Smertevidenskab

Opioider og kroniske smerter – hvorfor “stærkere medicin” sjældent er svaret

Opioider og kroniske smerter – hvorfor "stærkere medicin" sjældent er svaret

Af Smertevidenskab – nov. 2026

En grundig og kritisk gennemgang af brugen af opioider i behandlingen af kroniske smerter, så du kan træffe et informeret valg omkring din behandling.

NB: Inddrag altid din læge i beslutninger omkring ændring i din medicin.

De vigtigste budskaber

Ved kroniske smerter uden kræft giver opioider i gennemsnit kun en lille ekstra smertelindring sammenlignet med placebo – omkring 0,6-0,7 point på en skala fra 0 til 10, under den grænse på 1 point, der oftest antages at være betydningsfuld for patienter [1,2].

Der findes ikke god dokumentation for, at selv denne beskedne gevinst holder, når opioider bruges i årevis. Ingen placebokontrollerede forsøg har undersøgt effekten efter 6 måneder [3], og i det bedste etårsstudie, vi har, gav opioider hverken bedre funktion eller mindre smerte end ikke-opioid behandling [4].

Der findes ingen pålidelig metode til på forhånd at udpege de få patienter, der i korttidsstudier ser ud til at opnå en betydelig smertelindring – og vi ved ikke, om effekten holder over tid. Tværtimod peger den tilgængelige langtidsevidens på, at effekten enten forsvinder eller vendes til flere smerter og skadevirkninger. Hverken du eller din læge kan derfor vide på forhånd, om du bliver en af dem, der i det mindste midlertidigt oplever lindring, eller en af de mange, der ikke gør [2,3].

Langvarig brug kan give tolerance, fysisk afhængighed, abstinenser og hos nogle en afhængighedslidelse, alvorlige bivirkninger og i værste fald død – og i nogle tilfælde opioid-induceret hyperalgesi, hvor medicinen selv gør nervesystemet mere følsomt over for smerte [3,5,6,7].

Meget af den evidens, konklusionerne bygger på, er behæftet med kendte kilder til bias: industrifinansiering, publikationsbias og et studiedesign, der er dokumenteret at overvurdere effekten [41,42,44,46-49].

Vi hos Smertevidenskab mener, at opioider ikke bør opstartes til kroniske smerter uden kræft. Spørgsmålet bør ikke være, hvorfor man skal undlade dem – men hvorfor man overhovedet skal udsætte nogen for behandlingen, når den forventede langsigtede gevinst er usikker eller fraværende, og risiciene er alvorlige.

Indledning

Hvis du ikke selv har kroniske smerter, er det svært at forestille sig, hvordan det er at leve med smerter, der invaderer alle aspekter af livet. De fleste, der står i den situation, afprøver alt, hvad der findes af behandlingsmuligheder. Når Panodil og ibuprofen ikke slår til, er det logisk næste skridt for mange – og deres læger – at forsøge stærkere smertestillende medicin: morfin, oxycodon (fx Oxycontin, Oxynorm), tramadol (fx Tradolan) og andre opioider.

Langt de fleste oplever da også en smertelindrende effekt i starten. Problemet er, at denne lindring for mennesker med kroniske smerter typisk er kortvarig og lille, mens bivirkningerne, især problemerne ved langvarig brug, kan være alvorlige og i værste fald koste dem livet.

At et opioid kan dæmpe smerte, er der ingen seriøs diskussion om. Stofferne påvirker opioidreceptorer i blandt andet hjernen og rygmarven og kan på den måde reducere smerteoplevelsen [11]. Ved kroniske, ikke-kræftrelaterede smerter er det afgørende spørgsmål derfor ikke, om opioider kan virke – men hvor meget de hjælper, hvor længe effekten holder, om du får et bedre liv, og om gevinsten står mål med bivirkningerne, risikoen for at blive afhængig og de andre farer medicinen kan medføre.

I denne artikel gennemgår vi, hvad forskningen faktisk vise om effektenr, hvor sikker den evidens er, hvilke risici der følger med og hvorfor opioider stadig udskrives så ofte. Vi ser også nærmere på en overraskende uoverensstemmelse i selve grundlaget for den danske behandlingsvejledning (klinisk retningslinje). Vi slutter med, hvorfor vi er imod opstart af opioidbehandling ved kroniske smerter uden kræft, og gode spørgsmål du kan stille din læge før du tilvælger opstart af opioider.

Kroniske smerter: en udbredt og underbehandlet udfordring

I den seneste analyse af de danske Sundheds- og sygelighedsundersøgelser (SUSY) rapporterede 28,9 % af befolkningen på 16 år eller derover i 2023 smerter af mindst seks måneders varighed. Det er en stigning på knap 50% fra 2000 hvor 19,5 % af befolkningen rapporterede smerter [13].

Nogle smerter har en tydelig, afgrænset årsag (en skade, et brud, en infektion). Det kalder vi specifikke smerter. Andre smerter kan være lige så voldsomme og invaliderende, uden at vi kan pege på én bestemt skade eller sygdom, der alene forklarer dem. Når vi ikke kan identificere en primær fysisk årsag i kroppen som alene kan forklare hvorfor du har ondt klassificeres smerterne som uspecifikke smerter. 

Hvad dækker tallet? De 28,9 % siger noget om, hvor mange der lever med kroniske  smerter – ikke hvor alvorlige smerterne er. Sundhedsstyrelsen skelner mellem simple kroniske smerter (uden væsentlig psykologisk/social påvirkning) og komplekse kroniske smerter (hvor følelsesliv, arbejde og sociale aktiviteter er ramt) [14]. Den forskel kan man ikke se ud fra tallet alene.

Langt de fleste længerevarende, tilbagevendende eller kroniske smerter har ikke en primær fysisk årsag som kan stå alene og forklare hvorfor du har ondt. I praksis bruges “uspecifik”, “nociplastisk” og “kronisk primær smerte” ofte i flæng om smerterne hos denne gruppe af personer. Det er en bekvem forenkling, men ikke helt præcist, for selv om de tre betegnelser er beslægtede, er de ikke synonymer. De har det til fælles, at der ikke findes én entydig, målbar årsag, der i sig selv kan forklare smerterne – men de svarer på forskellige spørgsmål, og hvilket begreb der er det rette i en given sammenhæng, afhænger af, om man taler om en diagnose, en mekanisme eller blot fraværet af et fund (se boks).

Uspecifik, nociplastisk eller kronisk primær smerte: hvad er forskellen?

  • Uspecifik smerte er en bred, praktisk betegnelse for smerter, hvor man ikke har identificeret én bestemt sygdom, skade eller anden patologi, som i tilstrækkelig grad kan forklare smerterne. Begrebet siger derfor først og fremmest noget om, hvad man ikke har fundet som en tilstrækkelig specifik forklaring.

 

  • Kronisk primær smerte er en formel diagnosekategori i WHO’s internationale sygdomsklassifikation ICD-11. Diagnosen kan bruges, når smerterne har stået på eller gentaget sig i mere end tre måneder, medfører betydelig funktionspåvirkning og/eller emotionel belastning, og ikke forklares bedre af en anden kronisk smertetilstand [15]. Kan en anden sygdom eller tilstand bedre forklare smerterne, klassificeres de i stedet som kroniske sekundære smerter. Kronisk primær smerte betyder ikke, at der ikke findes biologiske mekanismer eller fund – biologiske, psykologiske og sociale faktorer kan alle bidrage, uden at nogen af dem udgør en tilstrækkelig, specifik årsagsforklaring. Det er altså en diagnostisk klassifikation, ikke en bestemt smertemekanisme.

 

  • Nociplastisk smerte beskriver derimod en smertemekanisme. IASP definerer den som smerte, der opstår som følge af ændret nociception (nervesystemets registrering og bearbejdning af skadelige eller potentielt skadelige påvirkninger), uden klare tegn på vævsskade eller sygdom i nervesystemet, der kan forklare smerterne. Det er altså ikke bare fraværet af en skade, der gør smerter nociplastiske – de foreslåede kliniske kriterier kræver også positive fund, blandt andet smerter i mere end tre måneder, en regional snarere end helt lokal udbredelse, og øget følsomhed over for fx berøring, tryk, varme eller kulde [16].

Begreberne kan overlappe, men dækker ikke over det samme. En person kan godt have kronisk primære eller uspecifikke smerter uden at opfylde kriterierne for nociplastiske smerter, og omvendt kan nociplastiske mekanismer optræde sammen med nociceptive eller neuropatiske mekanismer. Det er derfor heller ikke korrekt at slutte fra “vi har ikke fundet en skade” til “så må smerten være nociplastisk” [16,17]. Du kan læse mere om, hvordan de forskellige smertemekanismer hænger sammen, i vores artikel Hvorfor gør det ondt?.

Sundhedsvæsenet er generelt god til at behandle smerter med en klar, identificerbar årsag. Til gengæld er vi markant dårligere til at behandle smerter uden en sådan årsag – og det er et kæmpe problem, både for den enkelte og for samfundet.

At du kan have smerter uden skade eller sygdom, betyder ikke, at smerterne er “indbildte”, eller at biologien er uden betydning – smerterne er lige så virkelige og involverer det samme nervesystem som enhver anden smerte. Forskellen er, at man ved uspecifikke smerter ikke kan finde én bestemt skade eller sygdom i kroppen, der alene kan forklare smerterne. I stedet er der mange forskellige faktorer, der kan bidrage til, at du oplever smerte – for eksempel søvnproblemer [18], genetiske faktorer [19], samt psykologiske faktorer som stress, bekymringer, angst og depression – dog med lav eller meget lav evidenskvalitet for de sidstnævnte [20]. Du har sikkert selv prøvet at være stresset på arbejdet eller i skolen, sove dårligt i en periode og så få ondt i ryggen eller andre steder. Det gør ondt, men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at du er skadet. Det er faktisk mere almindeligt, end man skulle tro: forskning viser, at mere end 90 % af de akutte lænderygsmerter, som praktiserende læger ser, klassificeres som uspecifikke [76]. Taler vi om kroniske smerter uden nogen skade eller sygdom, kan man lidt forsimplet forklare tilstanden som et følsomt alarmsystem, der råber “ulv” selv ved almindelige, ufarlige dagligdagsbevægelser.

Når man alligevel bliver ved med at lede efter én afgrænset fysisk årsag, ender det ofte anderledes end håbet. Håbet er at finde den overselte årsag med endnu en scanning eller flere undersøgelser – og derefter kunne “fixe” den med en operation, en injektion, manuel terapi, nåle eller træning. Men fordi der sjældent findes én enkelt årsag at finde, rammer disse undersøgelser og behandlinger ofte ikke de forskellige faktorer, der reelt holder smerterne ved lige. Resultatet kan blive, at behandlingen enten ikke hjælper, eller i nogle tilfælde gør smerterne værre – hvilket igen kan give mere bekymring, angst og et voksende fokus på smerterne. Og jo længere tid smerterne står på, desto mere forstærkes de underliggende mekanismer i kroppens alarmsystem desværre ofte.

Som behandler har man et oprigtigt ønske om at hjælpe. Men langt de fleste sundhedsprofessionelle er primært uddannet i at forstå og behandle specifikke smerter – ikke i, hvorfor smerter kan opstå og fastholdes uden tydelig vævsskade. Mangler man som behandler den nødvendige indsigt i uspecifikke smerter, er man tilbøjelig til – på grund af det, der i litteraturen kaldes commission bias (se boks) – at tilbyde en behandling inden for det, man kender, frem for slet ikke at gøre noget. Når patienten samtidig er desperat efter lindring, kan stærk smertestillende medicin fremstå som en oplagt måde at hjælpe på. Det tror vi er en stor del af baggrunden for, at alt for mange får udskrevet opioider.

Hvad er commission bias? Commission bias er en kendt og veldokumenteret tendens blandt behandlere til at foretrække at gøre noget aktivt – ordinere medicin, henvise til en undersøgelse, foreslå en behandling – frem for at afvente, selv i situationer hvor det sidste er lige så fagligt forsvarligt eller bedre. Det er ikke udtryk for dårlig vilje; det opstår blandt andet, fordi det føles mere trygt at handle end at “ikke gøre noget”, og fordi lægegerningen i sig selv lægger vægt på aktivt at forhindre skade [77].

Hvad er opioider, og hvordan virker de?

Morfin, kodein, tramadol (fx Tradolan), oxycodon (Oxycontin/Oxynorm), tapentadol, buprenorphin og fentanyl er alle opioider. Det illegale stof heroin hører også til samme stofgruppe. Opioider kan udvindes fra opiumsvalmuen eller fremstilles syntetisk [11].

Opioider binder sig til opioidreceptorer i hjernen, rygmarven og andre dele af kroppen og ændrer den måde, nociceptive signaler – altså de signaler, kroppens beskyttelsesnerver (nociceptorer) sender, når de registrerer en skadelig eller potentielt skadelig påvirkning – bliver bearbejdet i nervesystemet. Disse nociceptive signaler er ét vigtigt bidrag til den samlede oplevelse, hjernen sidenhen skaber og fortolker som smerte – men signalet er ikke smerten selv; det er hjernens fortolkning af det, sammen med mange andre samtidige input, der afgør, om og hvor meget det opleves som smertefuldt. Fordi opioidreceptorer findes mange steder i kroppen, påvirkes samtidig blandt andet tarmfunktion, vejrtrækning, vågenhed og kognition. Døsighed, nedsat opmærksomhed, koncentrationsproblemer og anden kognitiv påvirkning er velbeskrevne bivirkninger ved opioidbehandling [11,3,21].

Opioider “kurerer” altså ikke smerte – smerte er ikke en ting, vi kan se, måle eller veje, der sidder ét sted i kroppen og kan slukkes for, men en oplevelse, som hjernen og nervesystemet skaber ud fra mange samtidige input. Det, opioiderne gør, er i en periode at gøre nervesystemet mindre tilbøjeligt til at fortolke disse input som noget, der skal opleves som smertefuldt.

Den globale opioidkrise

Opioidkrisen tog for alvor fart i USA i 1990’erne, drevet af en medicinalindustri, der markedsførte opioider som ikke-afhængighedsskabende over for læger og myndigheder. Purdue Pharma, producenten bag OxyContin, blev senere dømt for bevidst vildledning. Allerede i 2003 dokumenterede det amerikanske Government Accountability Office, hvordan virksomheden gennemførte en omfattende markedsføring af OxyContin og udvidede sin salgsstyrke for at øge udskrivelsen af opioider, blandt andet ved ikke-kræftrelaterede smerter [22]. I 2020 erklærede Purdue Pharma sig skyldig i føderale lovovertrædelser relateret til virksomhedens opioidforretning, herunder svig og overtrædelser af anti-kickback-reglerne – amerikansk lovgivning, der forbyder virksomheder at betale bestikkelse eller anden økonomisk belønning til læger eller andre for at få dem til at ordinere eller anbefale bestemte lægemidler – og har måttet betale milliarder af dollars i bøder og erstatninger [23].

Historien sluttede imidlertid ikke dér. I 2024 underkendte USA’s højesteret i sagen Harrington v. Purdue Pharma en tidligere konkursordning, fordi den ville have givet Sackler-familien vidtgående beskyttelse mod civile søgsmål, uden at familien selv gik konkurs. Efter nye forhandlinger trådte et forlig på 7,4 milliarder dollars i kraft den 1. maj 2026. Sackler-familien blev samtidig permanent forbudt at sælge opioider i USA, og Purdue Pharmas aktiviteter blev overtaget af den nyoprettede nonprofit-efterfølger Knoa Pharma, som er underlagt uafhængigt tilsyn [24]. Historien er dokumenteret blandt andet i tv-serien “Dopesick” (som kan ses på Disney+) samt i Netflix-dramaserien “Painkiller” og HBO-dokumentaren “The Crime of the Century”.

I USA og Canada har krisen – ofte kaldet en opioidepidemi – været særligt voldsom. Det årlige antal opioid-dødsfald i USA er vokset dramatisk gennem epidemien: fra omkring 8.000 i 1999 til et peak på over 80.000 i 2021-2022 [25]. Summerer man den stigende kurve over hele perioden fra 1999 og frem, tog opioider i denne periode over 600.000 liv i USA og Canada tilsammen [26]. Den amerikanske sundhedsmyndighed CDC (Centers for Disease Control and Prevention, svarende til en kombination af Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut) betragtede på det tidspunkt overforskrivning af opioider – altså at der blev udskrevet alt for mange recepter, ofte i for høje doser og til patienter, der reelt ikke havde behov for dem – som en af de vigtigste enkeltårsager til epidemien og gik reelt i offensiven mod det. Da CDC i 2016 udsendte sine første nationale retningslinjer for at stramme opioidordinationen markant, udtalte daværende CDC-direktør Tom Frieden: “More than 40 Americans die each day from prescription opioid overdoses, we must act now,” og at “overprescribing opioids – largely for chronic pain – is a key driver of America’s drug-overdose epidemic” [27,28]. Men de stramme retningslinjer bremsede ikke epidemien for alvor: dødstallet fortsatte op gennem resten af 2010’erne og videre ind i 2020’erne, i takt med at illegalt fentanyl overtog som den primære driver. Stanford-Lancet-kommissionen advarede i 2022 om, at yderligere 1,2 millioner mennesker i USA og Canada kunne dø af opioidoverdosis mellem 2020 og 2029, hvis der ikke skete markante ændringer i politikken på området [26].

Globalt kostede stofbrug ifølge WHO’s seneste opgørelse (2019, fortsat det bedste globale skøn) omkring 600.000 dødsfald om året, hvoraf knap 80 % var opioidrelaterede, og omkring en fjerdedel af dem overdosis – cirka 125.000 opioidrelaterede overdosisdødsfald globalt om året [29].

Der er dog også gode nyheder. Først for alvor fra 2023 vendte kurven i USA markant: fra 79.358 opioidinvolverede dødsfald i 2023 til 54.045 i 2024 – et fald på over 30 % på ét år, drevet af færre fentanylrelaterede dødsfald [25,30]. Foreløbige CDC-data tyder på, at faldet fortsatte i 2025 [31]. Det er stadig et forfærdeligt højt tal, men det viser, at udviklingen kan vendes med en kombination af naloxon-adgang (et modgift, som lægfolk og pårørende kan få udleveret og bruge akut ved en overdosis), skadesreducerende tiltag som fentanyl-teststrimler og sprøjteudveksling, og bedre adgang til afhængighedsbehandling [25].

Opioider og kroniske smerter i Danmark

Danmark har historisk haft et af verdens højeste opioidforbrug per indbygger. I 2008 brugte omkring 375.000 danskere opioider – op fra 180.000 i 1994 – og målt på forbrug per indbygger lå Danmark ifølge amerikanske Pain & Policy Studies Group-tal fra 2014 på en tredjeplads globalt, kun overgået af Canada og USA [32]. Der har i mange år været et markant fokus fra de danske sundhedsmyndigheder på at nedbringe forbruget, og udviklingen går den rigtige vej.

Tallene herunder stammer fra to forskellige opgørelser fra Sundhedsdatastyrelsen, som det er værd at holde adskilt, da de dækker forskellige – men delvist overlappende – perioder og ikke nødvendigvis bruger præcis samme definitioner.Den nyeste og mest omfattende opgørelse dækker perioden 2018-2023 [32]:

I 2018 indløste omkring 446.200 danskere mindst én recept på opioider. I 2023 var tallet faldet til 394.800 – et fald på 12 %.

Antallet af langtidsbrugere (mere end tre måneders sammenhængende brug) faldt fra ca. 190.000 personer (43 % af alle opioidbrugere) i 2018 til 145.000 personer (37 %) i 2023.

Den samlede mængde opioider faldt endnu mere: med 27 % fra 2018 til 2023, målt i morfinækvivalenter – en fælles enhed, der omregner alle opioider (tramadol, oxycodon, fentanyl osv.) til den mængde morfin, de svarer til i styrke, så man kan sammenligne og lægge forbruget af forskellige opioider sammen.

Brugen af tramadol faldt 47 % i denne periode, mens brugen af morfin gik den modsatte vej og steg.

Medicintilskudsnævnet har set nærmere på kvaliteten af opioidbehandlingen. Blandt patienter med kroniske non-maligne smerter, der i 2022 havde været i opioidbehandling i mere end seks måneder, fik omkring 20 % udelukkende korttidsvirkende opioider – altså præparater, der egentlig er beregnet til akutte smerter, ikke til langvarig behandling.

Samme granskning viste, at omkring 25 % af opioidbrugerne i 2021 fik en højere dosis, end Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En tidligere opgørelse, offentliggjort i 2020 og dækkende perioden 2015-2019, viste den samme overordnede tendens: det samlede antal opioidbrugere faldt fra 484.000 i 2015 til 441.000 i 2019, og antallet af langtidsbrugere faldt fra 184.000 til 146.000 – et fald på 21 % [33]. I den periode faldt brugen af tramadol med 37 %, mens der til gengæld var en lille stigning i antallet af nye brugere af morfin og oxycodon – sidstnævnte bedre kendt under handelsnavnene Oxycontin og Oxynorm, det stof, der som nævnt ovenfor har spillet en central rolle i den amerikanske opioidkrise [33]. Bemærk, at tallene for langtidsbrugere fra de to opgørelser ikke bør sammenlignes direkte år for år, da definitioner og opgørelsesmetoder ikke nødvendigvis er identiske mellem de to rapporter – men den overordnede tendens, et fald i det samlede opioidforbrug, går igen i begge.

Sundhedsstyrelsen skrev i 2025, at dokumentationen for opioiders længerevarende effekt på smerter er begrænset, at langvarig opioidbehandling som udgangspunkt er uhensigtsmæssig, og anbefalede stor tilbageholdenhed ved kroniske og tilbagevendende smerter [32].

Hvad viser forskningen om effekt?

Det korte svar: meget lidt – og slet ikke nok til at retfærdiggøre risikoen.

Når mennesker tager opioider i flere år, er det nærliggende at tro, at nogen må have undersøgt, om den smertestillende effekt faktisk holder så længe. Det overraskende svar er, at den placebokontrollerede evidens – altså den mest pålidelige form for bevis, vi har – reelt stopper allerede efter seks måneder. Det betyder, at det bedste tal, vi overhovedet kan vise for opioideffekt, findes i de allerførste måneder af behandlingen.

I det følgende gennemgår vi forskningen periode for periode: først de første tre måneder, derefter tre til seks måneder, hvor hovedparten af al forskning ligger, og til sidst det, der sker – eller rettere ikke sker – når vi bevæger os ud over et halvt år.

Hvad er et placebokontrolleret studie?

I et placebokontrolleret studie sammenligner man den medicin, man tester, med en virkningsløs kopi (placebo) – ofte uden at hverken deltagerne eller nogle gange heller ikke forskerne ved, hvem der får hvad. Det er vigtigt, fordi mange oplever bedring blot af at få en behandling, blive fulgt tæt af sundhedspersonale eller forvente en effekt – uanset om selve stoffet gør noget. Kun ved at sammenligne med placebo kan man adskille medicinens egen effekt fra den forventning og opmærksomhed, der følger med enhver behandling.

0-3 måneder: det bedste gennemsnit, opioider nogensinde viser

CDC’s evidensgennemgang fra 2022 fandt en gennemsnitlig ekstra smertelindring på omkring 1 point på en 0-10-skala efter 1-3 måneders behandling [3] – lige på grænsen for det, der regnes som klinisk relevant (se boks).

Hvad betyder “klinisk relevant”?

Forskere sætter ofte på forhånd en grænse for, hvor stor en forbedring skal være, før den regnes som klinisk relevant – altså stor nok til at gøre en mærkbar forskel for patienten, ikke bare en måling, der peger i den rigtige retning. Ligger den gennemsnitlige effekt under den grænse, betyder det, at den typiske patient ikke oplever en forbedring, der reelt gør en forskel i hverdagen.

Det er værd at dvæle ved, hvad det tal egentlig fortæller. Dette er det bedste, opioider nogensinde præsterer i den mest pålidelige type forskning, vi har – i den periode hvor effekten burde være størst, før tolerance og bivirkninger for alvor sætter ind. Og selv her lander gennemsnittet lige akkurat på grænsen for, hvad patienten overhovedet kan mærke.

Gennemsnittet dækker desuden over meget forskellige resultater i de enkelte studier. Et konkret eksempel er det australske OPAL-studie, publiceret i The Lancet i 2023, som undersøgte 347 patienter med akutte nakke- eller lændesmerter, der fik enten oxycodon-naloxon eller placebo i op til 6 uger, ud over almindelig rådgivning og aktivering [52]. I selve behandlingsperioden fandt forskerne:

  • Ingen statistisk sikker forskel i smerteintensitet mellem grupperne efter 2, 4 eller 6 uger.
  • Placebogruppen klarede sig faktisk bedre på funktionsniveau efter 6 uger.

Mens CDC’s samlede gennemsnit for 1-3 måneder altså lige akkurat rammer grænsen for klinisk relevans, viser et af de bedst gennemførte enkeltstudier i samme tidsrum slet ingen fordel ved opioider – og placebogruppen kom endda bedre ud på funktion. (Vi vender tilbage til OPAL-studiet nedenfor, for det mest opsigtsvækkende ved det er, hvad der skete med patienterne et år senere.)

3-6 måneder: effekten falder, og her ligger hovedparten af al evidens

CDC fandt, at den gennemsnitlige ekstra smertelindring faldt til omkring 0,5 point ved 3-6 måneder [3] – altså det halve af det, man så i de første måneder, og nu klart under grænsen for klinisk relevans. Det er samtidig i dette tidsvindue, at langt størstedelen af al opioidforskning er placeret, så det er her, vi har mest at støtte os til.

Et af de mest omfattende studier er en systematisk gennemgang publiceret i JAMA i 2018. Forskerne samlede 96 randomiserede studier med i alt 26.169 mennesker med kroniske ikke-kræftrelaterede smerter. For selve smerteeffekten omfattede analysen 42 studier med 16.617 deltagere. Sammenlignet med placebo gav opioider gennemsnitligt 0,69 points ekstra forbedring på en 0-10-skala efter tre til seks måneders behandling – et resultat under den grænse, forskerne selv på forhånd havde sat på mindst 1 point for at kalde en forskel klinisk relevant. Resultaterne for fysisk funktion var tilsvarende beskedne: på en 100-points skala var den gennemsnitlige forskel omkring 2 point, mens forskerne havde sat mindst 5 point som grænsen for en klinisk relevant forskel. Studiet fandt desuden ingen forskel i smertelindring mellem opioider og NSAID (fx ibuprofen) – kun flere bivirkninger som opkastning i opioidgruppen [1]. (Spørgsmålet om, hvorvidt højere doser hjælper, vender vi tilbage til sidst i dette afsnit.)

Ligger dine smerter for eksempel omkring 7 ud af 10, taler vi altså ikke om en effekt, der for gennemsnitspatienten bringer dem fra 7 til 3 – vi taler om mindre end ét ekstra point i gennemsnitlig reduktion sammenlignet med placebo [1].

Sundhedsstyrelsens egen evidensgennemgang fra 2018 kom frem til stort set samme resultat: en gennemsnitlig smerteforskel på 0,64 point på en 0-10-skala efter tre til seks måneder – igen under styrelsens egen grænse for klinisk relevans [2]. Det er et bemærkelsesværdigt udgangspunkt for en behandling, vi normalt omtaler som stærk smertestillende medicin.

En af de mest omfattende samlede evidensgennemgange kommer fra det amerikanske Agency for Healthcare Research and Quality (AHRQ), der i 2020 udgav en stor komparativ effektivitetsgennemgang af opioidbehandling ved kroniske smerter. Den konkluderede, at opioider i gennemsnit kun giver en lille korttidseffekt på smerte og funktion, at der stort set ikke findes pålidelig dokumentation for effekten ved langvarig brug, at der ikke er nogen tydelig fordel over ikke-opioid behandling på centrale effektmål, at risikoen stiger med højere doser, og at der mangler pålidelige metoder til at identificere de patienter, der får en stor gevinst uden en tilsvarende risiko [36]. Det er præcis det samme mønster, vi ser igen og igen på tværs af de øvrige store gennemgange.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udgav i 2023 sin første kliniske retningslinje for kroniske primære lænderygsmerter – en stor og central undergruppe af kroniske smerter uden en klar, bagvedliggende skade eller sygdom. Konklusionen er lige så klar som Sundhedsstyrelsens: opioider bør ikke indgå i den rutinemæssige behandling af voksne, heller ikke ældre, med denne type smerter. Det er en betinget anbefaling imod brug, baseret på evidens af moderat sikkerhed [37]. Anbefalingen bygger på en gennemgang af 27 forsøg med i alt 8.688 deltagere. WHO’s egen undersøgelse fandt ingen sikker sammenhæng mellem højere opioiddosis og bedre smertelindring – effekten fladede simpelthen ud omkring 50 mg morfinækvivalenter dagligt, uanset om patienten fik mere medicin end det [37].

Andre studier peger i samme retning:

En systematisk gennemgang fra 2024, der så på livskvalitet, fandt kun meget beskedne forbedringer på nogle mål – og advarede selv om, at resultaterne sandsynligvis er overvurderede på grund af publikationsbias: studier, hvor opioider ikke virkede, bliver sjældnere publiceret eller gennemført færdigt [38].

En stor systematisk gennemgang fra 2025 af 301 placebokontrollerede forsøg for lænderygsmerter vurderede 69 behandlingssammenligninger efter GRADE-systemet (som rangerer, hvor sikre forskerne kan være på et resultat, fra “meget lav” til “høj” evidenssikkerhed). Kun 11 af de 69 sammenligninger (16 %) blev vurderet til moderat evidenssikkerhed – ingen blev vurderet til “høj”, den bedste kategori. Opioider ved kroniske lænderygsmerter gav på papiret en af de største effekter i hele gennemgangen (7,9 point på en 0-100-skala) – men evidenssikkerheden bag netop det tal var vurderet som “meget lav”, den laveste kategori, hvilket betyder, at det reelle resultat med rimelig sandsynlighed kan vise sig at være noget helt andet [39].

En metaanalyse fra 2025/2026 af 19 placebokontrollerede tramadolstudier med 6.506 deltagere – hvilket er relevant, fordi tramadol historisk har været et af de mest anvendte opioider i Danmark og var det mest anvendte frem til 2021, hvorefter morfin overtog førstepladsen – fandt en gennemsnitlig ekstra smertereduktion på blot 0,93 point på en 0-10-skala, igen under forskernes egen grænse for en klinisk relevant effekt. Studiet fandt samtidig flere alvorlige hændelser i tramadolgrupperne end i placebogrupperne, først og fremmest hjerterelaterede hændelser som brystsmerter, koronar hjertesygdom og hjertesvigt (med moderat evidenssikkerhed for netop dette fund), samt en mulig sammenhæng med visse kræftformer – sidstnævnte skal dog tolkes forsigtigt, fordi opfølgningstiden i de inkluderede studier kun var 7-16 uger, hvilket forskerne selv fremhæver som for kort til at sige noget pålideligt om en årsagssammenhæng med kræft [40].

6-12 måneder: nul placebokontrollerede forsøg

Her stopper den pålidelige evidens brat. CDC’s evidensgennemgang fra 2022 fandt ikke ét eneste placebokontrolleret opioidforsøg, der havde undersøgt behandlingseffekten i dette tidsrum [3]. Ikke svag evidens, ikke usikker evidens – ingen evidens overhovedet.

12 måneder eller mere: stadig nul placebokontrollerede forsøg

Det samme gælder det, CDC kalder egentlig langtidsbehandling: 12 måneder eller længere. Heller ikke her fandt gennemgangen et eneste placebokontrolleret forsøg [3].

Det betyder ikke, at vi har bevist, at opioider ikke kan have effekt efter seks eller tolv måneder. Det betyder, at den vedvarende smertestillende gevinst, som patienter og klinikere satser på, når behandlingen fortsættes i et, fem, ti eller tyve år, aldrig er blevet demonstreret i et placebokontrolleret forsøg.

Sat på spidsen: når opioidbehandling fortsættes i årevis, håber vi på, at en lille korttidseffekt fortsætter – uden at nogen har vist, at den gør. Og som vi skal se nedenfor, tyder meget på, at den ikke gør. Tværtimod peger de studier, der faktisk har fulgt mennesker over et år, i retning af, at behandlingen på det tidspunkt ikke længere gavner, men skader.

Det betyder også, at jo mere behandlingsvarigheden begynder at ligne den måde, opioider faktisk bruges på ved kroniske smerter, desto mindre forskning har vi at støtte os til. Det er bekymrende, når opioider i praksis bruges i månedsvis eller årevis, mens dokumentationen for en vedvarende gevinst bliver stadig mere sparsom.

Det, vi trods alt har for denne periode. Selvom der ikke findes placebokontrollerede forsøg, findes der enkelte studier, som på anden vis har fulgt patienter i et år eller mere. De giver ikke samme sikkerhed som et placebokontrolleret forsøg, men de er det bedste, vi har – og de peger konsekvent i samme retning.

Her er det amerikanske SPACE-studie fra 2018 særligt interessant. I studiet blev 240 mennesker med kroniske rygsmerter eller smerter fra hofte- eller knæartrose randomiseret til enten en opioidbaseret medicinsk strategi eller en ikke-opioidbaseret strategi og fulgt i 12 måneder [4]. Hvis opioider virkelig giver en væsentlig smertereduktion til personer med kroniske smerter, burde man forvente at kunne måle den her. Det kunne man ikke. Efter 12 måneder var der ingen statistisk sikker fordel for opioider på smerterelateret funktion. For smerteintensitet gik resultatet faktisk den modsatte vej: opioidgruppen rapporterede lidt højere smerteintensitet end den ikke-opioide gruppe. Samtidig rapporterede opioidgruppen flere bivirkninger [4]. Behandlingen gjorde altså ikke gavn – resultaterne pegede snarere i retning af skade.

Et nyere amerikansk studie fra 2024 peger i samme retning. Her sammenlignede forskerne 201 mennesker med kroniske lænderygsmerter i langvarig opioidbehandling med 201 matchede mennesker uden opioidbehandling over op til 12 måneder. Der var ingen forskel mellem grupperne i smerteintensitet, funktionsniveau eller samlet smertepåvirkning – og opioidgruppen havde heller ikke større sandsynlighed for at opnå en klinisk relevant forbedring [50].

Og så tilbage til OPAL-studiet. Vi så ovenfor, at opioider ikke var bedre end placebo i selve behandlingsperioden på op til 6 uger. Ved 12-måneders opfølgningen blev billedet, hvis noget, endnu dårligere:

  • Efter 12 måneder rapporterede opioidgruppen højere smerteintensitet og havde større risiko for opioidmisbrug.
  • Opioidgruppen rapporterede ikke flere bivirkninger samlet set end placebogruppen (35 % mod 30 %) – en forskel, der var for lille til at være statistisk sikker. Men opioidrelaterede bivirkninger som forstoppelse forekom hyppigere [52].

Forskerne bag studiet konkluderede, at der ikke længere er evidens for at udskrive opioider ved akutte nakke- eller lændesmerter – og at patienter, der får opioider, faktisk ser ud til at klare sig dårligere end dem, der ikke gør [52,53]. Det er ikke i sig selv et argument imod opioider ved kroniske smerter, men det passer ind i et større billede, hvor styrken af medicinen ikke nødvendigvis afspejler størrelsen af den kliniske gevinst.

Det stemmer overens med en ny dansk anbefaling. Sundhedsstyrelsen udgav i september 2025 en national klinisk anbefaling om brug af paracetamol, NSAID og opioider ved akutte lænderygsmerter hos voksne, som konkluderer, at man kun bør bruge opioider som tillæg til den sædvanlige behandling efter nøje overvejelse, fordi der ikke er dokumenteret en relevant gavnlig effekt, og fordi skadevirkningerne ikke er velbeskrevne. Anbefalingen lægger i stedet vægt på at informere patienten om fordelene ved at fortsætte normal aktivitet og risikoen ved inaktivitet, samt at opfordre til gradvist at øge aktivitetsniveauet [54].

Det er nærliggende at spørge, om det samme mønster, som vi vender tilbage til senere i artiklen under opioid-induceret hyperalgesi – hvor smertestillende medicin under visse omstændigheder kan gøre nervesystemet mere følsomt i stedet for mindre – kan være en del af forklaringen på, at opioidgruppen her klarede sig dårligere efter 12 måneder, selv ved almindelige, akutte og uspecifikke rygsmerter. Det er ikke dokumenteret som årsagen i dette specifikke studie, og vi skal passe på med at overfortolke – men mønstret går igen på tværs af flere studier og tidsrammer.

Og her er det værd at stoppe op ved, hvad “kortvarig lindring” egentlig koster. Opioider fjerner ikke smerterne; de dæmper dem i en periode. Skal man på et tidspunkt trappe ud igen – og det skal de fleste – venter der en periode med flere smerter og abstinenser, oven i en krop, hvis alarmsystem efter måneder eller år på opioider kan være blevet mere følsomt, ikke mindre. Derefter skal det egentlige arbejde med smerterne så begynde, bare fra et dårligere udgangspunkt end før behandlingen startede. For den gennemsnitlige patient ser regnskabet altså ud til at gå i minus: en beskeden, aftagende lindring undervejs, betalt med bivirkninger, afhængighedsrisiko og en svær udtrapning bagefter. Det rejser et grundlæggende spørgsmål: hvad er det, vi opnår ved at holde mennesker på en behandling i årevis, som hverken løser problemet eller bringer dem nærmere det liv, de gerne vil have?

Effekten falder, jo længere behandlingen varer

Et systematisk review fra 2026 undersøgte netop dette spørgsmål direkte: hvad sker der med opioiders effekt, efterhånden som behandlingen trækker ud? Forskerne gennemgik 27 randomiserede forsøg med opioider ved kroniske lænderygsmerter eller smerter ved hofte- og knæartrose, hvor opioider blev sammenlignet med placebo eller med behandling, hvor opioider blev undgået eller minimeret.

På tværs af behandlingsperioderne nåede den gennemsnitlige forskel mellem opioider og kontrol på intet tidspunkt op på reviewets egen grænse for, hvad der skulle regnes som en klinisk relevant effekt. Samtidig tegnede der sig et tydeligt mønster: jo længere behandlingen varede, desto mindre var den målte effekt af opioider [35].

Det er værd at bemærke, hvad dette review kalder “langtid”. Her begynder kategorien allerede ved 12 uger, altså omkring tre måneder. Et forsøg, der varer tre måneder, havner dermed i samme kategori som et forsøg, der varer et helt år. Det er væsentligt kortere end i CDC’s evidensgennemgang, hvor 6-12 måneder betegnes som mellemlang opfølgning og 12 måneder eller mere som langtid. Vi nævner derfor reviewet her som en samlet pointe på tværs af varighed frem for under én bestemt tidsperiode.

Konklusion på forskningsgennemgangen

Tilsammen tegner studierne ovenfor det samme billede, uanset hvilken vinkel man anlægger: den smertelindrende effekt af opioider er konsekvent lille, sjældent klinisk relevant efter gængse standarder, og næsten udelukkende undersøgt over kort tid. Vi har stadig ikke robust evidens for, hvad der sker, når man bruger opioider i årevis – kun spredte, men samstemmende signaler om, at den i forvejen beskedne effekt ikke bliver bedre med tiden, mens det, der bliver tilbage, i praksis næsten udelukkende er risiko.

Der er samtidig noget, som forskningen ovenfor slet ikke er indrettet til at fange. Studierne måler gennemsnit på smerteskalaer over uger og måneder. De opgør ikke de mennesker, der efter mange år på opioider har mistet arbejde, funktionsniveau, relationer eller førlighed til en afhængighed, de aldrig selv opsøgte – forløb, vi ser i klinikken og igen og igen hører om fra mennesker, der har været igennem dem.

Det er værd at stoppe op ved. Vi opgør systematisk, hvor mange mennesker der dør af opioider – de tal er offentligt tilgængelige og opdateres årligt. Men der findes ingen tilsvarende opgørelse over, hvor mange der mister deres arbejdsevne, deres selvstændighed eller store dele af deres liv til en afhængighed, der begyndte med en recept. Det er ikke, fordi problemet ikke findes; det er, fordi ingen har målt det. Og når man ikke undersøger noget, kan man bagefter konstatere, at der ikke er evidens for det. Det er en bekvem, men uholdbar position, når konsekvenserne for den enkelte er så store. Vi vender tilbage til bivirkninger, afhængighed og udtrapning senere i artiklen.

Det er værd at bemærke, hvad dette review kalder “langtid”. Her begynder kategorien allerede ved 12 uger, altså omkring tre måneder. Et forsøg, der varer tre måneder, havner dermed i samme kategori som et forsøg, der varer et helt år. Det er væsentligt kortere end i CDC’s evidensgennemgang, hvor 6-12 måneder betegnes som mellemlang opfølgning og 12 måneder eller mere som langtid. Vi nævner derfor reviewet her som en samlet pointe på tværs af varighed frem for under én bestemt tidsperiode.

Det er også værd at bemærke, at en stor del af den nyeste forskning ovenfor specifikt handler om lænderygsmerter [37,41,40,39], som er den mest udbredte og bedst undersøgte type kronisk smerte, snarere end kroniske smerter i al almindelighed. Vi vurderer, at resultaterne med rimelighed kan generaliseres fra lænderygsmerter til kroniske smerter mere bredt, fordi de stemmer overens med den ældre litteratur, der ikke er begrænset til lænderygsmerter – blandt andet det store JAMA-studie fra 2018 [1] og Sundhedsstyrelsens egen evidensgennemgang [2]. Men i en artikel, der forsøger at skabe fuld gennemsigtighed, er det vigtigt at være tydelig om den antagelse, vi laver, frem for at lade den ligge underforstået.

Men gennemsnittet er jo ikke den enkelte patient

Alle de tal, vi har gennemgået ovenfor, er gennemsnit på tværs af store grupper af mennesker. Det er en vigtig detalje, for et gennemsnit dækker over stor variation: nogle deltagere oplevede en fin smertelindring, andre stort set ingen – og nogle fik det decideret dårligere, med flere smerter, bivirkninger eller tab af funktion, end de havde før behandlingen. Gennemsnittet fortæller altså ikke hele historien om den enkelte, og det gælder i begge retninger.

Sundhedsstyrelsen fandt da også, at flere mennesker i opioidgrupperne end i kontrolgrupperne opnåede mindst ét points smertereduktion, og vurderede derfor, at der sandsynligvis findes en mindre gruppe, som kan opleve en klinisk relevant effekt [2]. Den observation skal dog læses med to forbehold. For det første stammer den fra forsøg på tre til seks måneder og siger intet om, hvorvidt de samme personer stadig har gavn efter et, fem eller ti år – der peger den evidens, vi faktisk har, i modsat retning. For det andet er en stor del af opioidforsøgene designet på en måde, hvor deltagere, der ikke tåler opioider eller reagerer dårligt på dem, sorteres fra, allerede inden selve forsøget går i gang. Det gør automatisk gruppen, der måles på, mere positiv end virkelighedens patienter – og det kommer vi tilbage til i afsnittet om, hvor sikkert evidensgrundlaget egentlig er.

Problemet opstår i næste led: hvordan finder man på forhånd den gruppe, der opnår en kortvarig smertelindring? Både Sundhedsstyrelsen og den amerikanske CDC skriver i deres respektive retningslinjer, at det er meget vanskeligt at forudsige, hvem der får effekt, og at der ikke findes validerede, pålidelige redskaber, som kan identificere de patienter, der med størst sandsynlighed vil have gavn af behandlingen uden samtidig at få væsentlige skadevirkninger [2,3]. Det er derfor ikke nok at sige “nogle mennesker responderer rigtig godt” som argument for at fortsætte praksis som hidtil – hvis vi ikke pålideligt kan udpege dem på forhånd, kan vi heller ikke bruge deres eksistens som dokumentation for, at vi er gode til at finde dem. Individualiseret behandling er vigtig, men ordet individualisering kan ikke i sig selv erstatte manglende evidens. 

Vi støtter individualiseret behandling – men det er ikke et argument for at gøre patienter til prøvekaniner for farlige og risikofyldte behandlinger på et dårligt eller manglende evidensgrundlag. Det bør snarere være omvendt: jo mere risikofyldt en behandling er, desto stærkere bør evidensgrundlaget være, før man tager den i brug.

Der findes ingen test, ingen scanning og ingen erfaring, der kan fortælle din læge, om opioider vil hjælpe netop dig. Behandlingen begynder som et forsøg – og fortsætter ofte i årevis, uden at nogen ved, om det virker.

Hvad med højere doser?

Et nærliggende spørgsmål er, om man bare skal give mere, hvis effekten er lille. Det korte svar er nej – og det er her, regnestykket for alvor bliver ubehageligt.

Ingen af de store gennemgange finder en sikker sammenhæng mellem højere dosis og bedre effekt. JAMA-gennemgangen fandt ingen tydelig dosis-respons-sammenhæng for hverken smerte eller funktion: højere doser gav ikke en tilsvarende større dokumenteret gevinst [1]. WHO fandt tilsvarende, at effekten fladede ud omkring 50 mg morfinækvivalenter dagligt, uanset om patienten fik mere end det [37].

Bivirkningerne følger derimod dosis tæt. Jo højere dosis, desto flere og desto alvorligere skadevirkninger – fra forstoppelse, døsighed og kognitiv påvirkning til den alvorligste af dem alle: respirationsdæmpning, hvor vejrtrækningen hæmmes så meget, at det kan koste livet (vi gennemgår bivirkningerne nærmere senere i artiklen).

Hvad er et observationsstudie?

I et observationsstudie følger man mennesker, som allerede får en bestemt behandling, uden selv at bestemme hvem der får hvad. Det gør det muligt at studere store grupper over lang tid – noget der sjældent er praktisk muligt i lodtrækningsforsøg. Til gengæld kan man ikke være sikker på, at det er behandlingen selv, der forårsager det, man ser. Patienter på høje doser kan for eksempel adskille sig fra patienter på lave doser på mange andre måder end dosis. Observationsstudier kan derfor vise stærke sammenhænge, men ikke bevise årsag.

I et stort amerikansk observationsstudie af mennesker i opioidbehandling for kroniske smerter steg risikoen for at dø af en opioid-overdosis klart med dosis: sammenlignet med patienter på en lav dosis (1 til under 20 mg morfinækvivalenter dagligt) var risikoen 1,88 gange højere ved 20 til under 50 mg dagligt, 4,63 gange højere ved 50 til under 100 mg dagligt, og 7,18 gange højere ved 100 mg dagligt eller derover [34].

Sat sammen giver de to fund et skarpt billede: vi kan ikke dokumentere, at højere opioiddoser giver tilsvarende bedre smertelindring, men vi kan dokumentere en tydelig sammenhæng mellem højere doser og større risiko for alvorlige skadevirkninger, herunder overdosis og død. Når effekten aftager, er “mere af det samme” altså ikke en løsning – det er en optrapning af risikoen uden en tilsvarende gevinst.

Hvor sikkert er evidensgrundlaget egentlig?

Det billede, vi lige har tegnet, bygger på studier – og en stor del af den evidens er selv behæftet med kendte kilder til bias. Det er relevant, fordi de trækker i samme retning hele vejen igennem: mod at få opioider til at fremstå bedre, end de er. Med andre ord er der grund til at tro, at den reelle effekt er endnu mindre end de i forvejen beskedne tal ovenfor.

Hvad betyder bias? Bias er en systematisk skævhed i én retning – ikke nødvendigvis bevidst fusk eller en enkeltstående fejl. Den kan opstå inde i det enkelte studie, for eksempel i hvordan deltagerne er udvalgt. Men den kan lige så vel opstå udenfor: i hvem der har betalt for forskningen, i hvilke forsøg der ender med at blive publiceret, og i hvordan forsøgene er designet fra starten. Derfor kan man have en stak studier, der hver især er udført korrekt, og alligevel ende med et forvrænget samlet billede.

Studiedesignet: forsøg, der sorterer de dårlige oplevelser fra

Vi lovede ovenfor at vende tilbage til, hvordan mange opioidforsøg er designet. Det er nemlig ikke en teknisk detalje, men en indbygget bias i selve fundamentet.

En stor del af forsøgene med opioider mod kroniske smerter bruger et bestemt design kaldet “enriched enrollment randomized withdrawal” (EERW) [46]. Det fungerer sådan: alle deltagere får først opioidet i en åben fase, hvor alle ved, hvad de får. Kun dem, der tåler medicinen og oplever en effekt, går videre til den egentlige, blindede sammenligning med placebo. De øvrige – dem der fik bivirkninger, ikke kunne tåle det, eller ikke mærkede nogen forskel – er allerede ude af forsøget, inden det rigtige forsøg begynder.

Det betyder, at den effekt, forsøget rapporterer, ikke er opioidernes effekt hos en almindelig, ny patient. Det er effekten hos en gruppe, der på forhånd er sorteret til at tåle og reagere positivt på stoffet. Hvis man vil vide, hvad der sker, når en tilfældig patient med kroniske smerter starter i opioidbehandling – hvilket er præcis det spørgsmål, både patient og læge står med – så er det ikke det spørgsmål, disse forsøg svarer på.

Kritikken er ikke ny eller marginal. FDA’s eget rådgivende udvalg kaldte i april 2023 designet “lavet til at give et positivt resultat, før forsøget overhovedet var begyndt”. Det fremgår af et brev fra senatorerne Ed Markey og Joe Manchin til FDA samme år, som også citerede en FDA-bestilt rapport om, at designet “er kendt for at underdrive opioiders bivirkninger” [48]. Designet oppuster altså ikke bare den målte gevinst – det nedtoner samtidig skaderne.

Designet er heller ikke sjældent, og det bruges påfaldende skævt. Af 28 undersøgte EERW-forsøg ved kroniske smerter handlede 19 (68 %) specifikt om opioider [47]. I det systematiske review fra 2026, som vi gennemgik tidligere, brugte 9 af de 27 opioidforsøg EERW-design – mens forskerne ikke fandt ét eneste EERW-forsøg blandt 49 sammenlignelige studier med paracetamol eller lokale NSAID-præparater [35]. Designet, der pynter på resultatet, bliver altså brugt langt hyppigere til netop de lægemidler, hvor mest står på spil.

Gør det så en reel forskel for resultaterne? Ja. I det samme review fra 2026 undersøgte forskerne netop dette: i de almindelige randomiserede forsøg på mindst 12 uger var der ingen fordel ved opioider, mens EERW-forsøgene viste en tydeligt større effekt. Her havde personer, der fortsatte med opioidet, 29 % større sandsynlighed for at opnå mindst 30 % smertelindring [35].

Den eneste direkte sammenligning af enrichede og ikke-enrichede opioidforsøg, vi har fundet, viste ingen statistisk sikker forskel i selve effektstørrelsen (0,62 mod 0,57) – men med kun 8 enrichede forsøg mod 39 ikke-enrichede er det en svag test, og tallet trækker i retning af, at enrichede forsøg rapporterer en anelse større effekt, ikke mindre. Til gengæld var forskellen tydelig for bivirkninger: de ikke-enrichede forsøg fandt langt flere typer bivirkninger end de enrichede, 26 mod 8 [49]. Når man sorterer dem fra, der ikke tåler medicinen, forsvinder deres bivirkninger nemlig ud af regnskabet sammen med dem.

Industrifinansiering: hvem har betalt for forskningen?

En stor del af den evidens, som anbefalingerne fra WHO, Sundhedsstyrelsen og AHRQ bygger på, kommer fra industrifinansierede forsøg. I en systematisk gennemgang fra 2020 af 21 placebokontrollerede opioidstudier ved kroniske lænderygsmerter – et forskningsfelt nært beslægtet med, men ikke identisk med, det WHO’s anbefaling bygger på – viste det sig, at 20 af de 21 studier var sponsoreret af medicinalvirksomheder, og kun ét var offentligt finansieret [41]. Det er ikke det samme som at sige, at WHO’s egne 27 forsøg har samme finansieringsmønster – det ved vi ikke præcist, og vi vil ikke påstå det – men det illustrerer, hvor dybt medicinalindustrien generelt er involveret i den forskning, beslutninger om opioidbehandling bygger på.

Sundhedsstyrelsen oplyser i øvrigt selv, at størstedelen af de studier, der lå til grund for styrelsens egne vurderinger af smerte, funktion og gastrointestinale bivirkninger, var finansieret af medicinalindustrien [2].

Det er ikke kun i opioidforskningen, at industrifinansiering kan farve resultaterne. Et stort Cochrane-review fra 2017, der gik på tværs af mange forskellige sygdomsområder og lægemidler, fandt, at industrisponsorerede lægemiddel- og udstyrsstudier oftere rapporterede resultater og konklusioner, der favoriserede sponsorens eget produkt, end ikke-industrisponsorerede studier gjorde [42]. Det betyder ikke, at et bestemt industrifinansieret opioidstudie derfor automatisk er forkert – pointen er, at industrifinansiering er en dokumenteret, generel kilde til bias, som er værd at have med i vurderingen af evidensgrundlaget.

Publikationsbias: de forsøg, vi aldrig får at se

Industrifinansiering er langt fra den eneste kilde til bias. En anden og velkendt er publikationsbias: en tendens til, at negative eller tvetydige resultater tilbageholdes, slet ikke bliver publiceret, eller kun bliver rapporteret delvist, mens positive resultater oftere kommer på tryk. Resultatet er, at den forskning, vi rent faktisk kan læse og bygge anbefalinger på, tegner et mere positivt billede af en behandling, end virkeligheden berettiger.

Den bekymring er ikke teoretisk. Et konkret og grundigt undersøgt eksempel – ikke fra opioidforskning, men fra det beslægtede felt antidepressiva – illustrerer mekanismen præcist. En analyse af 74 lægemiddelforsøg registreret hos den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA viste følgende: 38 af forsøgene havde et positivt resultat, og 37 af dem blev publiceret. Af de resterende 36 forsøg med negative eller tvivlsomme resultater blev kun 3 publiceret som negative, 11 blev publiceret på en måde, der fremstod positiv, og 22 blev slet ikke publiceret. Resultatet var, at den publicerede litteratur samlet set overvurderede lægemidlernes effekt med omkring 32 % sammenlignet med FDA’s fulde datasæt [45].

Læg mærke til, hvordan det kan ske: hvis et medicinalfirma sætter mange forsøg i gang, og det primært er dem med positive resultater, der ender med at blive publiceret og omtalt i guidelines og den offentlige debat, får både læger og patienter et for positivt indtryk af, hvor godt lægemidlet reelt virker – uden at nogen nødvendigvis har løjet om et eneste enkelt forsøg. Hvert studie kan være korrekt udført og korrekt rapporteret. Skævheden opstår i udvælgelsen af, hvad omverdenen får lov at se.

Den britiske læge og forfatter Ben Goldacre har gennem flere bøger sat fokus på netop dette. I Bad Science (2008) kritiserede han bredt dårlig brug af data i medier, alternativ behandling og medicinalindustrien, og i Bad Pharma (2012) rettede han fokus specifikt mod medicinalindustrien og dokumenterede et gennemgående mønster: virksomheder har historisk haft en tendens til at offentliggøre de forsøg, der viser positiv effekt, mens forsøg med negative eller tvetydige resultater oftere begraves, slet ikke bliver publiceret, eller kun delvist rapporteret – det vil sige, at hverken læger, forskere eller offentligheden nogensinde får adgang til de fulde resultater [44]. Goldacre var desuden med til at stifte AllTrials-kampagnen, der arbejder for, at alle kliniske forsøg – uanset om resultatet er positivt, negativt eller tvetydigt – registreres på forhånd og gøres offentligt tilgængelige, netop for at forhindre, at kun de mest positive resultater bliver synlige for omverdenen.

Mange tidsskrifter kræver i dag officielt forhåndsregistrering som betingelse for at ville publicere et forsøg. Men kravet bliver i praksis langt fra altid overholdt. En gennemgang af forsøg publiceret i ti anerkendte og indflydelsesrige amerikanske videnskabelige tidsskrifter, der alle har tilsluttet sig kravet, fandt, at 10 % af forsøgene slet ikke var registreret, og at næsten hvert fjerde registrerede forsøg først blev registreret bagefter – i de fleste tilfælde efter et tidspunkt, hvor resultaterne allerede kunne være kendt [43]. Det er værd at forstå, hvorfor det er et problem: når man registrerer et forsøg på forhånd, binder man sig til, hvad man vil måle, og hvad der skal tælle som succes. Registrerer man først bagefter, kan man i praksis justere, hvad der tæller som det primære effektmål, efter man har set, hvordan tallene faktisk ser ud – og dermed forvandle et mislykket forsøg til et tilsyneladende vellykket.

Samlet vurdering

Tre uafhængige kilder til bias – hvem der har betalt for forskningen, hvilke resultater der bliver publiceret, og hvordan forsøgene er designet – trækker alle i samme retning: mod at overvurdere opioiders effekt og undervurdere deres skadevirkninger.

Det ændrer ikke ved, at nogle af de bedste og mest uafhængige gennemgange – SPACE-studiet, WHO’s retningslinje, CDC’s evidensgennemgang – allerede viser en lille eller fraværende effekt. Pointen er, at når man lægger disse bias-kilder oveni, er der grund til at tro, at det reelle billede snarere er dårligere end det, tallene i forrige afsnit viste. Vi har med andre ord ikke at gøre med en behandling, hvis værdi er underdrevet af forsigtige forskere. Vi har at gøre med en behandling, hvis beskedne dokumenterede gevinst formentlig stadig er for optimistisk beskrevet.

Hvilke bivirkninger har opioidbehandling?

Listen over bivirkninger er lang, og risikoen stiger, som du allerede ved, med dosis. De hyppigste er kvalme, opkast, mundtørhed, forstoppelse og svimmelhed. Herudover ses ofte øget risiko for fald, hovedpine, nedsat sexlyst, hormonelle forstyrrelser, døsighed, hudkløe, problemer med vandladning, øget risiko for brud (særligt hos ældre) og i sjældnere tilfælde hallucinationer og hjerteproblemer [11,12].

Et stort Cochrane-baseret overbliksstudie, der samlede data fra 16 Cochrane-gennemgange af 14 forskellige opioider (61 studier, over 18.000 patienter), fandt en 42 % øget risiko for bivirkninger sammenlignet med placebo – og at omkring 7,5 % af patienterne oplevede en alvorlig bivirkning. Alvorlig betyder her en bivirkning, der krævede hospitalsindlæggelse, var livstruende eller på anden vis fik alvorlige konsekvenser, ikke blot en bivirkning, der var ubehagelig [12]. Sundhedsstyrelsens egen evidensgennemgang fandt desuden flere mave-tarm-bivirkninger hos mennesker behandlet med opioider end i kontrolgrupperne [2].

Den kognitive påvirkning fortjener særlig opmærksomhed.

Døsighed, nedsat opmærksomhed, koncentrationsbesvær og en generel “tåget” fornemmelse er velbeskrevne følger af opioidbehandling [11,3,21]. For mange er det netop denne bivirkning, der fylder mest i hverdagen – ikke fordi den er farlig, men fordi den påvirker alt: evnen til at arbejde, til at være nærværende med sine børn, til at læse en bog eller køre bil. Når man samtidig husker, at den gennemsnitlige smertelindring er under ét point på en ti-punktsskala, bliver regnestykket svært at få til at gå op.

Den alvorligste bivirkning er død som følge af respirationsdæmpning.

Opioider hæmmer det center i hjernen, der styrer vejrtrækningen. Jo højere dosis, desto kraftigere dæmpning – og risikoen øges markant, hvis opioider kombineres med andre sløvende stoffer som benzodiazepiner (fx sovemedicin og angstdæmpende medicin) eller alkohol [11,3]. Det er værd at være opmærksom på, fordi netop den kombination er almindelig hos mennesker med kroniske smerter, som ofte også sover dårligt eller har angstsymptomer.

Hvis en behandling gav en dramatisk og vedvarende forbedring, kunne man argumentere for, at ganske betydelige bivirkninger var værd at acceptere. Men når den gennemsnitlige gevinst er så lille, som forskningen viser, bliver skadevirkningerne tilsvarende tungere at veje op imod.

Spørgsmålet må være, om den samlede gevinst er stor nok til at retfærdiggøre risikoen. Og her er det værd at huske, hvad vi gennemgik i afsnittet om bias: de 0,6-0,7 point er ikke et forsigtigt bud, som virkeligheden sandsynligvis overgår. Det er snarere det modsatte. Når industrifinansiering, publikationsbias og et studiedesign, der frasorterer dem, som ikke tåler medicinen, alle trækker i samme retning, er 0,6-0,7 point nærmere et loft end et gennemsnit. Den reelle effekt hos en almindelig patient ligger med rimelig sandsynlighed lavere [1,2].

Du kan blive afhængig af stærk smertestillende medicin

Langvarig opioidbehandling kan medføre tolerance, fysisk afhængighed og hos nogle en afhængighedslidelse. Det er vigtigt at holde disse tre begreber adskilt fra hinanden, fordi de ofte blandes sammen – også af sundhedsprofessionelle.

Tolerance betyder, at den samme dosis over tid giver mindre effekt, så der skal en højere dosis til for at opnå den samme virkning.

Fysisk afhængighed er noget andet. Kroppen har tilpasset sig den fortsatte tilstedeværelse af opioidet, så en hurtig dosisreduktion eller et brat stop kan udløse abstinenser. Det er en normal fysiologisk tilpasning, ikke et tegn på misbrug.

En afhængighedslidelse – det, der i daglig tale ofte fejlagtigt kaldes misbrug – handler derimod om et problematisk brugsmønster med kontroltab over forbruget, stærk trang og fortsat brug på trods af tydelige negative konsekvenser.

En person kan sagtens udvikle tolerance og fysisk afhængighed af opioider uden nogensinde at udvikle en afhængighedslidelse. Tolerance kan samtidig presse nogle patienter mod stigende doser – og højere doser er som gennemgået forbundet med større risiko for alvorlige skadevirkninger [3].

Når ordene bliver brugt forkert

Adskillelsen mellem de tre begreber har en praktisk konsekvens, som er værd at være tydelig om – for i praksis bliver de blandet sammen, og det går ud over patienterne.

En patient, der har fulgt sin læges ordination i årevis, vil næsten uundgåeligt have udviklet fysisk afhængighed. Det er ikke et tegn på misbrug; det er kroppens forudsigelige tilpasning til medicinen, og det ville ske for stort set enhver, der tog den samme medicin i den samme periode. Alligevel oplever mange at blive omtalt som “afhængige” eller ligefrem “narkomaner” i en tone, der lægger op til, at de selv burde tage sig sammen.

Det er en sammenblanding af fysiologi og moral. Den fysiske afhængighed er noget, behandlingen har skabt – ikke noget, patienten har valgt. Og selv hos dem, der udvikler en egentlig afhængighedslidelse med kontroltab og trang, gælder det stadig, at behandlingen blev sat i gang af sundhedsvæsenet, ikke opsøgt på egen hånd [3].

Det er ikke rimeligt at gøre en patient ansvarlig for en forudsigelig konsekvens af en behandling, vedkommende er blevet tilbudt. Dertil kommer, at mange, der skal trappe ud, i praksis står ret alene med opgaven: den primære støtte er ofte kun vejledning fra egen læge, uden adgang til den tættere opfølgning eller specialiserede hjælp, en vanskelig nedtrapning kan kræve. At blive sat i behandling af sundhedsvæsenet – og senere stå alene med en svær udtrapning, samtidig med at man risikerer at blive mødt med et stigmatiserende sprogbrug, der lægger skylden hos én selv – er efter vores vurdering ikke en rimelig position at sætte patienter i.

Fra behandling på recept til afhængighedslidelse

Amerikanske undersøgelser har set på baggrunden hos mennesker, der endte med at bruge heroin. En stor del af dem havde tidligere brugt receptopioider på anden vis, end en læge havde ordineret – for eksempel i højere doser eller hyppigere end foreskrevet, eller opioider, de havde skaffet uden om deres egen recept [26].

Det betyder ikke, at almindelig lægeordineret opioidbehandling fører til heroinbrug for flertallet. Det gør den ikke. Men det viser, at der er en vej fra receptblokken til illegal opioidbrug, og at den vej går gennem et forbrug, som begyndte lovligt.

Kan opioider give dig flere smerter? Opioid-induceret hyperalgesi

Et af de mest kontraintuitive fund i smerteforskningen er fænomenet opioid-induceret hyperalgesi (OIH): at opioider under visse omstændigheder kan gøre dig mere følsom over for smerte, i stedet for mindre.

Hyperalgesi betyder helt konkret, at noget, der normalt gør en smule ondt, pludselig gør væsentligt mere ondt end forventet. Fænomenet optræder ofte sammen med allodyni, hvor selv normalt smertefri stimuli – som et let tryk eller berøring fra tøj – begynder at føles smertefulde [7]. De to hænger sammen, fordi de begge er udtryk for en underliggende sensibilisering af de mekanismer, der bidrager til, at vi oplever smerte – både i nervesystemet centralt og lokalt i vævet – snarere end at der er opstået en skade.

Fænomenet er veldokumenteret i dyrestudier. I et kendt studie fik rotter med en nerveskade svarende til iskias enten morfin eller saltvand. Morfingruppen var dobbelt så lang tid om at komme sig som saltvandsgruppen [7]. Altså: dyrene, der fik smertestillende medicin, havde ondt i længere tid end dem, der ikke fik noget.

Hos mennesker er billedet mere blandet. En systematisk gennemgang og metaanalyse fra 2019 fandt tegn på øget smertefølsomhed (målt ved varme- og kuldestimuli) hos mennesker efter længerevarende opioidbrug, men ikke ved alle typer af smertemåling – og fænomenet var tydeligst hos mennesker med opioidafhængighed snarere end hos smertepatienter generelt [5]. En nyere metaanalyse fra 2024 i JAMA Psychiatry konkluderede, at det stadig er uklart, om den øgede smertefølsomhed, man ser hos mennesker i opioidbehandling for afhængighed, skyldes selve opioidforbruget eller andre, ikke-opioidrelaterede faktorer [6]. Sundhedsstyrelsens eget høringsmateriale fra 2018 beskriver da også hyperalgesi som en sjælden, men alvorlig mulig skadevirkning [51].

Konklusionen er, at OIH er en reel og biologisk sandsynlig risiko, men at den kliniske betydning hos den enkelte smertepatient er sværere at fastslå præcist, end det nogle gange fremstilles – og det er ikke rimeligt at bruge fænomenet som forklaring på alle problemer ved langtidsbehandling.

Det, man med rimelig sikkerhed kan sige, er dette: hvis smerterne tilsyneladende bliver værre eller mere diffuse under opioidbehandling, uden at der er sket noget nyt med den underliggende tilstand, bør både du og din læge overveje, om medicinen selv er en del af problemet, i stedet for automatisk at øge dosis.

Det kaster også lys tilbage på SPACE-studiet og OPAL-studiet, som vi gennemgik tidligere, hvor opioidgrupperne endte med højere smerteintensitet end kontrolgrupperne. Kan noget af det samme mønster være på spil der? Det er ikke dokumenteret som årsagen i disse specifikke studier, og man skal passe på med at overfortolke – men mønstret går igen på tværs af flere studier og tidsrammer: kortvarig lindring er ingen garanti for et godt resultat på længere sigt – og for nogle ender det med flere smerter, end de startede med.

Nedtrapning: hvad sker der, når man stopper?

Det her er et af de mest interessante – og oversete – spørgsmål i hele diskussionen. Hvis opioider gennem mange år er det, der holder en persons kroniske smerter nede, burde man umiddelbart forvente, at smerterne bliver markant værre, når medicinen reduceres.

Men det er ikke det generelle billede i forskningen.

Hvad viser forskningen om smerter efter nedtrapning?

En gennemgang af studier af opioidnedtrapning hos mennesker med kroniske smerter fandt, at smerterne gennemgående enten blev mindre eller lå på samme niveau som før udtrapningen – dog med det vigtige forbehold, at evidensen hovedsageligt kom fra metodologisk svagere studier [8].

En anden systematisk gennemgang af 67 studier af reduktion eller ophør af langtidsopioider vurderede evidenskvaliteten som meget lav, men fandt blandt de studier, der målte smerte, funktion og livskvalitet, at der ofte blev rapporteret forbedringer efter dosisreduktion [9].

En nyere og endnu større systematisk gennemgang og metaanalyse fra 2022 identificerede 166 studier af interventioner til at reducere langvarig opioidbehandling. Hele 130 af dem (78 %) blev vurderet at have kritisk risiko for bias og blev udelukket fra den endelige evidenssyntese. Blandt de resterende 36 studier var evidenssikkerheden lav eller meget lav for over 90 % (41 af 44) af de undersøgte effektmål, herunder mål for smerte, funktion og livskvalitet [10].

Selv med de forbehold viser de tilgængelige data samlet set, at smerterne hos de fleste enten er uændrede eller mindre efter nedtrapning. Men fordi evidensen er af så lav kvalitet, skal konklusionen formuleres præcist: fravær af påvist smerteforværring er ikke det samme som bevis for, at forværring aldrig forekommer. Det betyder ikke, at alle får færre smerter ved at stoppe – og det er ikke et argument for at fjerne opioider fra alle, der har taget dem i mange år, uden en ordentlig plan.

Men det inviterer til at vende bevisbyrden om. Når vi samtidig ved, at den gennemsnitlige smertelindrende effekt af opioider i forvejen er lille, og at bivirkningerne og risiciene er betydelige, mener vi, det er rimeligt at spørge omvendt: hvor er dokumentationen for, at den eksisterende opioiddosis rent faktisk forhindrer smerterne i at eksplodere? Den findes ikke. Og uden den er det ikke urimeligt at konkludere, at fortsat brug for mange snarere er en dårlig aftale end en nødvendighed.

Et konkret eksempel kommer fra Smertevidenskabs egen podcast. I episode 54 fortæller Bo om, hvordan han oplevede tegn på opioid-induceret hyperalgesi, og hvordan hans smerter først begyndte at bedres markant, efter han i samarbejde med en anæstesiolog trappede ud af sin opioidbehandling [55]. Bos historie er naturligvis ikke evidens i sig selv – det er én persons oplevelse, ikke et studie – men den illustrerer præcis den pointe, forskningen ovenfor peger på: at mere smertestillende medicin ikke nødvendigvis er lig med mindre smerte, og at det for nogle kan gå den modsatte vej.

Hvorfor abstinenser let bliver misforstået

Har kroppen tilpasset sig opioider, kommer der abstinenser, når dosis sættes ned. Det er ikke et tegn på, at noget er gået galt – det er en forventelig fysiologisk reaktion. Men abstinenser kan blandt andet omfatte øgede smerter, og jo hurtigere nedtrapningen går, desto kraftigere bliver de typisk [3].

Det åbner for en misforståelse, som er værd at kende. En person har taget opioider i flere år, dosis sættes ned, og smerterne stiger. Den nærliggende konklusion bliver: “Så virkede medicinen jo – se, hvor meget værre jeg får det uden.”

Men den observation kan ikke i sig selv afgøre, hvad der foregår. Der er flere forklaringer i spil.

Smerteforværringen kan skyldes abstinenser, som aftager med tiden. Den kan skyldes, at den tåge, mange lever i på opioider, letter – man mærker pludselig sin krop og sine omgivelser tydeligere, og det gælder også smerten, uden at der nødvendigvis er mere af den. Usikkerheden og frygten ved at skulle undvære medicinen kan i sig selv skabe et øget fokus på smerterne og dermed forstærke smerteoplevelsen. Og endelig kan det skyldes, at opioidernes dæmpning af nervesystemet er ophørt: de smerter, der var der før behandlingen, mærkes nu igen i fuld styrke. Det sidste betyder ikke, at medicinen løste noget – den skruede ned for lydstyrken, så længe den blev taget, uden at ændre på det, der lå bag.

Pointen er, at man ikke kan aflæse svaret ud af, at smerterne stiger under nedtrapning. Perioden med forværring kan strække sig over uger, og den siger i sig selv ikke noget om, hvorvidt medicinen gavnede på lang sigt. Det er netop derfor, moderne retningslinjer advarer imod at stoppe brat eller mod patientens vilje. Nedtrapning bør ske gradvist, individuelt og så vidt muligt i samarbejde med personen, medmindre der er en akut sikkerhedsmæssig grund til noget andet [3].

En formulering, der er værd at standse op ved

I både forskningslitteraturen og den kliniske hverdag støder man ofte på en bestemt vending, når emnet er nedtrapning af opioider: at de underliggende mekanismer bag smerterne bliver aktive igen, når medicinen fjernes. Den lyder faglig og neutral. Men den antager præcis det, som skulle bevises.

Formuleringen forudsætter, at opioiderne holdt en aktiv sygdomsproces nede, og at processen så blusser op igen, når medicinen forsvinder. Ved kroniske uspecifikke smerter er der imidlertid sjældent identificeret en sådan proces til at begynde med – det er netop derfor, smerterne kaldes uspecifikke. Der er altså ikke noget dokumenteret, som kan “blive aktivt igen”.

Vendingen er heller ikke uskyldig. Den flytter uden videre forklaringen fra medicinen over på patientens sygdom, og den gør fortsat behandling til det logiske svar. Hvis medicinen holder noget farligt nede, ville det jo være uansvarligt at fjerne den.

Og her er det værd at holde fast i, hvad nedtrapningsstudierne faktisk viser. Hvis opioider reelt holdt en aktiv smertetilstand i skak, ville vi forvente, at smerterne blev markant værre, når medicinen blev trappet ned. Det er ikke det, vi ser. De tilgængelige studier peger på, at smerterne hos de fleste enten er uændrede eller mindre bagefter [8,9,10]. Evidensen er svag, og vi skal ikke overfortolke den – men den peger i hvert fald ikke i retning af en dæmpet sygdomsproces, der venter på at bryde løs.

Hvad ved vi om metode og tempo?

Der findes desværre stadig ikke tilstrækkelig højkvalitetsforskning til at sige præcist, hvad der er den bedste måde at trappe ud af opioider på. Der er ikke evidens for, at én bestemt “rigtig” nedtrapningsvej er overlegen for alle. Den bedste tilgængelige evidens peger dog på, at et tværfagligt forløb – med egen læge som tovholder, eventuelt suppleret med rådgivning fra en klinisk farmakologisk afdeling eller et specialiseret smertecenter – giver de bedste forudsætninger for at lykkes [8,9].

Et stort amerikansk studie fra 2025 giver et konkret bud på, hvad der kan hjælpe undervejs. 770 mennesker med kroniske lænderygsmerter, som allerede var i opioidbehandling, blev randomiseret til enten mindfulness-baseret terapi eller kognitiv adfærdsterapi (CBT). Begge grupper forbedrede smerte og funktion og reducerede opioiddosis over tid, uden nogen væsentlig forskel mellem de to metoder [72]. Studiet viser dermed, at både mindfulness og CBT kan indgå i et struktureret forløb – men fordi studiet ikke havde en kontrolgruppe uden psykologisk behandling, kan det ikke i sig selv afgøre, hvor stor en del af forbedringen der skyldtes selve terapien, og hvor meget der ville være sket alligevel.

Et andet stort amerikansk studie, publiceret i 2026, satte spørgsmålet lidt anderledes op: hjælper det at lægge terapi eller et selvhjælpsprogram oven i en god, patientcentreret nedtrapning – eller er selve nedtrapningsforløbet det, der bærer effekten? 562 mennesker med kronisk smerte i langvarig opioidbehandling blev randomiseret til enten patientcentreret nedtrapning alene, nedtrapning kombineret med CBT, eller nedtrapning kombineret med et struktureret smerte-selvhjælpsprogram. Andelen, der opnåede det primære succeskriterium – enten mindst 50 % reduktion i opioidforbrug inden for 12 måneder uden forværring af smerterne, eller mindre smerte uden øget opioidforbrug – var stort set ens på tværs af de tre grupper (omkring 51 %, 49 % og 45 %). At lægge ekstra CBT eller selvhjælp oven i en god patientcentreret nedtrapning gjorde altså ikke i sig selv succesraten højere, selvom deltagerne i CBT-gruppen så ud til at opleve færre bivirkninger, herunder abstinenssymptomer, undervejs [73].

Det peger på, at selve kvaliteten af nedtrapningsforløbet – ikke nødvendigvis ekstra behandlingskomponenter oven i – er det, der betyder mest, men at supplerende terapi godt kan gøre forløbet mere tåleligt for den enkelte.

Det, vi til gengæld ved noget mere om, er hastigheden. Store observationsstudier har fundet en sammenhæng mellem dosisreduktion og øget forekomst af overdosis og psykiske kriser, og risikoen så ud til at være størst ved hurtigere nedtrapning.

Et amerikansk studie af over 113.000 patienter i langvarig opioidbehandling fandt en markant forhøjet risiko for overdosis og psykiske kriser – herunder depression, angst og selvmordsforsøg – hos patienter, hvis dosis blev trappet ned. Risikoen var størst hos dem, der blev trappet hurtigst ned, samt hos dem med den højeste startdosis [74]. Et andet stort amerikansk studie af mere end 415.000 forløb med stabil langtidsbehandling fandt tilsvarende en mindre, men statistisk sikker øget risiko for overdosis eller selvmord ved nedtrapning sammenlignet med uændret dosis. Et brat stop af behandlingen gav i det studie ikke en statistisk sikkert højere risiko end uændret dosis, formentlig fordi der var færre af den slags forløb at måle på [75].

Begge er observationsstudier, der ikke i sig selv kan bevise, at nedtrapningen forårsagede hændelserne – der kan være andre forskelle mellem de patienter, der blev trappet ned, og dem, der ikke blev. Men den praktiske konklusion kan alligevel være klar: nedtrapning, og især hurtig nedtrapning, bør ske med tæt opfølgning og støtte, ikke som en administrativ beslutning uden opfølgning.

Vigtigt, hvis du selv overvejer det

Langsom, dialogbaseret nedtrapning i samarbejde med din læge er som udgangspunkt langt at foretrække frem for at stoppe brat – blandt andet på grund af abstinensrisikoen og risikoen for at forveksle abstinenssmerter med en genopblussen af de oprindelige smerter [3]. Hurtig nedtrapning på egen hånd, uden lægelig sparring, øger derfor risikoen unødigt.

Det er dog værd at nævne, at ikke alle vælger den langsomme vej. I Smertevidenskabs podcast, episode 54, fortæller Bo, hvordan han i samarbejde med en anæstesiolog valgte at tage en “kold tyrker” – det vil sige, at han stoppede med at tage opioider fra den ene dag til den anden, i stedet for en gradvis nedtrapning [55]. Det var ifølge Bo ikke uden omkostninger undervejs, men han oplevede en betydelig bedring, efter han var kommet igennem det.

Bos historie står i kontrast til den forsigtighed, forskningen ovenfor generelt peger på, og illustrerer netop, hvorfor beslutningen om, hvordan man trapper ud, altid bør tages i tæt dialog med en læge, der kender ens situation – ikke ud fra en generel regel om, hvad der virker for de fleste.

At mene, at vi bør være langt mere tilbageholdende med at starte langvarig opioidbehandling, er altså ikke det samme som at mene, at vi ukritisk bør stoppe den hos alle, der allerede får den – og det er heller ikke det samme som at mene, at der findes én rigtig måde at gøre det på.

Hvorfor bliver opioider stadig udskrevet?

Når evidensen er så tynd, og risikoen så veldokumenteret, hvorfor er der stadig knap 400.000 danskere, der årligt indløser en recept på opioider?

En systematisk gennemgang af 14 kvalitative interviewstudier med praktiserende læger peger på flere forklaringer [56]:

  • En frygt for, at patienten vil opsøge illegale stoffer, hvis opioider nægtes eller trappes ud.
  • Personlig klinisk erfaring med enkeltpatienter. En læge, der har set nogle få patienter få det bedre på opioider, vil huske netop dem. De patienter, der aldrig kom tilbage, eller som langsomt fik det værre over år, fylder mindre i erindringen. Den slags enkelterfaringer kommer til at veje tungt ved siden af den generelle forskning – også selvom nogle få forløb ikke kan sige noget pålideligt om, hvordan behandlingen virker for gruppen som helhed.
  • Frygt for at skade relationen til patienten – i nogle tilfælde ligefrem frygt for, at patienten forlader praksis eller klager.
  • Manglende tid i konsultationen til grundigt at forklare og begrunde, hvorfor opioider ikke er det rette valg.
  • Manglende gode alternativer til behandling af kroniske smerter i praksis, herunder lange ventetider til fysioterapi og smerteklinikker.

Et amerikansk studie af patienter i langvarig opioidbehandling gør et beslægtet problem helt konkret. Patienternes egen oplevelse af, om opioider hjalp dem, hang reelt ikke sammen med, om deres smerteniveau eller funktion faktisk var blevet bedre: blandt patienter, der selv angav mindre end 30 % smertelindring siden opstart – altså reelt meget lidt – vurderede 17 % alligevel deres opioider som “ekstremt hjælpsomme” [57].

Med andre ord: en stor del af dem, der oplevede opioiderne som en stor hjælp, havde ifølge deres egne tal for smerte og funktion ikke fået nogen nævneværdig gavn af behandlingen. Det kan afspejle, at man frygter at miste den eneste udvej, man føler man har tilbage – eller at det til dels afspejler medicinens afhængighedsskabende egenskaber.

Den danske retningslinje: en historie der ikke helt hænger sammen

Diskussionen om opioider kan ikke helt adskilles fra den amerikanske opioidkrise, og historien derfra rummer en lærestreg om, hvad der kan ske, når forventningerne til gavnen af opioider bliver større, end dokumentationen understøtter [22,23]. Det betyder hverken, at forholdene i Danmark er som i USA, eller at enhver dansk læge, forsker eller medicinalvirksomhed er en del af et tilsvarende problem. Men det er værd at kigge nærmere på, hvordan Danmarks egen retningslinje blev til.

Tilblivelsen i 2018

I 2018 udgav Sundhedsstyrelsen sin første Nationale kliniske retningslinje for opioidbehandling af kroniske non-maligne smerter, med udgangspunkt i en canadisk guideline fra 2017 [2]. Som gennemgået ovenfor fandt Sundhedsstyrelsens egen evidensgennemgang en gennemsnitlig smerteforskel på 0,64 point – under styrelsens egen grænse for klinisk relevans – og styrelsen oplyste selv, at størstedelen af de underliggende studier var finansieret af medicinalindustrien [2]. På den baggrund var arbejdsgruppens oprindelige retning ifølge retningslinjens egen tekst en svag anbefaling imod at afprøve opioider [2].

 

Høringen: to parter argumenterer for mere fleksibilitet

Retningslinjen skulle først i offentlig høring. Medicinalvirksomheden Grünenthal Denmark ApS efterlyste i sit høringssvar (27. september 2018) større fleksibilitet, så den enkelte patients “individuelle variabilitet” kunne spille en større rolle [60]. Et høringssvar fra en medicinalvirksomhed er ikke i sig selv problematisk – offentlige høringer er netop åbne for kommentarer, og det dokumenterer ikke, at virksomheden fik ændret noget.

Foreningen af Kroniske Smertepatienter (FAKS) argumenterede i sit høringssvar (25. september 2018) direkte imod den restriktive anbefaling: “alle patienter har ret til at afprøve alle de nuværende mulige behandlinger” [60]. FAKS var ikke en udenforstående høringspart – foreningen sad selv i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe som repræsentant for patientperspektivet [2].

Det er relevant, at FAKS i samme periode havde dokumenterede økonomiske relationer til medicinalindustrien. Ifølge det offentlige ENLI-register modtog FAKS i 2017 – samme år, retningslinjen blev udarbejdet – støtte fra to virksomheder samtidig: 25.000 kr. fra Mundipharma til en medlemsweekend, samt fra Pfizer 15.000 kr. til samme arrangement (mod at FAKS omtalte Pfizers smerte-app på Facebook) og 70.000 kr. til en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne (mod at dele resultaterne med Pfizer) [61]. Kort efter høringen, i november 2018, modtog foreningen desuden 5.000 kr. fra Grünenthal [62].

Det dokumenterer ikke, at støtten fik FAKS til at indtage sin position. Men når en patientforening både sidder i selve arbejdsgruppen bag en retningslinje og samtidig modtager støtte – med konkrete modkrav om produktomtale og deling af medlemsdata – fra virksomheder med kommercielle interesser i netop dette behandlingsområde, er det en relevant oplysning for læseren.

Uoverensstemmelsen

Sundhedsstyrelsens eget høringsnotat skriver ordret om ændringen efter høringen:

“Anbefaling 2 om afprøvning af opioider fastholdes men ændres fra en svag anbefaling imod afprøvning af opioider til en svag anbefaling for fortsat behandling uden opioider, da der var sproglige misforståelser.” [51]

Det lyder som samme budskab sagt på to måder, men er det ikke: en anbefaling for at fortsætte uden opioider er reelt stadig en anbefaling imod at afprøve dem – blot formuleret mere passivt, og nemmere at læse som “medmindre der er en god grund til andet”.

Men selv denne (i forvejen tvetydige) formulering stemmer ikke overens med det, der rent faktisk endte i den offentliggjorte retningslinje. I selve anbefalingsboksen står:

“Overvej afprøvning af opioider hos patienter med kroniske non-maligne smerter, når anden non-farmakologisk og farmakologisk behandling er afprøvet uden tilstrækkelig effekt.” (Svag anbefaling) [2]

Det er en anbefaling for at afprøve opioider – det stik modsatte af, hvad høringsnotatet beskriver som den endelige beslutning. Vi kan ikke få de to dokumenter til at stemme overens, uanset hvor mange gange vi læser dem.

Bemærkning fra Smertevidenskab: Vi har den 21. august 2026 skrevet til Sundhedsstyrelsen og bedt om en redegørelse for, hvordan denne uoverensstemmelse er opstået. Vi afventer i skrivende stund svar og opdaterer artiklen, når vi hører fra dem. (Redaktionel bemærkning til dig, der læser dette udkast: denne påstand er den mest vidtrækkende i hele artiklen, og vi anbefaler, at høringsnotatet og den trykte retningslinje læses igennem én gang til, ordret, af en anden i redaktionen før publicering.)

Fik Grünenthal eller FAKS ændret anbefalingen? Det ved vi ikke, og det skal vi ikke påstå. Det, man kan dokumentere, er: at Grünenthal argumenterede for fleksibilitet, at FAKS argumenterede endnu mere direkte imod den restriktive linje – fra en position i selve arbejdsgruppen og med økonomiske bånd til industrien – og at der er en klar, dokumenterbar uoverensstemmelse mellem høringsnotatets beskrevne beslutning og den trykte anbefaling [2,51,60]. Det ville være at gå længere, end kilderne tillader, at hævde en årsagssammenhæng. Men det er et helt rimeligt spørgsmål at stille.

Interessekonflikter: et faresignal, ikke et bevis

En interessekonflikt opstår, når en person eller organisation har en sideløbende (oftest økonomisk) interesse, der kan påvirke deres faglige vurdering – ofte helt ubevidst. Det er en velkendt og veldokumenteret mekanisme: en gennemgang i JAMA (2000) af 29 studier fandt, at selv mindre gaver og sponsorerede måltider var forbundet med ændret ordinationsadfærd, selvom lægerne selv afviste at være påvirket [63]. En anden JAMA-gennemgang (2003) forklarer dette med socialpsykologiens gensidighedsprincip: en generel menneskelig mekanisme, ikke en svaghed hos bestemte personer [64]. Det er netop derfor, interessekonflikter skal deklareres og håndteres systematisk – ikke fordi man mistænker nogen for bevidst at være “købt”.

En analyse i PLOS ONE (2020) af 13 internationale opioidguidelines (2007-2013) fandt udbredte økonomiske interessekonflikter og utilstrækkelige mekanismer til at håndtere dem – fem guidelines havde en formand med industrirelationer inden for de forudgående to år [65]. Selv den canadiske guideline, som den danske byggede på, blev kritiseret for en interessekonflikt hos et stemmeberettiget panelmedlem; en uafhængig gennemgang fandt metodologiske problemer i håndteringen, men ikke evidens for, at det havde ændret de endelige anbefalinger [66].

Den danske sag illustrerer samtidig, hvorfor man skal være varsom med at bruge interessekonflikter som et enkelt, retorisk våben. To af de eksterne peer reviewers på den danske retningslinje, Nanna Brix Finnerup og Lars Bendtsen, havde begge deklarerede økonomiske relationer til medicinalindustrien (for Finnerup blandt andet Grünenthal, Novartis, Teva og Astellas [67,68]; for Bendtsen blandt andet Novartis, Allergan og Teva [69]). Hvis interessekonflikter automatisk forudsagde holdning, kunne man forvente mere lægemiddelvenlige kommentarer fra dem. Det er ikke, hvad høringsmaterialet viser: begge argumenterede for den restriktive anbefaling mod opioider [60]. Det gør uoverensstemmelsen mellem høringsnotat og trykt anbefaling endnu mere påfaldende, ikke mindre – og det er værd at huske, at industriens fingeraftryk ikke kun findes hos dem, der sidder om bordet: som nævnt var størstedelen af den underliggende forskning i sig selv industrifinansieret [2].

Etik og informeret samtykke

Historien om den danske retningslinje leder direkte over i et spørgsmål, der er større end forskningen alene: hvad skylder vi patienter, når vi tilbyder en behandling med denne evidensprofil?

Når en behandling kan medføre afhængighed, overdosering, alvorlige bivirkninger og i nogle tilfælde en forværring af smerterne, bør kravet til dokumentation for en meningsfuld gevinst være tilsvarende højt. Jo større risiko patienten udsættes for, desto mere sikkert bør vi vide, at behandlingen faktisk kan give smertelindring, bedre funktion eller øget livskvalitet. Her ender vi med det modsatte: en lille, usikker korttidsgevinst, ingen dokumentation for langtidseffekt, og alvorlige, veldokumenterede risici.

Det handler også helt konkret om informeret samtykke. Mennesker med kroniske smerter er en sårbar gruppe, som først og fremmest ønsker smertelindring og bedre livskvalitet. De må med god grund kunne forvente at få at vide:

  • at den gennemsnitlige effekt ikke når grænsen for klinisk relevans,
  • at effekten ser ud til at blive mindre, jo længere behandlingen varer,
  • at der ikke findes ét eneste placebokontrolleret forsøg, der har undersøgt effekten efter seks måneder,
  • at en stor del af den forskning, der findes, er behæftet med kendte kilder til bias,
  • og at behandlingen samtidig indebærer alvorlige risici, herunder afhængighed og i værste fald død.

Det virker usandsynligt, at ret mange patienter ville vælge langvarig opioidbehandling, hvis de fik hele dette billede fremlagt tydeligt. Og hvis de ikke får det, er det svært at tale om et reelt informeret samtykke. Det er vores indtryk, at denne fulde information sjældent bliver givet i praksis.

Dette hænger sammen med et andet problem: fordi vi ikke kan udpege de få, der får en kortvarig gevinst, er ethvert forsøg med opioider hos den enkelte patient reelt et eksperiment – uanset hvor omhyggeligt det er indrammet med behandlingsplaner og opfølgning. Det er ikke nødvendigvis en grund til aldrig at gøre det, men det stiller et ufravigeligt krav om, at patienten kender netop den usikkerhed, før behandlingen starter.

Og som historien om den danske retningslinje viser, er problemet ikke kun, at informationen ikke når frem til den enkelte patient. Selve den anbefaling, danske læger har arbejdet efter siden 2018, siger noget andet end det, dens eget grundlag og dens egen høringsproces lagde op til. Mennesker er altså blevet sat i behandling på baggrund af en anbefaling, hvis tilblivelse vi ikke kan få til at hænge sammen.

Er der situationer, hvor opioider giver mening – og hvor står vi i dag?

Ja, der er situationer, hvor opioider giver god mening. Sundhedsstyrelsen er tydelig på, at opioidbehandling primært hører hjemme ved:

  • Akutte smerter af kort varighed, for eksempel efter en operation eller et brud (typisk kun i få dage).
  • Cancerrelaterede smerter.
  • Smerter i livets sidste fase [58,3].

For en lille undergruppe af patienter med svære, invaliderende kroniske smerter, hvor anden behandling er forsøgt og ikke har hjulpet, kan opioider ifølge Sundhedsstyrelsen i visse tilfælde stadig komme på tale – men altid med en klar behandlingsplan, et konkret mål for funktionsforbedring (ikke kun smertelindring), tæt opfølgning og en plan for, hvornår og hvordan behandlingen skal trappes ud igen, hvis målet ikke nås. Det er samme krav, den danske Vælg Klogt-kampagne stiller i sin officielle anbefaling: at behandling aldrig bør opstartes uden en klar plan for mål, varighed og opfølgning [2,59].

Det er værd at være tydelig om, at ovenstående er Sundhedsstyrelsens officielle holdning – ikke vores. Som gennemgået under etik og informeret samtykke har vi ikke en pålidelig metode til at finde ud af, hvem der rent faktisk får en klinisk relevant effekt af opioider, og ethvert forsøg er derfor i praksis et eksperiment på den enkelte patient.

Vi har ikke fundet robust, kontrolleret evidens for, at længerevarende opioidbehandling øger sandsynligheden for varig bedring, bedre funktion eller et liv med markant mindre smerte [36]. Al den evidens, vi har gennemgået ovenfor, peger den modsatte vej.

Efter vores vurdering ender opioider for mange snarere med at blive en slags parkeringsplads for personer med smerter, som sundhedsvæsenet ikke ved, hvad det ellers skal stille op med: patienten bliver sat i behandling, fordi ingen har et bedre bud, og år senere står personen selv med opgaven at trappe ud igen.

Men “ingen har et bedre bud” er ikke helt rigtigt længere. Der findes tilgange med et langsigtet perspektiv, der arbejder med nogle af de underliggende faktorer, som ser ud til at bidrage til og vedligeholde kroniske smerter, i stedet for at søge kortvarig smertelindring.

Et eksempel er kognitiv funktionel terapi (CFT), hvor man arbejder med bevægelse, forståelse af smerten, og de tanker og reaktioner, man har omkring sine smerter og sin krop. I det australske RESTORE-forsøg fra 2023 blev 492 mennesker med kroniske, invaliderende lænderygsmerter randomiseret til enten CFT eller sædvanlig behandling. CFT-gruppen opnåede en klart større forbedring i funktionsniveau end kontrolgruppen, og forbedringen holdt sig ved opfølgning efter et år [78]. En treårig opfølgning offentliggjort i 2025 fandt, at forskellen var mindre efter tre år, men stadig til stede [79].

Vi skal være lige så gennemsigtige om denne forskning, som vi har været om opioidforskningen: CFT er ikke en kur, effekten er ikke enorm, og forsøget kunne ikke blinde deltagerne, hvilket kan puste resultatet op. Men til sammenligning taler vi her om en behandling uden risiko for afhængighed, overdosis eller respirationsdæmpning – og med en effekt på funktion, der overgår det, opioider har kunnet vise.

Det er den form for behandlingsfilosofi, vi selv arbejder ud fra: en helhedsorienteret indsats rettet mod de mange forskellige faktorer, der kan bidrage til smerterne, og som gør personen med smerter i stand til selv at mestre sit liv, mens smerterne står på – i stedet for at jage den specifikke årsag eller den frelsende pille.

Hvor står vi i dag?

Sundhedsstyrelsens kommunikation er i dag væsentligt mere tilbageholdende, end anbefalingsboksen fra 2018 lægger op til. Styrelsen skrev i 2025, at langvarig opioidbehandling som udgangspunkt er uhensigtsmæssig, fordi dokumentationen for længerevarende effekt er begrænset, og anbefalede stor tilbageholdenhed ved kroniske og tilbagevendende smerter [32]. Samtidig fremgår det aktuelt af Sundhedsstyrelsens egen side om 2018-retningslinjen, at anbefalingerne er under vurdering [70].

Det brede internationale billede peger i samme retning: det britiske NICE (National Institute for Health and Care Excellence) anbefaler ligeud, at man ikke opstarter opioider til at håndtere kronisk primær smerte hos personer over 16 år [71].

Det er efter vores vurdering en udvikling i den rigtige retning. For når en behandling kun giver en lille gennemsnitlig gevinst, når langtidsevidensen er svag eller fraværende, når behandlingen kan medføre betydelige problemer, og når vi ikke har en pålidelig metode til at identificere de mennesker, der skulle få en særlig stor gevinst, bør udgangspunktet ikke være “hvorfor ikke prøve?”. Udgangspunktet bør være: har vi god nok grund til at starte?

Opsummering

  • Opioider har en vigtig rolle ved bestemte former for kortvarige, stærke smerter – eksempelvis efter større operationer eller alvorlige skader – samt ved cancerrelaterede smerter og i den sidste tid af livet. Det betyder ikke, at opioider generelt er effektive eller nødvendige ved alle akutte smertetilstande: ved akutte lænderygsmerter anbefales de nu som udgangspunkt kun efter nøje overvejelse, fordi der ikke er dokumenteret en relevant gavnlig effekt [58,3,54].
  • Ved kroniske smerter er den gennemsnitlige effekt lille. Sammenlignet med placebo giver opioider omkring 0,6-0,7 point på en 0-10-skala – under grænsen for, hvad der regnes som klinisk relevant. Det gælder både i internationale metaanalyser og i Sundhedsstyrelsens egen evidensgennemgang [1,2].
  • Effekten falder, jo længere behandlingen varer – fra omkring 1 point ved 1-3 måneder til cirka 0,5 point ved 3-6 måneder. Og efter seks måneder findes der ikke ét eneste placebokontrolleret forsøg. Ikke svag evidens, men ingen evidens [3,35].
  • Der findes ingen pålidelig metode til på forhånd at udpege dem, der får en gevinst. Det gør i praksis ethvert opioidforsøg til et eksperiment på den enkelte patient, som kræver fuld information om risici og usikkerhed [2,3].
  • De langtidsstudier, vi har, peger den forkerte vej. I det etårige SPACE-studie var opioider ikke bedre end ikke-opioid medicin for funktion, og smerteintensiteten var faktisk lidt højere i opioidgruppen [4]. Samme mønster sås ved akutte smerter i OPAL-studiet, hvor opioidgruppen efter 12 måneder havde højere smerteintensitet og større risiko for opioidmisbrug [52].
  • Evidensgrundlaget er selv behæftet med bias. Industrifinansiering, publikationsbias og et studiedesign, der frasorterer de patienter, som ikke tåler opioider, trækker alle i samme retning: mod at overvurdere effekten og undervurdere skaderne [41,42,44,46-49].
  • Bivirkningerne spænder vidt – fra forstoppelse, kvalme og kognitiv påvirkning til fald, hormonelle forstyrrelser og i værste fald dødelig respirationsdæmpning [11,12].
  • Opioider kan give tolerance, fysisk afhængighed og hos nogle en afhængighedslidelse. I nogle tilfælde ser det desuden ud til, at opioider kan gøre nervesystemet mere følsomt og dermed føre til flere smerter i stedet for færre (opioid-induceret hyperalgesi), selvom den kliniske betydning heraf hos den enkelte er svær at fastslå præcist [3,5,6,7].
  • Nedtrapning fører sjældent til varigt værre smerter. Evidensen er gennemgående af lav kvalitet, men peger med det forbehold ikke på noget generelt mønster af smerteforværring – i mange studier er smerterne uændrede eller forbedrede bagefter [8,9,10]. Til gengæld er hurtig nedtrapning forbundet med øget risiko for overdosis og psykiske kriser, og bør derfor altid ske gradvist og i tæt dialog med en læge [74,75].
  • Både internationalt og i Danmark er der bred enighed om, at opioider som hovedregel bør undgås som behandling af kroniske smerter. Vælg Klogt-anbefalingerne stiller samtidig et klart krav om, at der altid skal laves en plan for mål, varighed og opfølgning, hvis behandling alligevel opstartes [58,59,3,71].
  • Selve tilblivelsen af den danske retningslinje fra 2018 rummer en uforklaret uoverensstemmelse mellem den offentliggjorte anbefaling, dens egen faglige begrundelse og Sundhedsstyrelsens høringsnotat – noget der efter vores vurdering fortjener en forklaring, uden at det kan dokumenteres, hvad der forårsagede den [2,51,60].

Spørgsmål, du kan stille din læge

Overvejer du at starte opioidbehandling:

    1. Er alle relevante behandlingsmuligheder udtømte, og hvorfor er opioider det rette valg for mig netop nu?
    2. Hvad er de konkrete mål – ikke kun smertelindring, men også funktion, arbejde og trivsel?
    3. Hvor længe går der, før jeg kan forvente resultater, og hvad skal jeg holde øje med undervejs?
    4. Hvor ofte evaluerer vi effekten?
    5. Hvad er planen for at trappe ud igen, hvis det ikke virker efter hensigten?

Overvejer du at trappe ud:

  1. Hvor hurtigt planlægger vi at trappe ned, og hvordan sikrer vi, at det ikke går for stærkt [74,75]?
  2. Hvordan skelner vi undervejs mellem abstinenssymptomer og en genopblussen af de underliggende smertemekanismer?
  3. Hvad gør jeg, og hvem kontakter jeg, hvis smerterne eller abstinenserne bliver uudholdelige?
  4. Bør mine pårørende involveres, og hvordan kan de bedst støtte mig undervejs?
  5. Er der andre tiltag – fx mindfulness eller kognitiv adfærdsterapi – der med fordel kan sættes ind samtidig [72]?

Hvis du selv lever med kroniske smerter og er i opioidbehandling: pointen med denne artikel er ikke, at du har gjort noget forkert, eller at du skal stoppe fra den ene dag til den anden. Din behandling blev muligvis sat i gang på baggrund af en anbefaling, der – som det fremgår ovenfor – var mere tvetydig, end den bagvedliggende forskning lagde op til, og det er ikke din skyld. Pointen er, at du har krav på at kende den fulde evidens, når du og din læge sammen skal beslutte den rette vej videre for dig.

 

Referencer og kilder til videre læsning

  1. Busse JW, Wang L, Kamaleldin M, et al. Opioids for Chronic Noncancer Pain: A Systematic Review and Meta-analysis. JAMA. 2018;320(23):2448–2460.
  2. Sundhedsstyrelsen. National klinisk retningslinje for opioidbehandling af kroniske non-maligne smerter. København: Sundhedsstyrelsen; 2018.
  3. Dowell D, Ragan KR, Jones CM, Baldwin GT, Chou R. CDC Clinical Practice Guideline for Prescribing Opioids for Pain — United States, 2022. MMWR Recommendations and Reports. 2022;71(3):1–95.
  4. Krebs EE, Gravely A, Nugent S, et al. Effect of Opioid vs Nonopioid Medications on Pain-Related Function in Patients With Chronic Back Pain or Hip or Knee Osteoarthritis: The SPACE Randomized Clinical Trial. JAMA. 2018;319(9):872–882.
  5. Higgins C, Smith BH, Matthews K. Evidence of opioid-induced hyperalgesia in clinical populations after chronic opioid exposure: a systematic review and meta-analysis. Br J Anaesth. 2019;122(6):e114–e126.
  6. Trøstheim M, Eikemo M. Hyperalgesia in Patients With a History of Opioid Use Disorder: A Systematic Review and Meta-Analysis. JAMA Psychiatry. 2024.
  7. Lee M, Silverman SM, Hansen H, Patel VB, Manchikanti L. A comprehensive review of opioid-induced hyperalgesia. Pain Physician. 2011;14(2):145–161.
  8. Fishbain DA, Pulikal A, Lewis JE, Gao J. Does Opioid Tapering in Chronic Pain Patients Result in Improved Pain or Same Pain vs Increased Pain at Taper Completion? Pain Medicine. 2019;20(11):2179–2197.
  9. Frank JW, Lovejoy TI, Becker WC, et al. Patient Outcomes in Dose Reduction or Discontinuation of Long-Term Opioid Therapy: A Systematic Review. Annals of Internal Medicine. 2017;167(3):181–191.
  10. Avery N, McNeilage AG, Stanaway F, et al. Efficacy of interventions to reduce long term opioid treatment for chronic non-cancer pain: systematic review and meta-analysis. BMJ. 2022;377:e066375.
  11. Cohen B, Ruth LJ, Preuss CV. Opioid Analgesics. StatPearls/NCBI Bookshelf. Opdateret 2023.
  12. Els C, Jackson TD, Kunyk D, et al. Adverse events associated with medium- and long-term use of opioids for chronic non-cancer pain: an overview of Cochrane Reviews. Cochrane Database Syst Rev. 2017.
  13. Ekholm O, Herling SF, Lykke C, et al. Monitoring Chronic Non-Cancer Pain in Denmark Over Two Decades. Eur J Pain. 2025;29(2):e4776.
  14. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med kroniske smerter. 22. november 2023.
  15. Nicholas M, Vlaeyen JWS, Rief W, et al. The IASP classification of chronic pain for ICD-11: chronic primary pain. Pain. 2019;160(1):28–37.
  16. Kosek E, Clauw D, Nijs J, et al. Chronic nociplastic pain affecting the musculoskeletal system: clinical criteria and grading system. Pain. 2021;162(11):2629–2634.
  17. International Association for the Study of Pain (IASP). Terminology: nociceptive, neuropathic and nociplastic pain. iasp-pain.org.
  18. Santos M, Gabani FL, de Andrade SM, et al. The bidirectional association between chronic musculoskeletal pain and sleep-related problems. Rheumatology. 2023;62(9):2951–2962.
  19. Kerrebijn I, Bjornsdottir G, Arbabi K, et al. The genetic architecture of fibromyalgia across 2.5 million individuals. Nature Medicine. 2026;32(8):3060–3070.
  20. Dunn M, Rushton AB, Mistry J, Soundy A, Heneghan NR. The biopsychosocial factors associated with development of chronic musculoskeletal pain. PLOS ONE. 2024;19(4):e0294830.
  21. Dhingra L, Ahmed E, Shin J, Scharaga E, Magun M. Cognitive Effects and Sedation. Pain Medicine. 2015;16 Suppl 1:S37–S43.
  22. U.S. Government Accountability Office. Prescription Drugs: OxyContin Abuse and Diversion. GAO-04-110. 2003.
  23. U.S. Department of Justice. Opioid Manufacturer Purdue Pharma Pleads Guilty to Fraud and Kickback Conspiracies. 24. november 2020.
  24. Commonwealth of Massachusetts, Office of the Attorney General. $7.4 Billion Settlement With Purdue Pharma and Sackler Family Goes Into Effect. Mass.gov. 1. maj 2026.
  25. KFF. Opioid Overdose Deaths: National Trends and Variation by Demographics and States, baseret på CDC-data 2023-2024.
  26. Humphreys K, et al. Responding to the opioid crisis in North America and beyond: Stanford-Lancet Commission. Lancet. 2022;399(10324):555–604.
  27. Dowell D, Haegerich TM, Chou R. CDC Guideline for Prescribing Opioids for Chronic Pain — United States, 2016. JAMA. 2016;315(15):1624–1645.
  28. CDC. CDC Releases Guideline for Prescribing Opioids for Chronic Pain. Pressemeddelelse, 15. marts 2016.
  29. World Health Organization. Opioid overdose – fact sheet. who.int, opdateret 2025.
  30. Garnett MF, Miniño AM. Drug Overdose Deaths in the United States, 2023–2024. NCHS Data Brief No. 549. 2026.
  31. CDC/NCHS. U.S. Overdose Deaths Decrease for Third Consecutive Year in 2025. 13. maj 2026.
  32. Sundhedsstyrelsen. Langtidsbrug af opioider på recept er faldende. 24. marts 2025.
  33. Sundhedsdatastyrelsen. Danskernes forbrug af opioider er faldende. 2. november 2020.
  34. Bohnert ASB, Valenstein M, Bair MJ, et al. Association Between Opioid Prescribing Patterns and Opioid Overdose-Related Deaths. JAMA. 2011;305(13):1315–1321.
  35. Froentjes LS, Barrington CAM, Craig RA, et al. Impact of treatment duration on the effectiveness of opioid analgesia. Br J Gen Pract. 2026;76(769):e634–e643.
  36. Chou R, Hartung D, Turner J, et al. Opioid Treatments for Chronic Pain. Comparative Effectiveness Review No. 229. AHRQ; 2020.
  37. World Health Organization. WHO guideline for non-surgical management of chronic primary low back pain in adults. Geneve: WHO; 2023.
  38. Kraft KVL, Backmund T, Eberhart L, et al. Does opioid therapy enhance quality of life in patients suffering from chronic non-malignant pain? Br J Pain. 2024;18(3):227–242.
  39. Cashin AG, Furlong BM, Kamper SJ, et al. Analgesic effects of non-surgical and non-interventional treatments for low back pain. BMJ Evidence-Based Medicine. 2025.
  40. Barakji JA, Maagaard M, Petersen JJ, et al. Tramadol versus placebo for chronic pain. BMJ Evidence-Based Medicine. 2026;31(3):160–169.
  41. Petzke F, Klose P, Welsch P, Sommer C, Häuser W. Opioids for chronic low back pain: An updated systematic review and meta-analysis. Eur J Pain. 2020;24(3):497–517.
  42. Lundh A, Lexchin J, Mintzes B, Schroll JB, Bero L. Industry sponsorship and research outcome. Cochrane Database of Systematic Reviews. 2017;2:MR000033.
  43. Gopal AD, Wallach JD, Aminawung JA, et al. Adherence to the ICMJE prospective registration policy. Trials. 2018;19(1):1–13.
  44. Goldacre B. Bad Pharma: How Drug Companies Mislead Doctors and Harm Patients. London: Fourth Estate; 2012.
  45. Turner EH, Matthews AM, Linardatos E, Tell RA, Rosenthal R. Selective Publication of Antidepressant Trials and Its Influence on Apparent Efficacy. N Engl J Med. 2008;358(3):252–260.
  46. Moore RA, Wiffen PJ, Eccleston C, et al. Systematic review of enriched enrolment, randomised withdrawal trial designs in chronic pain. Pain. 2015;156(8):1382–1395.
  47. Kopsky DJ, Szadek KM, Schober P, Vrancken AFJE, Steegers MAH. Study Design Characteristics and Endpoints for Enriched Enrollment Randomized Withdrawal Trials for Chronic Pain Patients. Journal of Pain Research. 2022;15:479–496.
  48. Markey EJ, Manchin J III. Brev til FDA-kommissær Robert M. Califf vedrørende EERW-forsøgsdesign. United States Senate. 19. september 2023.
  49. Furlan AD, Chaparro LE, Irvin E, Mailis-Gagnon A. A comparison between enriched and nonenriched enrollment randomized withdrawal trials of opioids for chronic noncancer pain. Pain Research and Management. 2011;16:Article 465281.
  50. Licciardone JC, Rama K, Nguyen A, et al. Effectiveness of Long-Term Opioid Therapy for Chronic Low Back Pain: A Retrospective Cohort Study. J Am Board Fam Med. 2024;37(1):59–72.
  51. Sundhedsstyrelsen. Høringsnotat – National klinisk retningslinje for opioidbehandling af kroniske non-maligne smerter. 23. oktober 2018.
  52. Jones CMP, Day RO, Koes BW, et al. Opioid analgesia for acute low back pain and neck pain (the OPAL trial). Lancet. 2023;402(10398):304–312.
  53. Grøn S, Arnbak BA, Søndergaard J, Hartvigsen J. Tiden er kommet til at afskaffe opioider i behandling af patienter med akutte nakke- eller lændesmerter. Ugeskriftet.dk, 2023.
  54. Sundhedsstyrelsen. NKA: Brug af paracetamol, NSAID og opioider til behandling af akutte lænderygsmerter hos voksne. 25. september 2025.
  55. Smertevidenskab. Episode 54: Diskusprolaps efter arbejdsskade, narkomani på recept, kamp med sygedagpengesystemet og stigmatisering af personer med kroniske smerter. Podcastepisode.
  56. Punwasi R, de Kleijn L, Rijkels-Otters JBM, Veen M, Chiarotto A, Koes B. General practitioners’ attitudes towards opioids for non-cancer pain: a qualitative systematic review. BMJ Open. 2022;12(2):e054945.
  57. Goesling J, Moser SE, Lin LA, Hassett AL, Wasserman RA, Brummett CM. Discrepancies Between Perceived Benefit of Opioids and Self-Reported Patient Outcomes. Pain Medicine. 2018;19(2):297–306.
  58. Sundhedsstyrelsen. Faglige anbefalinger for udredning af behandlingsbehov hos patienter med kroniske smerter i almen praksis (2023/2024).
  59. Vælg Klogt. Opioider – anbefaling om ikke at opstarte opioidbehandling uden klar behandlingsplan. vaelgklogt.dk.
  60. Sundhedsstyrelsen. Samlede høringssvar inkl. peer review – National klinisk retningslinje for opioidbehandling af kroniske non-maligne smerter. 2018.
  61. ENLI. Skema til offentliggørelse vedr. samarbejder med patientforeninger 2017. enli.dk.
  62. ENLI. Skema til offentliggørelse af indberetning patientsamarbejde 2018. enli.dk.
  63. Wazana A. Physicians and the pharmaceutical industry: is a gift ever just a gift? JAMA. 2000;283(3):373–380.
  64. Dana J, Loewenstein G. A Social Science Perspective on Gifts to Physicians From Industry. JAMA. 2003;290(2):252–255.
  65. Spithoff S, Leece P, Sullivan F, Persaud N, Belesiotis P, Steiner L. Drivers of the opioid crisis: An appraisal of financial conflicts of interest in clinical practice guideline panels. PLOS ONE. 2020;15(1):e0227045.
  66. Canadian Institutes of Health Research. Independent assessment of the 2017 Canadian Guideline for Opioids for Chronic Non-Cancer Pain.
  67. Finnerup NB. Nonnarcotic Methods of Pain Management. N Engl J Med. 2019;380(25):2440–2448.
  68. Finnerup NB. Current state of the art in therapy of neuropathic spinal cord injury pain. Konferenceoplæg, Nottwil, marts 2018.
  69. Bendtsen L, Sacco S, Ashina M, et al. Guideline-/konsensuspublikation. The Journal of Headache and Pain. 2018;19:91.
  70. Sundhedsstyrelsen. NKR: Opioidbehandling af kroniske non-maligne smerter. Retningslinjeside; angivet som “under vurdering”.
  71. National Institute for Health and Care Excellence (NICE). Chronic pain (primary and secondary) in over 16s. NICE guideline NG193. 2021.
  72. Zgierska AE, Edwards RR, Barrett B, et al. Mindfulness vs Cognitive Behavioral Therapy for Chronic Low Back Pain Treated With Opioids. JAMA Network Open. 2025;8(4):e253204.
  73. Darnall BD, Perez L, Kao MC, et al. Patient-Centered Prescription Opioid Tapering Methods: A Randomized Clinical Trial. Annals of Internal Medicine. 2026.
  74. Agnoli A, Xing G, Tancredi DJ, Magnan E, Jerant A, Fenton JJ. Association of Dose Tapering With Overdose or Mental Health Crisis Among Patients Prescribed Long-term Opioids. JAMA. 2021;326(5):411–419.
  75. Larochelle MR, Lodi S, Yan S, et al. Comparative Effectiveness of Opioid Tapering or Abrupt Discontinuation vs No Dosage Change for Opioid Overdose or Suicide. JAMA Network Open. 2022;5(8):e2226523.
  76. Wewege MA, Bagg MK, Jones MD, Ferraro MC, Cashin AG, Rizzo RRN, et al. Comparative effectiveness and safety of analgesic medicines for adults with acute non-specific low back pain: systematic review and network meta-analysis. BMJ. 2023;380:e072962.
  77. Croskerry P. Achieving quality in clinical decision making: cognitive strategies and detection of bias. Acad Emerg Med. 2002;9(11):1184-1204.
  78. Kent P, Haines T, O’Sullivan P, Smith A, Campbell A, Schutze R, et al. Cognitive functional therapy with or without movement sensor biofeedback versus usual care for chronic, disabling low back pain (RESTORE): a randomised, controlled, three-arm, parallel group, phase 3, clinical trial. Lancet. 2023;401(10391):1866–1877.
  79. Hancock M, Smith A, O’Sullivan P, Schutze R, Caneiro JP, Laird R, et al. Cognitive functional therapy with or without movement sensor biofeedback versus usual care for chronic, disabling low back pain (RESTORE): 3-year follow-up of a randomised, controlled trial. Lancet Rheumatol. 2025;7(11):e789–e798.
×

Indhold