes svar på, om det er muligt, at blive smertefri på trods af, at du har hoftedysplasi. Og til sidst får du et tilbud på smertebehandling ud fra det nye smertesyn som kan hjælpe dig med at vende tilbage til et liv uden begrænsninger på grund af hoftedysplasi og hoftesmerter.
Sådan er dit hofteled opbygget
Hofteleddet er et kugleled. Det er et af de største og stærkeste led i kroppen. Hoften kan bøje, strække, rotere og føre benet indad og udad.
Leddet består af:
- Lårbenshovedet (caput femoris)
- Hofteskålen (acetabulum)
- Ledlæbe (labrum)
Hoften er yderligere forstærket af og pakket ind i muskler og ledbånd, som beskytter, stabiliserer og gør det muligt for dig at bevæge dine ben.
Hvad er hoftedysplasi?
Hoftedysplasi er en sygdomstilstand i hofteskålen. Hos langt de fleste er hovedet (caput femoris) på lårbensknoglen godt gemt inde i hofteskålen (acetabulum). Dette er dog ikke tilfældet for personer med hoftedysplasi. Her dækker hofteskålen en mindre del af hele lårbenshovedet sammenlignet med den normale hofte (1).
Hos personer med hoftedysplasi forstørres ledlæben (labrum) mellem 4-11%, hvilket medvirker til øget stabilitet omkring hoften (2).
Selvom hoftedysplasi betragtes som en ledsygdom, antages det af mange, at hoftedysplasi også kan medføre muskel-, sene- og ledsmerter i og omkring hofteleddet.
Er der forskellige former for hoftedysplasi?
Ja, det kan man sige, der er – og på flere forskellige måder.
For det første er der ingen international konsensus eller enighed om en definition på hoftedysplasi, eller hvilken måling der bruges til at diagnosticere hoftedysplasi (3). Det betyder i praksis, at du kan få diagnosen hoftedysplasi gennem forskellige standarder.
For det andet findes der udover hoftedysplasi, også en tilstand som er på grænsen til at være hoftedysplasi. Denne tilstand kaldes borderline dysplasi, og er også defineret forskelligt ved forskellige vinkler (se tabel 2) (4).
For det tredje er hoftedysplasi en overordnet beskrivelse, terminologi eller en paraplybetegnelse, som har mange underkategorier og ikke specificerer graden af hoftedysplasi, eller hvornår du har udviklet din hoftedysplasi (5,6).
INGEN VED HVAD HOFTEDYSPLASI ER
Det er et kæmpe problem og en elefant i rummet som alt for få taler om, nemlig manglende konsensus, om hvad hoftedysplasi er.
Det er en alvorlig alarmklokke. Hvordan kan man undersøge eller beskrive hoftedysplasi, hvis ikke man ikke ved, hvad hoftedysplasi er?
Udviklingsdysplasi og acetabulær dysplasi
Hoftedysplasi er en terminologi, der historisk har dækket over mange forskellige tilstande såsom:
- Udviklingsmæssig dislokation af hoften
- Hofteforskydning
- Udviklingsdysplasi i hoften
- Acetabulær dysplasi
- Medfødt dislokation af hoften
Vi har valgt, at uddybe og beskrive udviklingsdysplasi som er medfødt, og acetabulær dysplasi som udvikles i teenageårerne.
Det skal understreges, at vores opdeling af hoftedysplasi i udviklingsdysplasi og acetabulær dysplasi ikke altid afspejles i forskningen. Her kan du eksempelvis finde, at udviklingsdysplasi også dækker over acetabulær dysplasi og omvendt.
Vi har for forståelsens skyld valgt, at dele kategorierne tydeligt op med en forklaring om, hvad de dækker over.
Udviklingsdysplasi dækker over manglende udvikling af hofteskålen hos spædbørn. Den manglende udvikling kan medføre, at hoften kan gå helt eller delvist af led. Typen af udviklingsdysplasi gradueres efter Graf’s klassifikation (tabel 1).
Kun 51,9% af de inkluderede studier præsenterede korrekte sonografiske billeder (en form for ultralydsscanning) ifølge Grafs kriterier. Dette indikerer, at der kan være usikkerhed omkring, hvordan man korrekt klassificerer typen af hoftedysplasi ved hjælp af Grafs kriterier (12), som gør det vanskeligt at udlede klare svar til brug af anbefalinger.
Vi har for forståelsens skyld valgt, at dele kategorierne tydeligt op med en forklaring om, hvad de dækker over.
Acetabulær dysplasi er en fortsættelse af udviklingsdysplasi, men den kan også opstå i teenageårerne eller senere. Acetabulær dysplasi opstår, fordi hofteskålen ikke følger skelettets normale udvikling (13).
Hvor mange har hoftedysplasi?
På verdensplan er hoftedysplasi en af de mest almindelige tilstande i hoften, og der er stor variation mellem lande og etnicitet (6). I Danmark fødes 3-5 børn ud af 1000 med hoftedysplasi ifølge Sundhedsstyrelsen (14), men ifølge Sundhed.dk fødes 10 ud af 1.000 børn hoftedysplasi (15). Ledsygdommen er dermed blandt de hyppigst forekommende tilstande hos spædbørn.
Forekomsten af hoftedysplasi er på verdensplan anslået til at ligge mellem 1,4% og 20% (16,17). I Danmark er det anslået, at mellem 5-12,8% af den voksne befolkning har hoftedysplasi (18,19).
Hvorfor opstår hoftedysplasi?
Selvom der er meget forskning på området, er der ingen der præcis ved hvorfor hoftedysplasi opstår (6). Faktisk er forskningen inden for hoftedysplasi meget forvirrende og bygger på mange antagelser. Det gør det svært, at give meget konkrete og præcise svar på, hvilken betydning hoftedysplasi har og hvilken behandling der er bedst.
Det videnskabelige usikre grundlag fremhæves i flere videnskabelige artikler (5,6), men mangler at komme til udtryk i anbefalingerne vedrørende behandling af hoftedysplasi. Derfor fremhæver vi usikkerheden, så du kan træffe en informeret beslutning om, hvordan du vil håndtere din eller dit barns hoftedysplasi.
I tvivl om hvad der skal til for at du kan få det bedre?
Risikofaktorer for udvikling af hoftedysplasi
Er du kvinde, er risikoen for at have hoftedysplasi to til fire gange større sammenlignet med mænd (16). Venter du tvillinger, bærer du barnet længere end termin, eller er der nedsat mængde fostervand under graviditet, øges risikoen for, at udvikle hoftedysplasi, men det vides dog ikke præcist, hvor meget risikoen øges (20).
Yderligere viser forskning, at hvis én forælder har hoftedysplasi, øges den relative risiko med 12% (mellem 3-10 ud af 1000 børn fødes med hoftedysplasi. Øges risikoen med 12% svarer det til ca. 3,3 – 11,2 ud af 1000. Risikoen er derfor stadig meget lille). Findes hoftedysplasi blandt en af dine søskende samtidig med en af dine forældre har hoftedysplasi, øges risikoen for hoftedysplasi med 36% (21).
Har begge forældre hoftedysplasi, øges barnets risiko ca. 10 gange for at blive født med hoftedysplasi (19). Genetik ser altså ud til at spille en stor rolle i risikoen for at blive født med hoftedysplasi.
Symptomer som kan være tegn på hoftedysplasi:
- Smerter i hofte- og lyske området.
- Uro i låret efter længere gåture.
- Skarpe smerter i lysken, særligt ved aktivitet hvor der bøjes i hoften.
- Natlige gener.
- Smerter dybt inde i hofteleddet.
- Uro i hoften.
- Smerter yderligt eller dybt inde i balden.
Symptomer på hoftedysplasi
Symptombilledet for hoftedysplasi kan være meget varierende, føles vidt forskelligt fra person til person og være uden et klart symptommønster (22). Du kan have dage, hvor du oplever meget intense smerter, mens du andre dage kan være helt smertefri. Du kan opleve, at smerterne eller symptomerne går lige så hurtigt i sig selv som de opstod – helt uden behandling (2). Der findes ikke én sandhed eller et kendetegn, som med sikkerhed kan bekræfte, at dine hoftesmerter eller -symptomer skyldes hoftedysplasi.
Symptomerne kan debutere ved, at du oplever træthed i hoften og nedsat gangdistance (2), som for nogle starter med en følelse af en overbelastning (22), som efterfølgende udvikler sig til hofte- og lyskesmerter samt haltende gang (2). Andre kan opleve smerter efter længere tid i siddende eller stående stilling, mens smerterne også kan opstå ved tunge løft, eller længerevarende aktivitet. Smerterne kan for nogle medvirke til, at være mindre fysisk aktiv, mens andre kan opleve at deres smerter lindres ved aktivitet (22).
Alternative diagnoser
Har du hoftesmerter, behøver du ikke nødvendigvis have hoftedysplasi. Der er mange forskellige årsager eller mekanismer udover hoftedysplasi, der kan ligge bag hoftesmerterne som eksempelvis:
- Slidgigt, som også kaldes osteoartrose eller artrose.
- Senebetændelse i hoftebøjerne.
- Lyskebrok.
- Springhofte.
- Betændt slimsæk.
- Ryglidelser.
- Uspecifikke hoftesmerter.
Hvordan diagnosticeres hoftedysplasi?
Der er forskellige måder du kan få diagnosticeret hoftedysplasi på, lige fra manuelle tests, røntgen eller screeninger.
Har du hoftesmerter, vil din behandler gennem manuelle tests vurdere om du har hoftedysplasi ved, at bevæge din hofte i forskellige yderpositioner.
Desværre, er pålideligheden af disse tests så lav, at du faktisk ikke kan stole på testens resultat. Det betyder, at der er stor risiko for fejldiagnosticering, og at manuelle tests ikke kan stå alene, og der skal en scanning til, før diagnosen kan bekræftes, og du kan være sikker på, at du har hoftedysplasi (24,25).
Når man screener nyfødte for hoftedysplasi bruger klinikeren manuelle tests. Sensitiviteten af en manuel test refererer til testens evne til at opdage en bestemt egenskab eller tilstand hos den der testes.
Hvis en test har en høj sensitivitet, vil testen have større sandsynlighed for at være positiv, når den tilstand, der testes for, faktisk er til stede. En lav sensitivitet kan resultere i det, man kalder en falsk negativ hvor testen er negativ selvom du har tilstanden som du undersøges for.
Man har undersøgt nogle af de mest brugte manuelle tests til, at undersøge børn for hoftedysplasi. Ved undersøgelsen har man fundet en sensitivitet på henholdsvis 36% og 45% hvilket betyder, at de tests der er blevet testet, har så lav sensitivitet, at testene er stort set er ubrugelige til screening (26).
Din hofte kategoriseres som normal, borderline hoftedysplasi eller hoftedysplasi gennem måling af forskellige vinkler i din hofte. Vi har i nedenstående tabel beskrevet de mest almindeligt brugte vinkler og kriterier, som bruges til at diagnosticere hoftedysplasi og borderline hoftedysplasi.
Kan man leve med hoftedysplasi uden smerter eller symptomer?
Det præcise antal der lever med hoftedysplasi uden smerter, er der ingen der kender. Tilgengæld er der lavet flere studier, der har undersøgt forekomsten af hoftedysplasi uden smerter hos forskellige befolkningsgrupper.
Et studie undersøgte forekomsten af alle former for hoftedysplasi. Ingen af studiets deltagere havde smerter, men var af forskellige nationaliteter. Studiet viste, at Pakistan havde den laveste forekomst med 1,4%, og Norge havde den højeste med 20% (17).
Dette overrasker mange
I en stor oversigtsartikel undersøgte man forekomsten af borderline hoftedysplasi i 3 forskellige grupper: 1. Personer uden hoftesmerter; 2. Atleter uden hoftesmerter; 3. Personer med hoftesmerter.
Forfatterne inkluderede studier der undersøgte befolkninger i USA, Japan, Danmark og Norge. I gruppe 1 blev forekomsten af borderline hoftedysplasi anslået til at være mellem 20-23% på tværs af befolkningsgrupperne. I gruppe 2 blev forekomsten af borderline hoftedysplasi anslået til at være mellem 18% og 51%, mens i gruppe 3, som var gruppen med hoftesmerter, havde kun 13% borderline dysplasi (23).
Måske du kan komme til at leve med din hoftedysplasi uden smerter?
Hoftedysplasi hos elitesportsfolk
Undersøger man hofterne på elitesportsfolk, gør man interessante fund. I et studie, der inkluderede 126 førstedivisions fodboldspillere, volleyballspillere og atleter fandt man at 48% havde CAM deformitet (øget knoglevækst ved lårbenshovedets overgang til lårbenshalsen), 1% pincer deformitet (øget knoglevækst omkring hofteskålen), 21% af havde hoftedysplasi og 46% havde borderline dysplasi. Cirka 21% af atleterne havde hoftesmerter ved undersøgelsen. Der var ingen markante forskelle på, hvordan hofterne så ud blandt dem, som havde smerter og dem som ikke havde (27).
CAM og PINCER
CAM og pincer bliver i daglig kaldt hofteimpingement. I modsætning til hoftedysplasi, er hofteimpingement øget knoglevækst omkring lårbenshovedet og hofteskålen.
Ser man i stedet på elite baseballspillere, undersøgte et studie forekomsten af forandringer i hoften hos 80 spillere. Spillernes gennemsnitsalder var 22 år med et body mass index (BMI) på 25,5. Ud af de 80 spillere havde 9 (7,3%) hoftesmerter. Men det interessante i dette studie var, at 71% af spillerne havde CAM deformitet (øget knoglevækst ved lårbenshovedets overgang til lårbenshalsen), 51,3% havde pincer deformitet (øget knoglevækst omkring hofteskålen) og 22,5% havde hoftedysplasi. Kun 10% af spillerne havde ifølge studiet normale hofter (28). Så selvom der var en høj forekomst af forskellige tilstande i spillernes hofteled, var det kun ganske få, der havde hoftesmerter.
Kan hoftedysplasi være en fordel i nogle sportsgrene, og være med til at øge din performance?
I et studie undersøgte man 47 elite balletdansere med eller uden hoftesmerter. Undersøgelse fandt, at 89% af deltagerne havde hoftedysplasi eller borderline hoftedysplasi i mindst en hofte (37% havde hoftedysplasi). Der var en betydeligt større forekomst af hoftedysplasi eller borderline hoftedysplasi hos kvindelige dansere (92%) sammenlignet med mandlige dansere (74%). Desuden havde de fleste kvindelige dansere (92%) og mandlige dansere (82%) der havde hoftedysplasi eller borderline hoftedysplasi, tegn på hoftedysplasi i begge hofter. I studiet blev ikke beskrevet hvor mange af deltagerne der havde hoftesmerter. Udover hoftedysplasi havde deltagerne en forekomst af CAM- og pincer deformitet hos henholdsvis 26% og 74% af danserne (29).
Et interessant perspektiv som dette studie bringer op i diskussionen er, at hoftedysplasi og hypermobilitet måske er fremmende for præstationen hos balletdansere. Hoftedysplasi kan altså være en fordel, ikke en ulempe for balletdansere. Samtidig understreger forskerne, at ingen ved, om der er følgevirkninger af den øgede bevægelighed.
Hvad er sygelige tilstande i kroppen, og hvad er normale variationer eller forandringer?
De høje forekomster af forandringer hos personer uden smerter og hos elite sportsudøvere kan få en til at undre sig over, hvad der er patologisk (sygeligt), og hvad der er normale tilpasninger eller variationer i kroppen. Hvis forekomsten af en tilstand eller forandring er mere end 50%, hvordan kan tilstanden så være unormal? Når noget er over 50%, så må det være normen?
Mange forskellige tilstande i kroppen, som historisk har været anset for patologiske (sygdomstilstande), er i dag bedre forstået som både almindelige og naturlige variationer, tilpasninger eller forandringer som opstår som man bliver ældre.
Det er altså muligt, at leve et godt liv med hoftedysplasi og forskellige forandringer i hoften uden smerter – og endda som elitesportsudøver.
Men hvilken betydning har det for dig, at du kan være smertefri med hoftedysplasi? Og er fordelene ved behandlingen større end ulemperne?
Hæng i og læs videre, det kommer vi til at se nærmere på i de kommende afsnit.
Behandling af hoftedysplasi
Hoftedysplasi hos voksne behandles typisk ved operation eller træning.
Operation har til hensigt at korrigere eller rette “bygningsfejlen”. Intentionen er at forbedre funktionsniveauet, få smerterne til at forsvinde og mindske risikoen for at udvikle slidgigt/artrose i hoften (30).
Hvis der ønskes en mindre indgribende behandling, bliver du typisk tilbudt styrketræning, hvor øget styrke og stabilitet omkring hoften, skal hjælpe med at kompensere for hoftedysplasien.
Ved tidlig indsats hos børn med hoftedysplasi bruger man forskellige typer af redskaber. Det kan være redskaber såsom bandagering, skinne og sele til at korrigere dysplasien, som medvirker til at udvikle en normal hofte (3).
Behandling af hoftedysplasi hos børn
Ofte er behandling af hoftedysplasi hos spædbørn ikke nødvendigt. De fleste spædbørn der er født med hoftedysplasi, udvikler naturligt og spontant normale hofter i langt de fleste tilfælde. Et studie fandt, at 50% af nyfødte udviklede normale hofter indenfor 5 dage efter fødslen (31), andre studier fandt at 96% (32), 85% (33), 90% (34) og 97,7% (35) af de nyfødte, ikke længere havde hoftedysplasi efter henholdsvis 6 uger, 2, 3 og 6 måneder. Et andet studie der fulgte børn med mild hoftedysplasi over en 3 årig periode, fandt at 100% af børnene med hoftedysplasi udviklede deres hofte til en normal hofte (36).
I et stort studie af spædbørn med hoftedysplasi analyserede man data fra 13.561 hofter med hoftedysplasi med 16.991 opfølgningsperioder. Studiet havde til formål, at undersøge sandsynligheden for, at børn med forskellige Graf typer af hoftedysplasi, udviklede normale hofter uden behandling de første seks måneder efter fødslen. Studiet viste, at børnene med Graf type 2A hoftedysplasi udviklede normale hofter mellem 89% og 98% af tilfældene, mens det var mellem 80% og 100% for Graf type 2C, og for klyngede data var det mellem 80% og 97%, der udviklede en normal hofte. For Graf type 3 hoftedysplasi blev det rapporteret, at mere end 50% af børnene med hoftedysplasi udviklede normale hofter uden behandling. For Graf type 4 hofter rapporteres procenttallet til, at være under 50%. Resultaterne af studiet indikerer, at den naturlige udvikling af normale hofter afhænger af Graf-typen (37).
Forebyggelse af hoftedysplasi hos spædbørn
Som forebyggende indsats har Sundhedsstyrelsen indført universal screening for hoftedysplasi hos nyfødte. Nyfødte børn bliver derfor først undersøgt af jordemoderen og igen 5 uger senere hos egen læge (3, 14, 15).
Diagnosticeres barnet med hoftedysplasi, anbefales behandling med skinne, gips eller sele. Behandlingen skal helst påbegyndes inden 7 ugers alderen, hvor knogler og led fortsat er bløde og eftergivelige. Behandlingens formål er at skabe anatomiske forhold i hoften, hvor hele lårbenshovedet er dækket af hofteskålen (3).
Vi har fundet anbefalinger for skinnebehandling til børn med hoftedysplasi på Sundhed.dk (15,38), Rigshospitals hjemmeside (11) og Ugeskrift for læger (3). Det er dog kun i Ugeskrift for læger vi kan finde videnskabelig dokumentation for anbefalingerne. For at finde yderligere dokumentation, forsøgte vi at komme i kontakt med overlæge fra ortopædkirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Søren Kold som lægger navn til anbefalingerne på Sundhed.dk, men uden held. Vi har ikke fået nogen former for svar på vores e-mails, hvor vi har efterspurgt den manglende dokumentation.
Det er derfor kun Ugeskrift for læger, som har givet os indsigt i dokumentationen for skinnebehandling af hoftedysplasi hos spædbørn. I Ugeskrift for læger rapporteres succesraten til behandlingen af hoftedysplasi med skinne til at være 95% (3). Men da vi gennemgik forskningen der refereres til, fandt vi et studie med en gennemsnitlig succesrate på 58% ved brug af en Pavlik sele (39). Succesraten steg dog til 84,6%, når man tager udgangspunkt i de børn som fik skinnebehandling indenfor de første 7 uger efter fødsel. Derudover fremhæves det i studiet, at der er mangel på viden for brug af Pavlik selen for hoftedysplasi, men at der generelt rapporteres en succesrate mellem 80 – 97% hvis man bruger Pavlik selen (39).
Virker behandlingen af børn med hoftedysplasi?
For at kunne træffe en informeret beslutning om, hvilken behandling du skal vælge til dit barn, skal du kende behandlingseffekten. Nogle af de ting der er relevante at være informeret om, er blandt andet hvilke fordele og ulemper der er ved den behandling der anbefales.
For at kunne svare på det, er man nødt til at foretage det man kalder et randomiseret kontrolleret forsøg (randomised controlled trial eller RCT), hvor børn med hoftedysplasi tilfældigt opdeles i to grupper. I sådan et studie får den ene gruppe ingen behandling og den anden gruppe får behandling. På den måde kan man finde effekten af en given behandling, sammenlignet med et alternativ, hvor man ingenting gør.
Indtil 2020 var der kun observationsstudier (et studie, hvor man følger en gruppe personer man giver behandling, eller en gruppe personer, som ikke får behandling), primært var lavet på Pavlik selebehandling eller på ingen behandling. Som tidligere nævnt, fandt man i observationsstudierne, at hos børn med forskellige typer af ubehandlet hoftedysplasi, der ikke fik behandling, normaliserede hofterne sig naturligt i de første levemåneder efter fødslen. Faktisk normaliserede hofterne sig i helt op til 97,7% af tilfældene: hofterne var ikke længere var dysplastiske. Men studierne viste også, at der i 0-8% af tilfældene, opstod vævsdød af lårbenshovedet (avaskulær nekrose) (5,6).
Behandles børn, der har forskellige grader af hoftedysplasi, med Pavlik sele, er succesraten meget svingende, og varierer mellem 45%-100%. Stillingen, barnet ligger i med Pavlik selen, er en forceret abduktions-stilling (split lignende stilling) af hofterne. Du skal derfor vide, at denne stillingen øger risikoen for vævsdød af lårbenshovedet (avaskulær nekrose), hvilket forekommer i 1% til 33,3% af tilfældene hos børn der er selebehandlet (39,40), ref). Hertil skal man huske at sammenligne det med 0-8%, der er risikoen for vævsdød af lårbenshovedet, hvis man ikke er behandlet med sele.
Derudover kan forkert brug af Pavlik selen øge risikoen for komplikationer, det er eksempelvis deform udvikling af hofteleddet, skader på nerven til lårbenets muskulatur eller skader på brachial plexus (en betegnelse for det nervebundt der løber til skulder, over- og underarmens muskler) (3,39,41).
Sammenligner vi informationerne fra de observationsstudier, som vi har kendskab til, er det svært, at vurdere om behandling af hoftedysplasi for spædbørn er gavnlig, ligegyldig eller farlig. Måden vi fortolker studierne på er, at der er noget der tyder på at børn, der behandles med sele udsættes for unødvendige risici, og behandlingen potentielt forværrer barnets mulighed for at udvikle en normal hofte.
Det skal dog understreges, at vi primært har læst studier foretaget på Pavlik selen, og andre behandlinger potentielt kan give et bedre resultat. Sundhed.dk og Rigshospitalet anbefaler begge, at hoftedysplasi hos børn behandles med en Dennis-Brown skinne (15) eller Denis Brown skinne (11) (Det er den samme skinnetype, men de kalder den noget forskelligt). Denne skinne bruges i 2-4 måneder for at opnå det ønskede resultat.
Men når 97,7% udvikler en normal hofte uden at blive fastlåst i en bestemt stilling, mener vi, at risikoen for at barnet overbehandles og udsættes for unødvendige bevægebegrænsninger er stor.
Det er også svært at komme med et endeligt svar på, hvorfor man behandler med skinne eller sele. Samtidig får du svært ved at foretage en informeret beslutning, når du skal tilvælge behandling til dit barn. Og hvis det ikke var svært at foretage en informeret beslutning, så bliver det endnu sværere at foretage valget, når der ikke er nogen der kan fortælle, hvilket grundlag anbefalingerne beror på.
Forskningen om hoftedysplasi kan være meget forvirrende at læse. Der bruges forskellige terminologier, befolkningsgrupper og opfølgningsperioder, hvor behandling undersøges. Samtidig gør forskellige studiedesign det også svært at sige noget med sikkerhed. Vi kan kun opfordre dig til at spørge din læge, hvilken forskning der ligger bag deres anbefaling for, at dit barn skal behandles med skinne, sele eller anden behandling for hoftedysplasi.
Behandling af mild hoftedysplasi for børn virker ikke!
Hvorvidt behandling af hoftedysplasi for spædbørn virker eller ej er et rigtig godt spørgsmål, som har været svært at svare på – det er faktisk ikke særlig godt undersøgt. Selvom vi har læst på mange hjemmesider og i mange artikler, at behandlingsformer som eksempelvis Pavlik selen, er effektiv til behandling af hoftedysplasi, så henvises der enten ikke til nogen kilder, ellers henvises der til observationsstudier. Det betyder, at selvom det ser ud som om, at behandling virker, så ved vi det ikke med sikkerhed, fordi studierne ikke sammenligner med ingen behandling. Når behandlingen ikke sammenlignes med anden behandling, så kan udviklingen af hoften lige så godt skyldes den naturlige udvikling af hoften, som andre observationsstudier har fundet. Omvendt, så kan det også være, at behandlingseffekten ville være negativ, hvis man sammenligner med ingen behandling. For at vide, hvor stor en del af effekten kan tilskrives behandlingen skal vi bruge det tidligere nævnte RCT-studie.
Vi troede faktisk ikke, at der var lavet nogen RCT-studier, fordi alle artikler, hjemmesider og studier vi havde læst kun refererer til observationsstudier. Derfor foretog vi vores egen litteratursøgning, og her fandt vi tre RCT-studier fra 2000 (42), 2010 (43) og 2020 (44).
De tre studier undersøgte behandlingen af mild hoftedysplasi (Graf type 2B og 2C), hvor man brugte forskelligt udstyr til at holde den dysplastiske hofte i abduktion (split stilling). Behandlingen startede fra barnet var nyfødt, og fire måneder frem. Resultatet var, at ingen af studierne viste en fordel til behandling sammenlignet med ingen behandling, Når der ikke er en fordel til behandlingsgruppe, kan behandling af børn med mild hoftedysplasi ikke anbefales!
Vi ved desværre ikke, om behandling kan være relevant for Graf typerne 2D, 3 og 4, fordi der umiddelbart ikke er lavet undersøgelser for disse typer af hoftedysplasi. De er dog inkluderet i observationsstudierne, hvor succesraten uden behandling er høj, men måske har disse typer større risici for komplikationer. Vi kender ikke det endelige svar, så her må du spørge din læge om de kender til forskning på området.
Screening af børn for hoftedysplasi har tvivlsom effekt
En oversigtsartikel (systematisk review) undersøgte brugen af tidlige screeninger for hoftedysplasi med en ultralydsscanning, manuelle tests og tidlig behandling hos nyfødte børn, sammenlignet med ingen screening og sen behandling.
Den logiske tanke ville være, at børnene der blev screenet og fik tidlig behandling for hoftedysplasi, vil være bedre stillet end børnene der ikke blev screenet, og derfor ikke fik tidlig behandling. Men modsat af, hvad du formentlig havde forventet, var resultatet at tidlig screening og behandling ikke var en fordel. For på trods af tidlig screening og behandling, blev antallet af børn der blev diagnosticeret og opereret for hoftedysplasi på et senere tidspunkt, ikke reduceret. Samtidig er der også risiko for at screening kan lede til unødvendig behandling eller overbehandling. Derfor er det heller ikke her muligt, at komme med klare anbefalinger for, om man bør screene nyfødte for hoftedysplasi (45)
Ganz operation for hoftedysplasi
PeriAcetabulær Osteotomi (PAO) også kendt som Ganz osteotomi operationen, blev opfundet i år 1989 af den schweiziske læge, Reinhold Ganz, som også var den første til at udføre operationen (46). Under operationen frigøres den del af ilium hvorpå ledskålen sidder, ved at anrette 3 brud på ilium-knoglen. Herefter vinkles ledskålen i en retning der efter kirurgens vurdering bør give en mere optimal dækning af ledhovedet, hvorefter der bruges 2-3 skruer til at samle de 2 af bruddene. Det sidste brud presses sammen via skruernes vinkel ind i ilium.
Operationen bruges ofte til unge, for at forebygge slidgigt i hoften og undgå behovet for en ny hofte (THA eller hoftealloplastik) (47). Operationen bruges også til unge der har været meget aktive, og har et ønske om at vende tilbage til fysisk aktivitet, men er begrænset på grund af smerter (16). Efter operationen er man typisk sygemeldt i 3-6 måneder (48).
Formålene med operationen er at (16,19,47,49–51):
Formålene med Ganz operationen til behandling af hoftedysplasi er, at reducere smerter, øge aktivitetsniveauet, mindske risikoen for skade eller luksation, forhindre eller udskyde udviklingen af slidgigt i hoften, og udsætte eller undgå behovet for en kunstig hofte er noget vi alle kan være enige om, er rimelige grunde til at tilvælge operation som behandling. Spørgsmålet er bare om operationen så rent faktisk indfrier alle de påstande, og om det også forholder sig lige så godt som det lyder på papiret?
De ovenstående salgspointer eller påstande bruges altså som markedsføring for, at du skal vælge Ganz operation som behandling.
Problemet er bare, at vi IKKE har kunnet finde solid videnskabelig dokumentation, som bekræfter de ovenstående påstande (send os gerne forskningen, hvis vi har overset noget).
Vi gennemgår i de følgende afsnit den viden vi har kunne til hver enkelt påstand. På den måde kan du træffe en informeret beslutning i valget af behandling for din hoftedysplasi og dine hoftesmerter.
Kan du få gavn af smertemestring og behandling uden operation eller medicin?
Påstand 1: Hoftedysplasi øger din risiko for slidgigt i hoften
Det første argument for at operere personer med hoftedysplasi med eller uden smerter, er øget risiko for udvikling af artrose/slidgigt. Men der er flere spørgsmål i den påstand, som er relevante at kende svaret på for at få alle nuancerne med.
- Giver hoftedysplasi en øget risiko for slidgigt/artrose?
- Mindsker Ganz operationen risikoen for udvikling af slidgigt?
- Er der årsagssammenhæng mellem slidgigt/artrose, smerter og funktion?
- Hvilke risici er der ved Ganz (PAO) operation? (besvares under påstand 5)
- Virker Ganz operationen bedre end anden behandling til at minimere risikoen for slidgigt? (besvares ikke fordi der er ikke er forskning der undersøger dettte).
Giver hoftedysplasi en øget risiko for slidgigt/artrose?
En del studier har undersøgt sammenhængen mellem hoftedysplasi og risikoen for at udvikle slidgigt/artrose. Nogle af studierne konkluderer, at der er en øget risiko for slidgigt/artrose hvis du har hoftedysplasi (18,52), og andre studier viser det modsatte (53,54). Men interessant nok er det også muligt, at være 60+ år, leve et lykkeligt og fysisk aktivt liv uden smerter eller funktionsnedsættelse – også selvom du har hoftedysplasi (55).
I mange af de studier, som viser en sammenhæng mellem hoftedysplasi og slidgigt/artrose har deltagerne hoftesmerter. En udfordring ved det er, at forskning tyder på, at inaktivitet kan være en bidragsyder eller årsag til flere degenerative forandringer, herunder slidgigt/artrose (56,57). Har man hoftesmerter er man ofte tilbøjelig til, at bevæge sig mindre og det kan måske være årsagen til, at der findes en sammenhæng mellem hoftedysplasi og slidgigt/artrose.
Den samme tendens ses i forskning på rygområdet, hvor personer der har rygsmerter har flere forandringer end personer uden rygsmerter. Forskning viser, at alle får forskellige degenerative forandringer med alderen – selv uden smerter (58), men personer med smerter ser ud til at have flere degenerative forandringer end folk uden smerter (59).
Nogle studier peger altså på en sammenhæng mellem slidgigt og hoftedysplasi, og andre studier peger ikke en sammenhæng. Når forskning peger i forskellige retninger, er det svært at konkludere noget med stor sikkerhed. For at kunne svare på om der er en sammenhæng mellem hoftedysplasi og slidgigt, er der behov for at lave en stor kohorteundersøgelse (en gruppe af personer som deler nogle fælles træk, hvor man følger personerne i over en periode), hvor man følger personer med og uden hoftedysplasi født i samme årstal og region.
For at finde ud af om operation ændrer udviklingen af slidgigt har man brug for et RCT-studie, hvor nogle får operation for hoftedysplasi, og nogle ikke får operation, og følger deltagerne over tid.
Der er desværre os bekendt ikke lavet sådanne studier. Det tætteste vi kommer er et to studier der har forsøgt sig med noget der “ligner” en kontrolgruppe fra et andet studie, som er sammenlignet med en gruppe der har fået operation. I disse studier ser det ud til at ganz operation ændrer på risikoen for at udvikle slidgigt (60,61). Det er dog vores vurdering, at måden dette studie sammenligner på og den klassifikation af slidgigt de gør brug af gør det svært, at have stor tillid til studiets resultat.
Er der årsagssammenhæng mellem slidgigt/artrose, smerter og funktion?
Når man måler graden af radiografisk slidgigt (slidgigt som kan ses på en scanning) bruger man ofte Kellgren and Lawrence skalaen (KL). Skalaen går fra 0 (ingen slidgigt) til 4 (svær slidgigt) (62), men der er også studier der bruger Tönnis klassifikation for slidgigt i hoften (63). Den logiske tanker er, at jo sværere grad af slidgigt du har, desto flere smerter vil du have, og jo dårligere vil dit funktionsniveau være. Men selvom denne tanke eller ide giver mening, så forholder det sig faktisk ikke sådan. Smerter er mere komplekse, end hvad du kan se på et røntgen eller et scanningsbillede.
Værdien Tönnis klassifikation for slidgigt i hoften er omdiskuteret, fordi den ikke anses for at være særlig pålidelig. Det skyldes blandt andet, at hvis to forskellige personer vurderer det samme scanningsbillede, er der stor variation i den konklusion personen kommer frem til (63,64).
I modsætning til hvad langt de fleste tror, så er der ikke en stærk sammenhæng mellem slidgigt, smerter og funktionsniveau. Du kan faktisk have meget slidgigt helt uden smerter, men samtidig kan man også kun lidt eller ingen slidgigt, og alligevel have smerter (65–67).
Den manglende årsagssammenhæng understreges i tre store studier, som undersøgte forekomsten af slidgigt/artrose og smerter.
I det første studie blev 978 personer over 50 år undersøgt for tilstedeværelsen af slidgigt og symptomer i hoften. Resultaterne viste, at 19,7% (192 personer) havde slidgigt på deres scanning. Det var dog kun 4,2% (41 personer) der både havde slidgigt og symptomer i hoften, hvilket svarer til, at 21,35% af personerne med slidgigt oplevede symptomer (68).
I det andet studie undersøgte man hofterne hos 4366 deltagere og fandt, at 9.1% af hofterne havde tegn på slidgigt. Ud af hofterne med tegn på slidgigt var der hyppige smerter hos 23,8% (69).
Det tredje studie undersøgte forekomsten af slidgigt i knæene hos personer i alderen 63 til 94 år. Studiet inkluderede 1420 deltagere, hvor 468 havde slidgigt. Resultatet var, at jo ældre deltagerne var, jo flere havde slidgigt. Studiet viste, at 27% af deltagerne der var under 70 år havde slidgigt, hvor forekomsten stiger til 44% ved deltagerne over 80 år. På trods af dette var det kun 135 ud af de 468 personer med slidgigt der havde smerter. Vi lavede nogle interessante beregninger og fandt frem til at 74% af personerne med slidgigt i i begge grupper var smertefri. Det betyder 1 ud af 4 personer med slidgigt har smerter eller 3 ud af 4 med slidgigt har ikke smerter! Selvom studiet påviste en tendens med en øget forekomst af smerter hos personer med stigende sværhedsgrad af slidgigt, var det kun 40% af personerne med den mest alvorlige form for slidgigt, der oplevede smerter (70).
Procentvise andel af personerne fra 63 til 70 år og over 80 år med slidgigt med- og uden smerter (70).
Slidgigt eller artrose er noget som alle får med alderen. Alle personer over 60 år gammel har slidgigt i et eller flere led (71).
Så selvom de fleste har den overbevisning, at slidgigt betyder smerter og funktionsnedsættelse, så forholder det sig ikke sådan.
Betyder det så, at slidgigt ikke har nogen betydning for om man har smerter eller ej? Nej, det kan man ikke sige. Slidgigt kan formentlig godt være en bidragsyder til at du oplever smerter. Slidgigt er bare ikke den eneste bidragsyder, og ser ikke ud til at være afgørende for om du kan lindre dine smerter, eller blive smertefri (72).
Hvorfor er der så forskellige budskaber om slidgigt?
Forvirret?
Det kan vi faktisk godt forstå. Der er så meget modsatrettet information, som gør det svært at finde ud af hvad eller hvem man skal stole på. Du kan stadig finde utallige studier, hjemmesider, læger, fysioterapeuter, kiropraktorer mv., der forklarer eller diagnosticerer smerter i en kropsdel, som resultatet af slidgigt/artrose. Men der er altså ikke videnskabeligt belæg for, at slidgigten ene og alene kan forklare dine smerter.
Grunden til at det forholder sig sådan kan være mange, men en af de primære grunde er nok at de fleste sundhedsprofessionelle er blevet, og fortsat bliver undervist i forældet viden på området, hvor man sidestiller slidgigt som årsagen til smerter.
En anden mulig årsag er, at slidgigt både kan diagnosticeres objektivt ud fra røntgen, og subjektiv ud fra den kliniske undersøgelse og smertehistorie. Du behøver altså ikke at have radiografisk bevis for slidgigt, for at få diagnosen slidgigt (73). Det betyder i praksis, at du kan have slidgigt uden at have slidgigt!?
Det skaber selvfølgelig forvirring, især for personen med smerter, når en subjektiv diagnose (noget der ikke kan ses, måles eller vejes), hedder det samme som en objektiv diagnose (noget der kan ses, måles og vejes).
Er du blevet anbefalet at vælge Ganz operationen udelukkende for, at undgå eller minimere risikoen for slidgigt/artrose, er der efter vores mening ikke noget godt grundlag for at vælge operation.
Påstand 2: Hoftedysplasi øger risikoen for ledlæbeskade i hoften.
Hoftedysplasi medfører ofte en forstørret ledlæbe, som har risiko for at revne og løsrive sig (2,16,74). Denne risiko blev undersøgt i et studie med 162 personer med hoftedysplasi og hoftesmerter. Resultatet var, at 72% af deltagerne havde en revne i ledlæben (75).
Ved første øjekast kan disse tal godt give et indtryk af, at der er stor risiko for ledlæbeskade, hvis du har hoftedysplasi. Man kunne også være tilbøjelig til at konkludere, at årsagen til hoftesmerterne måske var på grund af ledlæbeskaden. Udfordringen er, at man ikke kan drage en sådan konklusion ud fra den måde, studiet er lavet på. Det er altså ikke muligt, at afgøre om deltagerne havde en ledlæbeskade inden de fik hoftesmerter, eller om ledlæbeskaden overhovedet havde noget med hoftesmerterne at gøre. Faktisk ved vi slet ikke, om de har fået en ledlæbeskade på grund af hoftedysplasi.
Hvad du formentlig ikke ved er, at ledlæbeskader meget almindelige hos personer uden smerter. I et studie foretaget på 45 personer uden hoftedysplasi og uden hoftesmerter fandt man, at 69% af deltagerne havde en ledlæbeskade (76).
Så selvom du har ledlæbeskade, ser det ud til at være normalt og ufarligt. Det betyder også, at selvom du har hoftesmerter, så er det usandsynligt og urimeligt, at pege på ledlæbeskaden som årsag til smerterne.
Du kan i episode 26 af Smerteuniverset høre, hvordan Kristina med hoftesmerter og ledlæbeskade blev smertefri uden operation.
Påstand 3: Hoftedysplasi øger risikoen for hofteluksation.
Et af argumenterne for at opfordre dig til at blive opereret hvis du har hoftedysplasi er, at det mindsker risikoen for hofteluksation. Der foreligger dog ikke nogen studier, som kan bekræfte denne påstand. Det har kun været muligt for os at finde et studie, som undersøgte påstanden om at hoftedysplasi giver en øget risiko for hofteluksation hos unge eller voksne. Her var resultatet sjovt nok, at der ikke var tegn på øget risiko for hofteluksation (53).
Så selvom det giver mening, at der er øget risiko for, at hoften kan gå af led eller luksere hvis du har hoftedysplasi, er denne antagelse ikke bekræftet, eller ordentligt undersøgt. På nuværende tidspunkt ser det faktisk ud til, at det ikke forholder sig sådan. Ligeledes er der ingen klare diagnostiske kriterier eller måleredskaber, som kan vurdere om hoften er ustabil hos voksne. Dette gør det svært, at give anbefalinger om, eller hvornår du bør overveje operation (77).
At hoften er ustabil på grund af hoftedysplasi er således også en antagelse som på papiret giver mening, men faktisk ved vi ikke om det forholder sig sådan. Selv hvis man kunne konkludere, at den mekaniske stabilitet i hofteleddet er nedsat, hvilken betydning har det så for personen med hoftedysplasi?
Dette spørgsmål er ikke besvaret endnu på en sådan måde, at vi kan konkludere noget. Oveni denne forvirring skal du tilføje, at der er mange der har hoftedysplasi, og lever et helt normal liv uden smerter (16,76).
Derfor er det på grund manglende diagnostiske kriterier og manglende forskning på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvorvidt en dysplastisk hofte er ustabil (25).
Påstand 4: Ganz operation øger chancen for at bevare hofteleddet, mindsker hoftesmerter og øger funktionsniveauet
Ganz operationen er den mest almindelige behandling af symptomatisk hoftedysplasi. Men trods operationens popularitet viser en undersøgelse, at kun omkring halvdelen af de opererede unge oplevede en forbedring i deres fysiske aktivitetsniveau et år efter operationen (2). I samme undersøgelse oplevede kun 39% af deltagerne en reduktion i muskel-sene smerter, sammenlignet med før operationen (2).
I en anden undersøgelse af Ganz operationen blev smerter reduceret med 26 point; fra 78 til 52 på en 0-100 skala, ved en opfølgningsperiode på 2 år og 2 måneder (78). Disse resultater skal sammenholdes med, at du med Ganz operationen også har risiko for komplikationer såsom blødninger, påvirkning af nerver der forsyner muskulatur i benet, infektioner, blodpropper, arvæv, vævsdød af lårbenshovedet (avaskulær nekrose), revner i bækkenet og benlængdeforskel. Svære komplikationer er rapporteret i 6-37% af operationerne (2,16,47,48,79).
Ganz operationen anbefales ikke til personer med hoftedysplasi, som er over 45 år, har et BMI over 25, eller har svær grad af slidgigt i hoften. Det skyldes, at disse personer ofte har dårligere resultater efter operationen (80,81).
http://soballe.com/files/Billeder/321247_Ganz_operation_20sA5_4korr.pdf
Men nu hvor vi har set på kortidseffekten af Ganz operationen for symptomatisk hoftedysplasi, så skal vi i stedet se på langtidseffekten. Eksempelvis skal vi se på, om Ganz eller PAO operationen giver en fremtid med færre symptomer og bedre livskvalitet, så du ved om det kan betale sig, at lægge sig under kniven?
Hvad er langtidseffekten af Ganz (PAO) operation?
Vi fandt tre studier med opfølgning 15, 20 og 30 år efter Ganz (PAO) operationen for hoftedysplasi. I studiet med en opfølgningsperiode på 15 år, havde 2% af deltagerne fået ny hofte (hoftealloplastik) efter 5 år, 6% havde fået ny hofte efter 10 år, og 13% havde fået ny hofte efter 15 år (82).
I det andet studie med en opfølgningsperiode på 20 år, havde 4% af deltagerne fået ny hofte efter de første 5 år, 9% havde fået ny hofte efter 10 år, og 32% havde fået ny hofte efter 20 år (83).
Den samme tendens blev fundet i studiet med en opfølgningsperiode på 30 år. Efter 30 år havde 56% af alle deltagerne fået ny hofte, 1% havde fået stivgjort hoften og 24% havde udviklet slidgigt/artrose, med en sværhedsgrad på to eller mere målt på Kellgren Lawrence skalaen. Alligevel blev Ganz operationen vurderet som succesfuld på trods af, at over 70% af deltagerne havde udviklet slidgigt, fået smerter eller indopereret ny hofte (84).
Citat: “Periacetabular osteotomy is an effective technique to treat symptomatic hip dysplasia in selected and young patients with closed triradiate cartilage.” (84)
Vi er umiddelbart ikke enige i denne konklusion. Det er besynderligt, at det overhovedet er muligt at udtale sig om Ganz operation som en effektiv teknik til behandling af hoftedysplasi, når det operative indgreb ikke er sammenlignet med anden eller ingen intervention i et RCT. Vi mener heller ikke, at man kan tale om at Ganz operationen er ledbevarende, når 57% af de opererede havde fået ny hofte, eller fået stivgjort hoften. Kombinerer man det med, at 70% også havde udviklet slidgigt er tallene skræmmende høje, som efter vores mening kræver at Ganz operationen undersøges i et RCT studie hurtigst muligt.
Minimal invasiv periacetabulær osteotomi
Den danske overlæge og professor i ortopædkirurgi, Kjeld Søballe udviklede i 2003 minimal invasiv periacetabulær osteotomi (85). I modsætning til den oprindelige Ganz operation er minimal invasiv periacetabulær osteotomi mindre invasiv, og kan udføres uden at skære i muskler og sener (86).
Derudover er der andre fordele som gør den mere sikker, eksempelvis er operationstiden kortere (ca. 1 time på operationsbordet), blodtabet er mindre og helingstiden er hurtigere, sammenlignet med den traditionelle Ganz operation som tager ca. 2 timer (47,87).
Der er også en mindre sygemeldingsperiode, hvis du vælger minimal invasiv periacetabulær osteotomi (6 – 12 uger). Du vender hurtigere tilbage til din normale hverdag, sammenlignet med PAO operation (47,86,88).
Ved minimal invasiv periacetabulær osteotomi er der ikke rapporteret nogle moderate eller svære komplikationer (88), men udelukkende milde komplikationer, såsom føleforstyrrelser i operationsområdet. Samtidig er komplikationsraten også afhængig af kirurgens operationserfaring (88). Selvom forskning kun rapporterer milde komplikationer efter GANZ/PAO rapporteres følgende observationer i klinikkerne og ambulatorierne:
- Nerveskade af nerve femoralis, ischias og nerve femoralis cutanius lateralis
- Tidligere degeneration af caput
- Overrotering af ledskålen
- Skade på psoas og iliacus
- Manglende heling og skabelse af et falsk led på tuber ischii
- Generelle risici ved kirurgisk indgreb
Operationsresultatet varierer fra person til person, men alle går med krykker i 6-8 uger efter operationen, og må kun støtte med 30 kg på det opererede ben (47).
Hvad er langtidseffekten af minimal invasiv osteotomi?
Da operationsteknikken stadig er forholdsvis ny, mangler der forskning som kan svare på, hvad langtidseffekten er. Det har kun været muligt, at finde to studier der har undersøgt langtidseffekten af minimal invasiv osteotomi.
I det første studie fandt man, at 2% af de opererede havde fået en ny hofte efter 5 år (85). Underligt nok, målte man hverken på funktion eller smerter i dette studie.
Det gjorde der til gengæld i et andet studie, hvor man undersøgte effekten over en 14 årig periode. To år efter operationen havde 1% fået ny hofte, efter 5 år havde 4 % fået ny hofte, efter 10 år havde 10% fået ny hofte, og efter 14 år havde 20% fået ny hofte. Derudover havde 95% af deltagerne opnået en reduktion af deres hoftesmerter med gennemsnitligt 25 point fra 53 point til 78 point målt på en 0-100 skala, efter periode på 10 år. Når man målte på deltagernes funktionsniveau var også det også forbedret med gennemsnitligt 25 point fra 44 point til 69 point målt på en 0-100 skala (89).
Hvilken operationsteknik er den bedste?
På baggrund af den sparsomme viden på området og mangel på RCT-studier der kan fastslå, hvilken operationsteknik der virker bedst, er det svært at sige noget med sikkerhed. Det er dog vores vurdering, at den nye operationsteknik, minimal invasiv osteotomi, umiddelbart er at foretrække, hvis man ønsker operation. Dog er det vigtigt at understrege, at operation ikke er garanti for:
- At du bliver smertefri
- At du får den funktion du ønsker
- At du undgår slidgigt/artrose
- At du undgår flere operationer, herunder ny hofte
Og samtidig ved ingen, om det er en gavnlig eller relevant behandling.
Gratis konsultation om dine hoftesmerter, og hvordan du opnår bedre funktion.
Træning som behandling for hoftedysplasi
Styrketræning tilbydes til personer med symptomatisk hoftedysplasi, som et alternativ til operation. Der er også meget begrænset viden om effekten af styrketræning på symptomatisk hoftedysplasi, og det har ikke været muligt for os, at finde studier der undersøger langtidseffekten af styrketræning.
Et studie undersøgte effekten af 8 ugers styrketræning fordelt over 20 sessioner. Træningen bestod af med øvelser, der var målrettet musklerne omkring hofte og knæ. Resultatet blev blandt andet målt på smerte og funktionsniveau. Efter 8 ugers styrketræning, opnåede deltagerne en smertereduktion fra ca. 30 til under 10 på en 0-100 smerteskala (0=ingen smerter, 100=værst tænkelige smerter). Udover reduceret smerteoplevelse forberede deltagerne også deres aktivitetsniveau fra ca. 40 til 55 målt på en 0-100 skala (0=bedst mulige funktionsniveau, 100=værst tænkelige funktionsniveau), og øgede muskelstyrken målt med et dynamometer (et redskab, der kan måle den maksimale muskelkontraktion) (91).
I et andet studie undersøgte man effekten af træning, hos personer med kroniske hoftesmerter. De 35 deltagere blev tilfældigt tildelt enten en times superviseret træning en gang ugentligt fordelt over 6 uger, eller kom i en kontrolgruppe der ikke trænede.
Gruppen der fik superviseret træning havde fokus på at styrke hoftens muskulatur og træne funktioner, hvor deltagerne var udfordret på grund af symptomer. Gruppen der trænede opnåede en smertereduktion fra 78,2 til 81,5 point (3,3 point) målt på en 0-100 skala, mens gruppen der ikke trænede opnåede en smertereduktion fra 73,9 til 75,8 point (1,9 point).
Målte man derimod på funktionsniveau, så opnåede deltagerne der trænede en forbedring på fra 77,1 til 84,6 point (7,5 point), mens gruppen der ikke trænede ikke forberede sig. Det lyder jo som et godt resultat, når deltagerne både reducerer smerter og forbedre funktionsniveauet, men en smertereduktion på 3,3 point er ikke ret meget, og kan egentlig bare skyldes dag til dag variationer.
Men hvad så med muskelstyrke og bevægelighed? Der må deltagerne da få resultater? Det var faktisk ikke tilfældet. Her viste studiet nemlig, at der ikke var forskel mellem grupperne (92). Men hertil skal du vide, at studiet er et såkaldt feasibility studie. Det feasibility studie er et studie, som udføres før der laves større studier med flere deltagere, og en lille gruppe betyder også usikkerhed i resultaterne.
Træning tilbydes de fleste med hoftedysplasi, da det ikke er forbundet med risici, og ser ud til at have (små) positive effekter på smerter og funktionsniveau.
Men hvad sker der med resultatet, hvis man kombinerer patientuddannelse med træning til personer med hoftedysplasi? Det har et studie fra 2022 har undersøgt. I studiet udførte deltagerne 6 måneders superviseret træning kombineret med patientuddannelse (patientuddannelsen indeholdte smertehåndtering, råd og vejledning til evt. vægttab og træning). Resultatet var, at deltagernes aktivitetsniveau steg med gennemsnitligt 11 point på en 0-100 skala, og samtidig opnåede de en smertereduktion på 14 point fra fra 37 til 23 på en 0-100 skala (81).
Det er altså muligt, at mindske både smerter og øge sit funktionsniveau uden operation, og samtidig undgå de risici som en operation altid indebærer. Træningen er dog heller ikke sammenlignet med operation eller anden behandling. Samtidig er der ikke lavet nogen studier, som undersøger langtidseffekten af styrketræning, som kan hjælpe os med at vurdere fordele og ulemper ved at vælge træning som behandling. Men har du symptomatisk hoftedysplasi, ser styrketræning ud til at være et rimeligt behandlingsalternativ til Ganz operationen på kort sigt, hvis man ser på behandlingseffekt. Der er på nuværende tidspunkt forskningsprojekter på vej som undersøger træning som behandling for hoftedysplasi.
Men hvad er så det bedste behandlingsvalg? Det er der desværre ingen der kan give dig et sikkert svar på. Lige nu er mulighederne, at gøre ingenting, træning eller operation. Men læs videre lidt endnu, for nu præsenterer vi dig for en fjerde behandlingsmulighed.
Nyt smertesyn, nye behandlingsmuligheder
Viden om smerter er eksploderet de sidste 10 år. Mange af de ting vi førhen troede var årsag til smerterne, er i dag forældet. Faktisk er sammenhængen mellem patologi (sygdomstilstand) og smerter usikker, og ingen studier har til dato, kunnet bevise en kausalitet (årsagssammenhæng) uanset smertetilstand (93). Det betyder, at hoftedysplasi eller slidgigt på nuværende tidspunkt, ikke alene kan forklare, hvorfor du har smerter eller symptomer – men det betyder også, at der er håb for dig med smerter!
Samtidig viser forskning, at langt de fleste operative indgreb for kroniske smerter ikke er undersøgt om de overhovedet virker, ligesom Ganz operation, og når de undersøges, virker de ikke bedre end anden behandling – dog med en enkelt undtagelse af total knæalloplastik (nyt knæ) (94).
Smerter, og især kroniske smerter er et komplekst problem, som kan have mange forskellige årsager (95). Smerter opstår ikke udelukkende som et resultat af en skade eller sygdom i kroppen, og derfor er det først og fremmest vigtigt at finde ud af, hvilken mekanisme der driver smerterne før du beslutter dig for, hvilken behandling der passer til dig.
Læs vores artikel “Hvorfor gør det ondt?”, hvor du lærer mere om det nye smertesyn, og de forskellige mekanismer, der kan være årsagen til dine smerter.
Artikel: Hvorfor gør det ondt?
Hvilken smertemekanisme ligger bag dine smerter? Få styr på hvorfor du har ondt.
Man kan ikke skille psyke og krop fra hinanden
Det nye smertesyn anerkender, at både fysiske og psykiske faktorer påvirker dig som person, og har indflydelse på din krop, adfærd, trivsel og dine smerter. Derfor bør smertebehandling ikke kun fokusere på den smertefulde kropsdel, men på dig som person. På den måde, bliver alle relevante faktorer for dine smerter inkluderet i din smertebehandling.
Et studie, der inkluderede personer med hoftedysplasi og hoftesmerter undersøgte, hvorvidt behandling med fokus på træning og personlige (psykosociale) faktorer, såsom forventninger, bekymringer og tanker om fremtiden kunne nedsætte smerterne. Studiet viste, at disse personer ofte lider af katastrofetanker, angst, depression og nedsat funktionsniveau, som påvirker deres livskvalitet. Efter et forløb på gennemsnitligt seks måneder, havde deltagerne forbedret deres mentale helbred og livskvalitet. Derudover havde deltagerne opnået en forbedring i deres funktionsniveau i hverdagsaktiviteter fra 46,45 point til 65,23 (18,77 point) på en 0-100 skala. Samtidig blev smerteoplevelsen mindsket fra cirka 5 på en 0-10 skala til omkring 2,5 (96). Dette studie er et eksempel på, hvordan smertebehandling bør omfavne dig som person, og inkludere de forskellige faktorer der kan bidrage til dine smerter og nedsatte trivsel. Dette studie er desværre ikke et RCT studie, og har derfor de samme svagheder, som der tidligere nævnt ved Ganz operation og trænings interventionerne.
Læs hvordan Pernille med hoftedysplasi blev smertefri gennem et behandlingsforløb hos Smertevidenskab her.
Fra 7 år med hoftedysplasi og daglige hoftesmerter
til en hverdag næsten uden begrænsninger
Konklusion: Er hoftedysplasi årsagen til dine hoftesmerter?
Den mest oplagte og naturlige tanke er for mange: “Ja, det er årsagen!”. Men som vi har belyst i denne artikel er det faktisk rigtig svært at finde ud af, hvor stor en rolle hoftedysplasi har, eller om hoftedysplasi overhovedet spiller en rolle i dine hoftesmerter.
Selvom det er oplagt, logisk og tillokkende at sætte lighedstegn mellem hoftedysplasi og hoftesmerter, eller slidgigt og smerter, så viser forskning at simple årsagsforklaringer, når det gælder smerter ofte er misvisende eller forkerte.
Smerter og især kroniske smerter er komplekse, hvilket betyder at mange forskellige faktorer bidrager til smerterne (95). Kroniske smerter kan ikke alene forklares ved en tilstand som hoftedysplasi eller slidgigt, og det er altid nødvendigt at behandle personen med smerterne – hvilket inkluderer både fysiske og psykiske faktorer.
Som vi forhåbentligt har gjort tydeligt for dig nu, er der store udfordringer ved hoftedysplasi som diagnose og behandlingen af hoftedysplasi. Der er ingen enighed om, hvad hoftedysplasi præcis er, og mange har tilstanden helt uden smerter eller symptomer. Samtidig kan hoftedysplasi måske være en fordel for dig i nogle sportsgrene.
Vi ved heller ikke om screening af spædbørn for hoftedysplasi er hensigtsmæssigt, eller om det leder til overbehandling. Oveni det, så ved vi heller ikke om den behandling der tilbydes til spædbørn med hoftedysplasi virker, eller gør mere skade end gavn.
Sidst men ikke mindst, er der store udfordringer ved Ganz operationen som behandling for hoftedysplasi. Operationen lever ikke op til formålene, og mange har stadig smerter, udvikler slidgigt og får flere operationer, herunder ny hofte.
Heldigvis, er der forskning der tyder på, at selvom du lever med symptomatisk hoftedysplasi, ikke er nødt til at lade dig operere, for at genvinde din funktion, få færre smerter eller måske endda blive smertefri. Både træning og behandling, der inkluderer psykosociale faktorer, ser ud til at have en positiv og sammenlignelig effekt på kort sigt.
Overvejer du operation, eller har du uden succes, forsøgt at træne dine smerter væk, anbefaler vi, at du først starter med at lære mere om det nye smertesyn før du tilvælger operation. Ved at lære mere om smerter, kan du måske blive opmærksom på nye relevante faktorer, som du kan ændre på, og du ikke havde overvejet, uden en ny og udvidet forståelse af smerter. Ny viden om smerter kan også forbedre din måde at håndtere dine smerter på, og sammen med et nyt fokus i din smertebehandling, kan du over tid opnå bedre funktionsniveau og færre smerter. uden du lægger dig under kniven, og lader dig blive opereret.
De vigtigste pointer du kan tage med til denne artikel:
- Der er ingen enighed om hvad hoftedysplasi er, og det er tvivlsomt om eller i hvilket omfang tilstanden leder til smerter.
- Operation har risici, er ingen garanti for at du bliver smertefri, får din funktion tilbage og du vil ofte skulle have flere operationer med tiden.
- Smertebehandling der inkluderer træning giver sammenlignelige resultater med operation.
Har du hoftesmerter med eller uden hoftedysplasi?
Start din proces mod færre smerter allerede i dag!
Hos Smertevidenskab har vi specialiseret os i behandling af kroniske smerter. Vi arbejder med langsigtede løsninger, uden brug af medicin og ‘quick fixes’, så du kan komme tilbage til en hverdag uden begrænsninger af smerter.
Du kan også skrive dig op til en gratis, afklarende og uforpligtende samtale hvor du kan få svar på alle dine spørgsmål her.
Vi behandler ud fra det nye smertesyn, hvor du som person er centrum for behandlingen, og hvor mange forskellige faktorer kan bidrage til eller fastholde dig i smerter. Du bliver fuldt opdateret på den nyeste viden om smerter og rehabilitering (teori), og samtidig får du støtte, når du selv skal gøre brug af din nye viden (praksis). Med andre ord, i et samarbejde med os, tager du et smertekørekort. Du kommer i førersædet, og kan styre hvilken retning du tager behandlingen. På den måde bliver du uafhængig af os som din behandler, og fri og kompetent til at træffe dine egne beslutninger – Du får kontrollen tilbage over dit liv, krop og smerter.
Du kan lære mere om, hvordan vi adskiller os fra traditionel behandling på vores behandlingsside, hvor du kan finde gratis animationsvideoer, artikler og podcasts.
Alle behandlingspakker har inkluderet 2 timers tilfredshedsgaranti, hvor du kan få alle dine penge igen, hvis ikke du synes at service og faglighed er i topkvalitet.
1. van Bosse H, Wedge JH, Babyn P. How Are Dysplastic Hips Different? A Three-dimensional CT Study. Clin Orthop. maj 2015;473(5):1712–23.
2. Effekt af operation til patienter med hoftedysplasi [Internet]. [henvist 16. marts 2022]. Tilgængelig hos: https://www.fysio.dk/fafo/afhandlinger/phd/effekt-af-operation-til-patienter-med-hoftedysplasi
3. Screening for hoftedysplasi [Internet]. Ugeskriftet.dk. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://ugeskriftet.dk/videnskab/screeningforhoftedysplasi
4. Bixby SD, Millis MB. The borderline dysplastic hip: when and how is it abnormal? Pediatr Radiol. 1. november 2019;49(12):1669–77.
5. Vaquero-Picado A, González-Morán G, Garay EG, Moraleda L. Developmental dysplasia of the hip: update of management. EFORT Open Rev. september 2019;4(9):548–56.
6. Loder RT, Skopelja EN. The Epidemiology and Demographics of Hip Dysplasia. ISRN Orthop. 10. oktober 2011;2011:238607.
7. Pavone V, Testa G, Riccioli M, Evola FR, Avondo S, Sessa G. Treatment of Developmental Dysplasia of Hip With Tubingen Hip Flexion Splint. J Pediatr Orthop. 2015;35(5):485–9.
8. Yumpu.com. Informationsfolder om skinnebehandling – Hofteskred.dk [Internet]. yumpu.com. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.yumpu.com/da/document/view/18391312/informationsfolder-om-skinnebehandling-hofteskreddk
9. Medfødt hofteskred – Dennis Brown (DB) skinne [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&type=ARTIKLER&id=676
10. Børn med Denis Brown skinne – information og gode råd til forældre [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.rigshospitalet.dk/undersoegelse-og-behandling/find-undersoegelse-og-behandling/Sider/Boern-med-Denis-Brown-skinne—information-og-gode-raad-til-foraeldre-30696.aspx
11. Denis Brown skinne – ambulant behandling af børn med medfødt hoftelidelse [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.rigshospitalet.dk/undersoegelse-og-behandling/find-undersoegelse-og-behandling/Sider/Denis-Brown-skinne—ambulant-behandling-af-boern-med-medfoedt-hoftelidelse-30693.aspx
12. Walter SG, Ossendorff R, Yagdiran A, Hockmann J, Bornemann R, Placzek S. Four decades of developmental dysplastic hip screening according to Graf: What have we learned? Front Pediatr. 2022;10:990806.
13. Acetabular Dysplasia – Stanford Medicine Children’s Health [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.stanfordchildrens.org/en/service/hip-preservation/acetabular-dysplasia
14. Anbefalinger for svangreomsorgen.
15. Medfødt hoftefejl, hofteledsdysplasi – Patienthåndbogen på sundhed.dk [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/sygdomme/knogler-og-led/medfoedt-hoftefejl-hofteledsdysplasi/
16. Pun S. Hip dysplasia in the young adult caused by residual childhood and adolescent-onset dysplasia. Curr Rev Musculoskelet Med. 9. september 2016;9(4):427–34.
17. Kim CH, Park JI, Shin DJ, Oh SH, Jeong MY, Yoon PW. Prevalence of radiologic acetabular dysplasia in asymptomatic Asian volunteers. J Hip Preserv Surg. januar 2019;6(1):55–9.
18. Jacobsen S, Sonne-Holm S. Hip dysplasia: a significant risk factor for the development of hip osteoarthritis. A cross-sectional survey. Rheumatol Oxf Engl. februar 2005;44(2):211–8.
19. Hofteledsdysplasi hos voksne – sundhed.dk [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/nordjylland/almen-praksis/patientforloeb/forloebsbeskrivelser/l-muskel-skelet-system/hofteledsdysplasi-hos-voksne/
20. Nandhagopal T, De Cicco FL. Developmental Dysplasia Of The Hip. I: StatPearls [Internet]. Treasure Island (FL): StatPearls Publishing; 2022 [henvist 5. juli 2022]. Tilgængelig hos: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK563157/
21. Storer SK, Skaggs DL. Developmental Dysplasia of the Hip. Am Fam Physician. 15. oktober 2006;74(8):1310–6.
22. Jorgensen MD, Frederiksen SB, Sørensen D, Jacobsen JS. Experiences of living with developmental dysplasia of the hip in adults not eligible for surgical treatment: a qualitative study. BMJ Open. 1. december 2021;11(12):e052486.
23. Freiman SM, Schwabe MT, Fowler L, Clohisy JC, Nepple JJ. Prevalence of Borderline Acetabular Dysplasia in Symptomatic and Asymptomatic Populations: A Systematic Review and Meta-analysis. Orthop J Sports Med. 9. februar 2022;10(2):23259671211040456.
24. Mp R. Clinical Examination of Hip Dysplasia/Instability. :5.
25. Reiman MP, Décary S, Mathew B, Reiman CK. Accuracy of Clinical and Imaging Tests for the Diagnosis of Hip Dysplasia and Instability: A Systematic Review. J Orthop Sports Phys Ther. februar 2019;49(2):87–97.
26. Chavoshi M, Soltani G, Shafiei Zargar S, Wyles CC, Kremers HM, Rouzrokh P. Diagnostic Performance of Clinical Examination Versus Ultrasonography in the Detection of Developmental Dysplasia of Hip: A Systematic Review and Meta-Analysis. Arch Bone Jt Surg. maj 2022;10(5):403–12.
27. Kapron AL, Peters CL, Aoki SK, Beckmann JT, Erickson JA, Anderson MB, m.fl. The prevalence of radiographic findings of structural hip deformities in female collegiate athletes. Am J Sports Med. juni 2015;43(6):1324–30.
28. Uquillas CA, Sun Y, Van Sice W, ElAttrache NS, Banffy MB. Prevalence of femoroacetabular impingement in elite baseball players. J Hip Preserv Surg. 1. august 2022;9(3):145–50.
29. Harris JD, Gerrie BJ, Varner KE, Lintner DM, McCulloch PC. Radiographic Prevalence of Dysplasia, Cam, and Pincer Deformities in Elite Ballet. Am J Sports Med. januar 2016;44(1):20–7.
30. Reimer LCU, Jakobsen SS, Mortensen L, Dalgas U, Jacobsen JS, Soballe K, m.fl. Efficacy of periacetabular osteotomy followed by progressive resistance training compared to progressive resistance training as non-surgical treatment in patients with hip dysplasia (PreserveHip) – a protocol for a randomised controlled trial. BMJ Open. 23. december 2019;9(12):e032782.
31. Hadlow V. Neonatal screening for congenital dislocation of the hip. A prospective 21-year survey. J Bone Joint Surg Br. november 1988;70(5):740–3.
32. Bache CE, Clegg J, Herron M. Risk factors for developmental dysplasia of the hip: ultrasonographic findings in the neonatal period. J Pediatr Orthop Part B. juli 2002;11(3):212–8.
33. Roovers EA, Boere-Boonekamp MM, Mostert AK, Castelein RM, Zielhuis GA, Kerkhoff THM. The natural history of developmental dysplasia of the hip: sonographic findings in infants of 1-3 months of age. J Pediatr Orthop Part B. september 2005;14(5):325–30.
34. Barlow TG. EARLY DIAGNOSIS AND TREATMENT OF CONGENITAL DISLOCATION OF THE HIP. Proc R Soc Med. september 1963;56(9):804–6.
35. Abdinejad F, Takapouy J, Eskandari N. INCIDENCE OF CONGENITAL DISLOCATION THE HIP IN SHIRAZ. Med J Islam Repub Iran MJIRI. 10. februar 1996;9(4):275–80.
36. Pruszczynski B, Harcke HT, Holmes L, Bowen JR. Natural history of hip instability in infants (without subluxation or dislocation): a three year follow-up. BMC Musculoskelet Disord. december 2014;15(1):355.
37. Sakkers R, Pollet V. The natural history of abnormal ultrasound findings in hips of infants under six months of age. J Child Orthop. 1. august 2018;12(4):302–7.
38. Lægehåndbogen – Hofteledsdysplasi – sundhed.dk [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/paediatri/tilstande-og-sygdomme/ortopaedi/hoftedysplasi-hos-boern/
39. Atalar H, Sayli U, Yavuz OY, Uraş I, Dogruel H. Indicators of successful use of the Pavlik harness in infants with developmental dysplasia of the hip. Int Orthop. april 2007;31(2):145–50.
40. Ömeroglu H. Treatment of developmental dysplasia of the hip with the Pavlik harness in children under six months of age: indications, results and failures. J Child Orthop. 1. august 2018;12(4):308–16.
41. Suzuki S. Ultrasound and the Pavlik harness in CDH. J Bone Joint Surg Br. maj 1993;75-B(3):483–7.
42. Wood MK, Conboy V, Benson MK. Does early treatment by abduction splintage improve the development of dysplastic but stable neonatal hips? J Pediatr Orthop. 2000;20(3):302–5.
43. Rosendahl K, Dezateux C, Fosse KR, Aase H, Aukland SM, Reigstad H, m.fl. Immediate treatment versus sonographic surveillance for mild hip dysplasia in newborns. Pediatrics. januar 2010;125(1):e9-16.
44. Pollet V, Castelein RM, van de Sande M, Witbreuk M, Mostert AK, Besselaar A, m.fl. Abduction treatment in stable hip dysplasia does not alter the acetabular growth: results of a randomized clinical trial. Sci Rep. 15. juni 2020;10(1):9647.
45. Shorter D, Hong T, Osborn DA. Cochrane Review: Screening programmes for developmental dysplasia of the hip in newborn infants. Evid-Based Child Health Cochrane Rev J. januar 2013;8(1):11–54.
46. Ganz R, Klaue K, Mast J. [Peri-acetabular reorientation osteotomy]. Acta Orthop Belg. 1990;56(1 Pt B):357–69.
47. Hoftedysplasi og Ganz (PAO) operation – Hoftekirurgi, hofteprotese, springhofte, slidgigt, hoftedysplasi – Mølholm [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.molholm.dk/specialer/hofte/info/hoftedysplasi-og-ganz-pao-operation
48. Ganz osteotomi [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/hovedorto/afdeling-for-led-og-knoglekirurgi/undersoegelse-og-behandling/Sider/behandling.aspx
49. Hip Dysplasia [Internet]. Physiopedia. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.physio-pedia.com/Hip_Dysplasia
50. Kraeutler MJ, Garabekyan T, Pascual-Garrido C, Mei-Dan O. Hip instability: a review of hip dysplasia and other contributing factors. Muscles Ligaments Tendons J. 21. december 2016;6(3):343–53.
51. Operation for hoftedysplasi (PAO) [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.auh.dk/patientvejledninger/ortopadkirurgi/hofte/operation-for-hoftedysplasi-pao/
52. Morvan J, Bouttier R, Mazieres B, Verrouil E, Pouchot J, Rat AC, m.fl. Relationship between hip dysplasia, pain, and osteoarthritis in a cohort of patients with hip symptoms. J Rheumatol. september 2013;40(9):1583–9.
53. Jacobsen S, Sonne-Holm S, Søballe K, Gebuhr P, Lund B. Joint space width in dysplasia of the hip: a case-control study of 81 adults followed for ten years. J Bone Joint Surg Br. april 2005;87(4):471–7.
54. Cooperman DR, Wallensten R, Stulberg SD. Acetabular dysplasia in the adult. Clin Orthop. maj 1983;(175):79–85.
55. Pun SY. CORR Insights®: The 2015 Frank Stinchfield Award: Radiographic Abnormalities Common in Senior Athletes With Well-functioning Hips but Not Associated With Osteoarthritis. Clin Orthop. februar 2016;474(2):353–6.
56. Wallace IJ, Worthington S, Felson DT, Jurmain RD, Wren KT, Maijanen H, m.fl. Knee osteoarthritis has doubled in prevalence since the mid-20th century. Proc Natl Acad Sci U S A. 29. august 2017;114(35):9332–6.
57. The Association of Recreational and Competitive Running With Hip and Knee Osteoarthritis: A Systematic Review and Meta-analysis | Journal of Orthopaedic & Sports Physical Therapy [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.jospt.org/doi/full/10.2519/jospt.2017.7137
58. Brinjikji W, Luetmer PH, Comstock B, Bresnahan BW, Chen LE, Deyo RA, m.fl. Systematic literature review of imaging features of spinal degeneration in asymptomatic populations. AJNR Am J Neuroradiol. april 2015;36(4):811–6.
59. Brinjikji W, Diehn FE, Jarvik JG, Carr CM, Kallmes DF, Murad MH, m.fl. MRI Findings of Disc Degeneration are More Prevalent in Adults with Low Back Pain than in Asymptomatic Controls: A Systematic Review and Meta-Analysis. AJNR Am J Neuroradiol. december 2015;36(12):2394–9.
60. Wyles CC, Heidenreich MJ, Jeng J, Larson DR, Trousdale RT, Sierra RJ. The John Charnley Award: Redefining the Natural History of Osteoarthritis in Patients With Hip Dysplasia and Impingement. Clin Orthop. februar 2017;475(2):336–50.
61. Wyles CC, Vargas JS, Heidenreich MJ, Mara KC, Peters CL, Clohisy JC, m.fl. Natural History of the Dysplastic Hip Following Modern Periacetabular Osteotomy. J Bone Joint Surg Am. 15. maj 2019;101(10):932–8.
62. Classifications in Brief: Kellgren-Lawrence Classification of Osteoarthritis – PMC [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4925407/
63. Kovalenko B, Bremjit P, Fernando N. Classifications in Brief: Tönnis Classification of Hip Osteoarthritis. Clin Orthop. august 2018;476(8):1680–4.
64. Valera M, Ibañez N, Sancho R, Tey M. Reliability of Tönnis classification in early hip arthritis: a useless reference for hip-preserving surgery. Arch Orthop Trauma Surg. 1. januar 2016;136(1):27–33.
65. Finan PH, Buenaver LF, Bounds SC, Hussain S, Park RJ, Haque UJ, m.fl. Discordance between pain and radiographic severity in knee osteoarthritis: findings from quantitative sensory testing of central sensitization. Arthritis Rheum. februar 2013;65(2):363–72.
66. Bartley EJ, Palit S, Staud R. Predictors of Osteoarthritis Pain: The Importance of Resilience. Curr Rheumatol Rep. september 2017;19(9):57.
67. Kopp B, Furlough K, Goldberg T, Ring D, Koenig K. Factors associated with pain intensity and magnitude of limitations among people with hip and knee arthritis. J Orthop. 1. maj 2021;25:295–300.
68. Kim C, Linsenmeyer KD, Vlad SC, Guermazi A, Clancy MM, Niu J, et al. Prevalence of Radiographic and Symptomatic Hip Osteoarthritis in an Urban United States Community: The Framingham Osteoarthritis Study: Urban US Prevalence of Radiographic and Symptomatic Hip OA. Arthritis & Rheumatology. 2014; 66(11):3013–7.
69. Association of hip pain with radiographic evidence of hip osteoarthritis: diagnostic test study | The BMJ [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.bmj.com/content/351/bmj.h5983?fbclid=IwAR1NCMSZ9k6SKZzsMuczatPZoJjTpsIHJtMdWcZ84QH4CHBRSpzBfTiGHkM
70. Felson DT, Naimark A, Anderson J, Kazis L, Castelli W, Meenan RF. The prevalence of knee osteoarthritis in the elderly. The Framingham Osteoarthritis Study. Arthritis Rheum. august 1987;30(8):914–8.
71. van Saase JL, van Romunde LK, Cats A, Vandenbroucke JP, Valkenburg HA. Epidemiology of osteoarthritis: Zoetermeer survey. Comparison of radiological osteoarthritis in a Dutch population with that in 10 other populations. Ann Rheum Dis. april 1989;48(4):271–80.
72. Neogi T. The Epidemiology and Impact of Pain in Osteoarthritis. Osteoarthr Cartil OARS Osteoarthr Res Soc. september 2013;21(9):1145–53.
73. Artrose, knæ – Lægehåndbogen på sundhed.dk [Internet]. [henvist 4. januar 2023]. Tilgængelig hos: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/ortopaedi/tilstande-og-sygdomme/knae/artrose-knae/
74. Jacobsen S. Adult hip dysplasia and osteoarthritis. Acta Orthop. 1. januar 2006;77(sup324):2–37.
75. McCarthy JC, Lee J ann. Acetabular Dysplasia: A Paradigm of Arthroscopic Examination of Chondral Injuries. Clin Orthop Relat Res. december 2002;405:122–8.
76. Register B, Pennock AT, Ho CP, Strickland CD, Lawand A, Philippon MJ. Prevalence of abnormal hip findings in asymptomatic participants: a prospective, blinded study. Am J Sports Med. december 2012;40(12):2720–4.
77. Reiman MP, Agricola R, Kemp JL, Heerey JJ, Weir A, Klij P van, m.fl. Consensus recommendations on the classification, definition and diagnostic criteria of hip-related pain in young and middle-aged active adults from the International Hip-related Pain Research Network, Zurich 2018. Br J Sports Med. 1. juni 2020;54(11):631–41.
78. McClincy MP, Wylie JD, Kim YJ, Millis MB, Novais EN. Periacetabular Osteotomy Improves Pain and Function in Patients With Lateral Center-edge Angle Between 18° and 25°, but Are These Hips Really Borderline Dysplastic? Clin Orthop. maj 2019;477(5):1145–53.
79. Periacetabular Osteotomy: A Systematic Literature Review | SpringerLink [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://link.springer.com/article/10.1007/s11999-009-0842-6?fbclid=IwAR3nRam9OXJIMVT24Msz4TkgBh4mHcDSZvvVGCcaSjn_JS0rpixeIQ3okUQ
80. Coobs BR, Xiong A, Clohisy JC. Contemporary Concepts in the Young Adult Hip Patient: Periacetabular Osteotomy for Hip Dysplasia. J Arthroplasty. 1. juli 2015;30(7):1105–8.
81. Feasibility and acceptability of a six-month exercise and patient education intervention for patients with hip dysplasia: A mixed methods study – ScienceDirect [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2468781222001151?fbclid=IwAR15Wq1bcT3Et5tPxrl9O3RJ7eI3NPdm9CkopeTYq9vzf6enK9xnhlzfj5o
82. Lara J, Garín A, Herrera C, Abara S, Besomi J, Villegas D, m.fl. Bernese periacetabular osteotomy: functional outcomes in patients with untreated intra-articular lesions. J Hip Preserv Surg. 13. april 2020;7(2):256–61.
83. Survival of the dysplastic hip after periacetabular osteotomy: a meta-analysis – Sufian S Ahmad, Gregor M Giebel, Carsten Perka, Sebastian Meller, Matthias Pumberger, Sebastian Hardt, Ulrich Stöckle, Christian Konrads, 2021 [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/11207000211048425?url_ver=Z39.88-2003&rfr_id=ori:rid:crossref.org&rfr_dat=cr_pub%20%200pubmed
84. Lerch TD, Steppacher SD, Liechti EF, Tannast M, Siebenrock KA. One-third of Hips After Periacetabular Osteotomy Survive 30 Years With Good Clinical Results, No Progression of Arthritis, or Conversion to THA. Clin Orthop. april 2017;475(4):1154–68.
85. Troelsen A, Elmengaard B, Søballe K. A New Minimally Invasive Transsartorial Approach for Periacetabular Osteotomy: J Bone Jt Surg-Am Vol. marts 2008;90(3):493–8.
86. Wassilew GI, Hofer A, Rakow A, Gebhardt S, Hoffmann M, Janz V, m.fl. [Minimally invasive periacetabular osteotomy for adult hip dysplasia]. Oper Orthopadie Traumatol. 18. maj 2022;
87. Gerardo Z. Ganz Periacetabular Osteotomy for the Treatment of Developmental Dysplasia of the Hip: Initial Experience and Results From the First 44 Cases.
88. Periacetabulær osteotomi og hoftedysplasi hos yngre voksne [Internet]. Ugeskriftet.dk. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://ugeskriftet.dk/videnskab/periacetabulaer-osteotomi-og-hoftedysplasi-hos-yngre-voksne
89. Larsen JB, Mechlenburg I, Jakobsen SS, Thilleman TM, Søballe K. 14-year hip survivorship after periacetabular osteotomy: a follow-up study on 1,385 hips. Acta Orthop. juni 2020;91(3):299–305.
90. Wylie JD, Peters CL, Aoki SK. Natural History of Structural Hip Abnormalities and the Potential for Hip Preservation. J Am Acad Orthop Surg. 1. august 2018;26(15):515–25.
91. Mortensen L, Schultz J, Elsner A, Jakobsen SS, Søballe K, Jacobsen JS, m.fl. Progressive resistance training in patients with hip dysplasia: A feasibility study. J Rehabil Med. 22. august 2018;50(8):751–8.
92. Harris-Hayes M, Czuppon S, Van Dillen LR, Steger-May K, Sahrmann S, Schootman M, m.fl. Movement-Pattern Training to Improve Function in People With Chronic Hip Joint Pain: A Feasibility Randomized Clinical Trial. J Orthop Sports Phys Ther. juni 2016;46(6):452–61.
93. Clauw DJ. Diagnosing and treating chronic musculoskeletal pain based on the underlying mechanism(s). Best Pract Res Clin Rheumatol. februar 2015;29(1):6–19.
94. Harris IA, Sidhu V, Mittal R, Adie S. Surgery for chronic musculoskeletal pain: the question of evidence. Pain. september 2020;161 Suppl 1:S95–103.
95. The biopsychosocial approach to chronic pain: scientific advances and future directions – PubMed [Internet]. [henvist 16. august 2022]. Tilgængelig hos: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/17592957/
96. Gudmundsson P, Nakonezny PA, Lin J, Owhonda R, Richard H, Wells J. Functional improvement in hip pathology is related to improvement in anxiety, depression, and pain catastrophizing: an intricate link between physical and mental well-being. BMC Musculoskelet Disord. 3. februar 2021;22(1):133.
